EP-valg 2019

Mette Bock fik ikke stemmer nok: - Jeg er helt ude af dansk politik

Den nuværende kulturminister klarede ikke skærene og sikrer sig ikke en plads i Europa-Parlamentet.

Liberal Alliance får ikke en fod indenfor i Bruxelles de kommende fem år.

Det er resultatet af søndagens valg til europaparlamentet, hvor især Venstre kan bryste sig af fremgang, mens Dansk Folkeparti bliver halveret, og Liberal Alliance med 2,2 procent af stemmerne altså slet ikke har fået et mandat.

Og derfor kommer nuværende medlem af Folketinget og kulturminister, Mette Bock, heller ikke på listen over danske EU-parlamentarikere, som hun ellers havde håbet på.

Dermed ser det ud til, at hendes tid i politik nu er slut:

- Mit liv ændrer sig selvfølgelig, for jeg er helt ude af dansk politik nu. Jeg har selvfølgelig et personligt ansvar, men der er også nogle store bølger, som er svære at stå op i mod. Nu skal jeg snart åbne et nyt kapitel, sagde Mette Bock til DR, da aftenens første exitpolls landede kort efter klokken 20.

Ville gerne være liberal indflydelse

Den 61-årige LA'er gik til valg på "fred, frihed og frihandel".

- Med Brexit og Donald Trump, der vender ryggen til, Putin, der rasler med sablen og store klima- og migrationsudfordringer står vi over for et skæbnevalg i Europa. Hvis ikke EU besinder sig på at åbne et nyt kapitel, så er der en risiko for, at EU falder fra hinanden. Det ville være en katastrofe både for Danmark og for Europa. I forhold til alt dét, vil jeg gerne gøre min liberale indflydelse gældende, udtalte hun tidligere på måneden til TV 2.

Liberal Alliances to kandidater til europaparlamentsvalget var udover Mette Bock, Anders Burlund og Bo Ritterbusch.

Hvis Liberal Alliance var blevet valgt ind, ville de blive en del af Alliancen af Liberale og Demokrater (ALDE).

Her går din EU-stemme hen:

Din stemme er også en stemme på en gruppe i Europaparlamentet. Se her, hvor den ender:

Konservative

Konservative

Gruppen af konservative og kristelige demokrater (EPP).

Det er den største gruppe i Europaparlamentet, først og fremmest takket være dusinvis af medlemmer fra Angela Merkels kristendemokratiske parti.

I det siddende parlament havde EPP 215 af parlamentets 751 medlemmer. En af dem var den konservative Bendt Bendtsen, hvis parti fik ét mandat ved sidste valg.

En stemme på de Konservative støtter denne gruppe.

(Der er indgået valgforbund mellem Konservative, Venstre og Liberal Alliance, så indirekte kan en stemme på Venstre eller Liberal Alliance også ende med at støtte denne gruppe).

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Socialdemokrater

Socialdemokrater

Det progressive forbund af Socialdemokrater (S&D).

Gruppen rummer socialdemokratiske partier fra hele Europa, og blandt dem har der i den seneste periode været tre danske socialdemokrater: Jeppe Kofod, Ole Christensen og Christel Schaldemose. Gruppen havde 189 pladser i det nu afgående parlament.

En stemme på Socialdemokratiet støtter denne gruppe.

(Der er indgået valgforbund mellem Socialdemokratiet og SF, så indirekte kan en stemme på SF også komme til at støtte denne gruppe)

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

EU-skeptiske

EU-skeptiske

De Europæiske konservative og reformister (ECR).

En gruppe, hvis kerne er det britiske konservative parti, der adskiller sig fra andre konservative partier ved sin udprægede EU-skepsis. Gruppen omfatter desuden en række nationalkonservative partier, blandt andre Dansk Folkeparti og Sverigesdemokraterna. Gruppen fik 74 mandater efter sidste valg.

Dansk Folkepartis fire valgte medlemmer, Morten Messerschmidt, Anders Vistisen, Jørn Dohrmann og Rikke Karlsson, er med her (Rikke Karlsson har forladt Dansk Folkeparti på grund af den såkaldte Meld & Feld-skandale, men er stadig med i ECR).

En stemme på Dansk Folkeparti støtter denne gruppe.

Et nyt projekt kaldet 'Fornuftens Europa' kan dog ændre på det. Denne nye gruppe skal samle nationale højregrupper i ECR og ENF til en samlet gruppe (Det er de grupper, der her benævnes 'EU-skeptiske' og 'Nationerne').

Dansk Folkeparti vil tilslutte sig denne gruppe, hvis den bliver oprettet (se under 'Fornuften').

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Liberale

Liberale

Alliancen af Liberale og Demokrater (ALDE).

Den liberale midtergruppe har 70 mandater i det siddende parlament. Gruppen omfatter, som den eneste, medlemmer fra mere end et dansk parti.

Morten Løkkegaard (Venstre) og de radikale Morten Helveg Petersen og Jens Rohde er medlemmer her.

Også Liberal Alliance forventes at søge medlemskab i ALDE, hvis de får et mandat.

En stemme på Venstre, de Radikale eller Liberal Alliance støtter denne gruppe.

(Der er indgået valgforbund mellem Venstre, Liberal Alliance og Konservative, så indirekte kan en stemme på de Konservative komme til at støtte denne gruppe. Ligeledes er der indgået valgforbund mellem Radikale og Alternativet, så en stemme på Alternativet kan på samme måde ende med at støtte denne gruppe).

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Venstrefløjen

Venstrefløjen

Den Europæiske Venstrefløjs Gruppe/ Nordiske Grønne Venstre (GUE/NGL).

Gruppen er en alliance af europæiske venstrepartier som Die Linke fra Tyskland og Podemos fra Spanien og havde 52 mandater i det siddende parlament.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har siddet i denne gruppe i perioden.

Enhedslisten stiller op til Europaparlamentet for første gang og vil også tilslutte sig denne gruppe, hvis de får valgt en repræsentant.

En stemme på Folkebevægelsen mod EU eller Enhedslisten støtter denne gruppe.

(Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten har indgået valgforbund, så uanset hvilket af de to partier, der bliver valgt, støtter det denne gruppe).

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

De grønne

De grønne

Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance omfatter blandt andre Die Grünen fra Tyskland og en række andre miljøpartier. Gruppen havde 50 mandater i det seneste Europaparlament.

Fra Danmark har SF’s Margrete Auken siddet i denne gruppe.

En stemme på SF støtter denne gruppe.

(Der er indgået valgforbund mellem SF og Socialdemokratiet, så indirekte kan en stemme på Socialdemokratiet ende med at støtte denne gruppe).

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Frihed

Frihed

Europæisk Frihed og Direkte Demokrati (EFDD).

En gruppe af protestpartier som det britiske Brexit Party, tyske Alternative für Deutschland og den italienske Femstjernebevægelse, der har siddet på 46 mandater i det afgående parlament.

Der er ingen danskere i gruppen og heller ikke nogen af de opstillede danske partier, der har planer om at være med her.

Foto: Alessandro Bianchi / Ritzau Scanpix

Nationerne

Nationerne

Et Nationernes og Frihedens Europa (ENF).

En gruppe af partier på det nationale højre som Rassemblement National i Frankrig (Marine Le Pens parti, der tidligere hed Front National), Lega Nord i Italien og det østrigske Frihedsparti.

Der er ingen danske medlemmer af denne gruppe og heller ingen af de opstillede danske partier, der har planer om at tage kontakt til denne gruppe.

Gruppen kan efter valget blive en del af en nye, stor gruppe kaldet 'Fornuftens Europa', som også Dansk Folkeparti overvejer at tilslutte sig (se under 'Fornuften').

Foto: Francois Guillot / Ritzau Scanpix

Forår

Forår

Bevægelsen European Spring findes ikke i det nuværende Europaparlament. Det er en fælles opstilling af en række grønne, europæiske bevægelser, blandt andre Alternativet i Danmark.

Bevægelserne stiller op på en fælles platform på miljø og klimaspørgsmål, og hvis tilstrækkeligt mange bliver valgt ind på europæiske plan, vil de danne deres egen gruppe i parlamentet.

En stemme på Alternativet er en stemme på denne gruppe.

(Der er valgforbund mellem Radikale og Alternativet, så en stemme på de Radikale kan indirekte blive en støtte til denne gruppe).

Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Fornuften

Fornuften

En ny gruppe kan være på vej. 

Matteo Salvini og partiet Lega fra Italien har taget initiativ til en ny gruppe i Europaparlamentet efter valget. Den hedder 'Fornuftens Europa' og har som mål at samle nationale og EU-skeptiske højrepartier fra grupperne ECR, EFDD og ENF (de grupper, der her kaldes 'EU-skeptiske', 'Frihed' og 'Nationerne') og andre i en stor, fælles gruppe.

Dansk Folkeparti har udtrykt støtte til projektet.

En stemme på Dansk Folkeparti kan blive en stemme på denne gruppe.

 

Foto: Maurizio Brambatti / Ritzau Scanpix