Mette Frederiksen bløder op overfor røde partier - vil forbedre forhold på Sjælsmark

Danmark skal fortsat have en stram udlændingepolitik, men Mette Frederiksen bløder også op omkring Sjælsmark - og så vil S se, om Mint kan komme hjem.

SF, Radikale og Enhedslisten vil alle have sikret bedre forhold for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark, og nu kommer Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, dem i møde.

- Vi mener, at der er plads til forbedringer, siger Mette Frederiksen i forbindelse med partiets helhedsplan for dansk udlændingepolitik.

Socialdemokratiet er klar til at se på vilkårene på Sjælsmark på fire punkter:

  1. Der skal ses på bespisning. S-formanden kan - ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - ikke se problemer i, at familier på Sjælsmark for eksempel kan få lov at tage mad med ind og spise på deres værelse.
  2. Vuggestuetilbuddet på udrejsecentret skal udbredes til at gælde alle centrets børn i aldersgruppen.
  3. Børn skal ikke bruges som tolke.
  4. Nogle børn går i skole udenfor Sjælsmark, andre gør ikke. Det vil S se på.

Vil se på at få Mint hjem

Mette Frederiksen understregede under søndagens duel mellem hende og Lars Løkke Rasmussen, at hun ikke vil være statsminister, hvis det indebærer, at hun skal give de røde støttepartier store indrømmelser på udlændingeområdet.

- Den brede udlændingepolitik består, fastslog hun.

Under fredagens pressemøde om Socialdemokratiets såkaldte 'helhedsplan for dansk udlændingepolitik' blev hun endnu engang spurgt, hvad der så ligger i "den brede udlændingepolitik"?

- Den brede udlændingepolitik er for os det, der er sket her på Christiansborg det seneste år: Nemlig, at der ikke længere er zigzagkurs på udlændingepolitikken. Det brede flertal, der står bag udlændingepolitikken, består. Det har vi ikke tænkt os at løbe fra, siger Mette Frederiksen.

- Betyder det så, at man ikke kan foretage sig nogle ændringer? Nej, det gør det ikke. Vi vil for eksempel også gerne se på, om vi ikke kan få Mint hjem, lyder det med henvisning til den 13-årige Mint fra Køge, der i oktober blev udvist til Thailand.

Integrationsydelsen står indtil videre

Partierne, der ifølge meningsmålingerne snart kan blive Mette Frederiksens mulige parlamentariske grundlag, har også efterspurgt en afskaffelse af integrationsydelsen.

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti har ad flere gange sænket ydelserne for nytilkomne, og mange partier i rød blok mener, at det sender børn i fattigdom. De har derfor krævet et opgør med ydelserne efter valget. Men Socialdemokratiet vil først have en såkaldt ydelseskommission til at se på området.

- Vi kommer ikke til at konkludere på ydelseskommissionen, før den er nedsat, siger Mette Frederiksen og gentager, at S ikke går til valg på at hæve ydelserne.

Hun svarer heller ikke konkret på, hvornår Danmark igen vil tage imod FN's kvoteflygtninge, som Danmark ikke har taget imod de seneste år. Men hun understreger, at "vi vil en dag gerne tage kvoteflygtninge igen".

Asylsystem fungerer ikke

Partiformanden udlagde Socialdemokratiets samlede udlændingepolitik sammen med udenrigsordfører Nick Hækkerup, udlændingeordfører Mattias Tesfaye og EP-spidskandidat Jeppe Kofod.

Det er i store træk en fastholdelse af tidligere udmeldinger om et stop for asyl, mere hjælp i nærområderne, modtagecentre i udlandet og mere hjælp til Afrika.

- Vi har et asylsystem, som ikke fungerer og er uretfærdigt, siger udenrigsordfører Nick Hækkerup (S).

I EU vil Socialdemokratiet også arbejde for at forbedre vilkårene i fattige lande, så det bliver mindre attraktivt at søge mod Europa, fortæller EP-spidskandidat Jeppe Kofod.

Børn vokser op i et område, hvor det at gå på arbejde ikke er normalt

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet

Dømte udlændinge skal kunne sendes hjem til afsoning i deres eget land. De seneste to år er det kun lykkedes at sende tre rumænere hjem til afsoning, fortæller han.

Mindre jobcenter og mere arbejdsplads

Mattias Tesfaye, der er partiets udlændingeordfører, medgiver, at "integration tager længere tid og koster flere penge, end vi havde regnet med".

Derfor har Socialdemokratiet også en række forslag til, hvordan der skal sættes ind herhjemme:

Blandt andet skal alle børn automatisk skrives op til vuggestue, når de fylder et år.

S ønsker også at vende systemet på hovedet i forhold til arbejdsløse udlændinge, så de ikke automatisk får en social ydelse, når de kommer til Danmark. I stedet skal man som udgangspunkt finde et arbejde, og hvis det ikke lykkes, så har kommunen et tilbud - et integrationsprogram, hvor man får ydelse for at møde op.

- Det skal være lidt mindre jobcenter og meget mere arbejdsplads. Gør din pligt og kræv din ret. Det er værdierne på det danske arbejdsmarked. Det har vi nok forsømt at praktisere overfor de her mennesker, siger Tesfaye.

- Når næsten ni ud af ti kvinder i Vollsmose (Odense-bydel, red.) ikke går på arbejde, så har vi påført både dem, deres børn og vores samfund en enorm byrde. Børn vokser op i et område, hvor det at gå på arbejde ikke er normalt, supplerer Mette Frederiksen.

S vil blandt andet også stille større krav til imamers danskfærdigheder, prædikener i moskeer skal oversættes til dansk, og udenlandske stater, der ikke selv respekterer og praktiserer religionsfrihed, skal afskæres fra at donere penge til trossamfund i Danmark.

Danskerne skal til stemmeurnerne 5. juni.

Partilederne
De styrer partierne i valgkampen. Men hvem er de?