Valg 2019

Mette Frederiksen efter kold skulder fra Thulesen Dahl: DF skal ikke redde os efter valget

Udlændingepolitikken består efter valget, lyder det fra Mette Frederiksen trods Thulesen Dahls melding om, at hun ikke kan regne med DF.

S-formand Mette Frederiksens manøvremuligheder efter folketingsvalget er blevet snævret en smule ind tirsdag, efter Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har understreget, at hun ikke kan regne med hans mandater længere, hvis det bliver for svært for hende at samarbejde med de røde støttepartier.

- Hvis meningsmålingerne taler rigtigt, og det bliver valgresultatet, så er sagen jo, at Dansk Folkeparti ikke vil få mandater nok til at kunne hjælpe Mette Frederiksen fra rød bloks partier, der vil en helt anden vej i udlændingepolitikken, siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

Dermed bliver Mette Frederiksen (S) tvunget til at give de andre røde partier indrømmelser på udlændingepolitikken ifølge Thulesen-Dahl, og den eneste anden mulighed, han ser, er en S-V-DF-regering.

Det får dog ikke Frederiksen til at vakle eller ændre kurs, understreger hun onsdag under en duel mellem de to mest sandsynlige kandidater til statsministerposten, arrangeret af JydskeVestkysten og Avisen Danmark.

- Jeg står ved udlændingepolitikken, og det brede flertal bag udlændingepolitikken står fast efter valget. Vi kommer i hvert fald ikke til at løbe fra det, og det kan jeg heller ikke forestille mig, at Dansk Folkeparti gør, siger Mette Frederiksen i Aabenraa.

- Der er ikke nogen, der skal redde os efter et valg. De partier, som står bag udlændingepolitikken, vil også gøre det efter et valg.

Prisen for at være statsminister

Hun indleder sit svar med en kommentar om, at danskerne snart skal have lov at gå til stemmeboksene og sammensætte det folketing, de synes er rigtigt.

- For den sidste uges tid har handlet om bogstavleg efter valg, som endnu ikke er afholdt, siger hun med henvisning til Lars Løkke Rasmussens udmelding om en SV-regering.

Hendes modstander i duellen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), tror dog ikke på, at Mette Frederiksen undgår at måtte rykke sig på udlændingepolitikken, hvis hun skal være statsminister.

- Hun bliver mødt af ultimative krav, og selvfølgelig må hun give sig. Når det kommer til prisen for at være statsminister, så må man tage farve af de partier, som skal gøre en til statsminister. Trust me, I know.

- Og du er jo allerede i gang. I går fremlagde I et udspil, hvor I sætter skatterne op for at bruge flere penge på velfærd, siger Lars Løkke Rasmussen i debatten.

Plads til at tænke sig om

Mette Frederiksen erkender, at hun skal lytte til de partier, der skal danne parlamentarisk flertal for den S-regering, hun ønsker.

- Jeg tager ingen mandater for givet. Men uanset hvad, så tror jeg, at I vil give mandat til, at den nuværende udlændingepolitik skal videreføres. Det skal et mindretal ikke ændre på efter folketingsvalget.

- Men der er områder, hvor vi tænker os om. Eksempelvis når det gælder børnene på Sjælsmark, siger Socialdemokratiets formand.

Både SF, Radikale Venstre og Enhedslisten kræver bedre vilkår for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark. Mette Frederiksen har flere gange signaleret, at hun er indstillet på at se på forholdene.

Der er også krav fra nogle af partierne om afskaffelse af integrationsydelsen, at Danmark skal begynde at tage imod kvoteflygtninge igen, og at blandt andet uddannelse og beskæftigelse igen skal tælle med i vurderingen af, om flygtninge kan få forlænget midlertidigt ophold eller få fast ophold i Danmark. Det blev strøget med indførelse af det såkaldte paradigmeskifte i februar.

Under søndagens duel på TV 2 sagde Mette Frederiksen, at den brede udlændingepolitik, der er blevet ført under den nuværende regering, kommer til at bestå - også med en rød regering efter valget. Hun vil ikke "være statsminister for enhver pris".

- Hvis en række mindre partier - som jeg ikke tror kommer til at udgøre et flertal - vil kræve, at jeg skal begynde at åbne op for en udlændingepolitik, som jeg grundlæggende tror vil være forkert for det danske samfund, vil jeg ikke være statsminister, sagde Mette Frederiksen.