Valg 2019

Salen brød ud i latter, da Løkke bragte sin vægt ind i debatten

Lars Løkke (V) vil stadig ikke svare på, hvem der skal være statsminister i den SV-regering, han selv har foreslået.

Hvis vi får en SV-regering, hvem er så statsminister i den, tænker du?

Lars Løkke Rasmussen (V) står tavs med armene slået ud, som om han tænker eller ikke ved, hvad han skal svare.

TV 2s Anders Breinholt er ihærdig i sit forsøg på at hive et svar ud af statsministeren til TV 2's valgfolkemøde i Odense. Breinholt spørger igen på vegne af tilskuerne:

Slår I plat eller krone om det?

- ... Jamen hør nu her, det vil jo i givet fald komme helt an på, hvorfor og hvordan der kommer en SV-regering.

- Og hvem der bliver størst (af Socialdemokratiet eller Venstre, red.), indvender arrangementets anden vært, Poul Erik Skammelsen.

- Og sikkert også det. Det kommer også an på, hvordan man måler det - er det på badevægten eller hvordan…, siger Løkke med henvisning til, at han nok vil få badevægten til at knage lidt højere end Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Det får de forsamlede til at grine og bryde ud i klapsalver.

Vil ikke bygge regering på Stram Kurs

Løkke bliver alvorlig igen, og denne gang lader han ikke Anders Breinholt afbryde:

Han lader vide, at han fortsat går efter at kunne danne en borgerlig-liberal regering med sig selv som statsminister. Men han ser nogle "opsplitningstendenser".

- Man kan få den situation – vi har jo negativ parlamentarisme i Danmark – hvor der ikke er rødt flertal. Hvor der ikke er et flertal, der siger "du skal gå, Lars". Men hvor dem, der er på den anden side, vil rumme synspunkter, som jeg aldrig vil kunne forlige mig med, for jeg vil aldrig bygge en regering på Stram Kurs. Så er det bedre at kunne række henover midten, siger statsministeren og modtager sit andet store bifald fra de forsamlede ved valgfolkemødet.

Hver anden dansker er positiv overfor SV

Det var Lars Løkke Rasmussen selv, der bragte muligheden for en SV-regering på banen i bogen 'Befrielsens Øjeblik - samtaler med Lars Løkke Rasmussen’, som blev udgivet torsdag, uden at nogen anede, at den var på vej.

Senere samme dag afviste Socialdemokratiets Mette Frederiksen dog, at hun vil gå i regering med Venstre.

- De politiske uenigheder, synes jeg, er af en sådan karakter, at den her regering ikke kan komme på tale, lød det fra den socialdemokratiske formand.

Men spørger man danskerne, er næsten halvdelen af dem positivt indstillet overfor tanken om den uvante regeringskonstellation.

47 procent svarer i en måling lavet af Megafon for TV 2 og Politiken, at de er helt eller overvejende enige i, at en regeringsdannelse mellem Socialdemokratiet og Venstre vil være godt for Danmark.

Løkke: - Min person skal ikke stå i vejen

Lars Løkke siger i bogen, at han "forhåbentligt ikke bliver skrevet ud af ligningen" ved et muligt regeringsamarbejde med Socialdemokratiet, for han føler selv, at han stadig har meget at tilbyde.

Han siger dog også i bogen:

- Min person skal ikke stå i vejen for den bedste løsning for Danmark. Det er svært at tale om, for det handler jo også om, hvilken tale jeg skal holde på valgaftenen, og den er svær at skrive på så lang afstand.

Vi skal helt tilbage til 1978 for at finde en SV-regering, og den konstellation overlevede kun i 14 måneder. Det var for svært at mødes om en fælles politisk kurs, og der var for meget mistillid mellem de to partier, der traditionelt er konkurrenter.

Det vil formentlig også blive tilfældet i dag, mener Hans Engell, politisk kommentator. Han kalder det "helt urealistisk".

- Sagen er jo, at de på den lange bane vil noget forskelligt. Både velfærdspolitisk, skattepolitisk og den økonomiske politik generelt. Derfor er det urealistisk, siger Hans Engell.

Socialdemokratiets Mette Frederiksen og Venstres Lars Løkke Rasmussen mødes søndag aften til duel. Det sker på TV 2 klokken 20, hvor der er sat mere end en time af til de to statsministerkandidater.