Løkke hev papir frem af jakke - stoppet af Cecilie Beck

Venstre var godt forberedt, da statsministeren hev fire år gammelt papir frem.

De færreste går nok rundt med et udprint af en fire år gammel økonomisk redegørelse i deres jakke.

Men det gjorde Lars Løkke Rasmussen, der havde papiret klar i inderlommen, da han mødte Mette Frederiksen i Odense søndag aften til den første debat i valgkampen mellem de to.

Under en diskussion om økonomien i Danmark, da Løkke i 2015 overtog magten fra socialdemokraterne lød det pludselig fra venstreformanden.

- Økonomisk redegørelse, maj 2015, side 136, sagde han og trak et papir frem fra inderlommen.

- Det var det sidste papir, den sidste regering lavede. Der skrev de, at der kommer et underskud på 50,3 milliarder kroner i 2016. Og man leder altså landet fra det tidspunkt, man overtog det. Og derfor sagde jeg: Vi er nødt til at stramme op på nogle ting, sagde Løkke.

Venstre var forberedt

Præcist samtidig blev papiret delt på sociale medier af blandt andre Venstres næstformand Kristian Jensen.

Mette Frederiksen kaldte påstanden om Danmarks økonomi i 2015 fra Løkke for »helt vildt«.

- Det er noget vrøvl, dét, du siger, Lars, sagde Mette Frederiksen.

- Er det vrøvl? spurgte Løkke.

- Du har påstået, at der var et kæmpe underskud. Der var ikke et underskud. Du overtog en økonomi, der havde det godt - og det er jo dejligt for os alle sammen, sagde Mette Frederiksen.

Kommer et svar i morgen

Herefter brød studievært Cecilie Beck ind:

- Lige det her kan godt blive svært og stå og afklare nu og her, og jeg ved, at der er økonomer, der er uenige i din udlægning…

Her trak Løkke så endnu engang papiret frem og gav det til Cecilie Beck.

- Du kan jo se papiret her, sagde han.

- Men det er jo en prognose, sagde Cecilie Beck og tilføjede, at TV 2 nu sætter husets hold af journalister til at faktatjekke påstanden.

- Og så kommer der, lover jeg, et godt svar i morgen, sagde Cecilie Beck.

Løkke: Det er pjat

Efter et bifald fra publikum fortsatte Løkke med at diskutere prognosens sandhed og betydning.

- Man kan godt stå og pjatte med de der ting, på den der måde, sagde Løkke.

- Det er dødeligt alvor, vi sætter vores faktatjek på det, sagde Cecilie Beck.

- Ja, og det er også fint, sagde Løkke.

Løkkes breve

Det er bestemt ikke første gang, at små papirsedler, udprint og sågar breve er blevet brugt i politiske debatter i Danmark.

Da Løkke i juni 2015 var i debat med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt trak han også et brev ud af inderlommen og gav det til Thorning.

Det skete, efter at Thorning selv havde sendt et brev rundt til halvanden million danskere om Venstres politik.

- Jeg har også et brev til dig her i aften. Men det er ikke fyldt med løgne og falske påstande. Det er simpelthen bare et brev, som fortæller sandheden om Venstres politik, sagde Løkke dengang i juni 2015.