Valg 2019

Frustrerede beboere afkræver S klart svar om udrejsecenter før valget

Op til folketingsvalget er beboerne gået sammen om kampagner, der skal råbe politikerne op.

Beboere i Kalvehave på Sydsjælland kræver nu klare svar fra Socialdemokratiet på spørgsmålet om Lindholm.

Øen i Stege Bugt er fra 2021 udset til at huse kriminelle udlændinge, der skal udvises, men som Danmark ikke kan sende hjem.

Da regeringen og Dansk Folkeparti i december stemte forslaget igennem, stemte Socialdemokratiet som det eneste parti blankt i folketingssalen. Resten af venstrefløjspartierne var imod.

Flere lokale i Kalvehave og omegn håber, at Mette Frederiksen vil ændre beslutningen, hvis hun bliver statsminister.

Derfor kræver de, at den socialdemokratiske formand nu melder klart ud, om hun vil støtte beslutningen efter et valg eller ej. Det kan nemlig blive afgørende for, hvor beboerne sætter deres kryds.

- Hun svigter hele lokalbefolkningen hernede, som kunne tænke sig at stemme på Socialdemokratiet. Hun får ikke min stemme, medmindre hun melder klart ud, lyder det fra Jens Gørth.

Usikkerhed og frygt

Foruden kravet om et klart svar fra det måske kommende regeringsparti er beboerne i området gået sammen op til valget for at råbe politikerne op.

UDREJSECENTER PÅ LINDHOLM

  • Regeringen og DF vil afsætte 759 millioner kroner til etablering og drift af udrejsecenteret på Lindholm i Stege Bugt.
  • Heraf skal 210 millioner kroner bruges på etableringsudgifter som bygninger (145 millioner) og infrastruktur og forsyning (55 millioner). 
  • Centret ventes at kunne tages i brug i 2021 og skal huse udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere og kriminelle afviste asylansøgere.
  • Op til 125 udlændinge skal opholde sig her. Driften vil koste 1,8 millioner kroner årligt per udlænding.

Det sker med kampagner om, at de udvisningsdømte for nemt kan forlade Lindholm med faste bådafgange, og at øen vil koste syv gange mere end en løsning på land.

- De skal skrinlægge projektet, for det er en tåbelig ide at sende folk ud på en ø på den måde. Og så koster det for mange penge, siger Hans Gjetting.

Jens Gøth er urolig for, at kriminaliteten vil stige i området, da de kommende beboere på øen kan være straffet for mord, narkokriminalitet og voldtægt.

- Jeg føler mig ikke sikker. Det er trods alt kriminelle mennesker, som ikke vil rejse hjem. Hvad kan de finde på i et samfund med gamle mennesker? Der bor rigtig mange gamle mennesker hernede, siger han.

Det sagde partierne om Lindholm

Enhedslisten

Enhedslisten stemte nej.

Enhedslisten

I et debatindlæg i Politiken har partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, kaldt aftalen for "symbolpolitik", som der dog er " mange gode grunde til at være forarget over".

Foto: Enhedslisten

Alternativet

Alternativet stemte nej.

Alternativet

Partiets politiske leder har i skarpe vendinger fordømt aftalen.

- Den grønne regering, jeg ønsker at stå i spidsen for, kommer aldrig til at tvinge mennesker ud på en øde ø. Aldrig. Aldrig. Aldrig. Vi er vidne til et humanistisk kollaps, hvor menneskefjendsk politik skaber et helt andet Danmark, end det Danmark jeg elsker, skrev Uffe Elbæk på Twitter kort efter præsentationen af aftalen.

Foto: Alternativet

Socialistisk Folkeparti

SF stemte nej.

Socialistisk Folkeparti

SF er både imod øen på grund af prisen og på grund af trygheden for beboerne i de nærliggende byer forklarede SF's Jakob Mark kort før mandagens debatmøde om øen.

- Jeg tror godt, at man kan finde et sted, hvor man ikke lægger det klos op af en lille by, og hvor man ikke samler dem ét sted, sagde han til TV 2.

Foto: SF

Radikale Venstre

Radikale Venstre stemte nej.

Radikale Venstre

Ifølge Zenia Stampe så partiet helst, at de udviste blev spredt udover landet, og at meldepligten blev afløst af en frivillig fodlænkeordning.

-Når man samler dem, bliver de forhærdede. Når man isolerer dem, bliver de desperate, sagde Zenia Stampe på et debatmøde om øen forleden.

Foto: Radikale Ventre

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet stemte blank.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet har ikke lagt sig fast på en holdning til centrets placering, fordi "der er så mange uafklarede spørgsmål", forklarede partiets integrationsordfører kort før den endelig afstemning om aftalen, hvor partiet har tænkt sig at stemme blankt.

- Nu bliver beslutningen her onsdag aften truffet. Det er en beslutning, de borgerlige træffer. Hvis vi så vinder valget efter nytår, så fortsætter vi, hvor den borgerlige regering slap, men vi er altid indstillet på at lytte på gode forslag, hvis nogen har et bedre forslag, sagde Matthias Tesfaye til TV 2.

Foto: Socialdemokratiet

Venstre

Venstre stemte ja.

Venstre

Venstre er tilfredse med placeringen af centret på øen Lindholm. Den er noget nær "optimal ", sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg kort før mandagens debatmøde om øen:

- Der har sådan set ikke været andre placeringer i spil i selve forhandlingsfasen, men det er klart, at vi har sonderet terrænet. Vi ville rigtig gerne have et udrejsecenter på en ø, og der må man sige, at der er Lindholm i min optik noget nær optimal.

Foto: Venstre

Konservative

Konservative stemte ja.

Konservative

I Det Konservative Folkeparti er der tilfredshed med aftalen.

Formand og justitsminister Søren Pape har kaldt aftalen et "kæmpe retspolitiske fremskridt".

Partiets udlændingeordfører, Naser Khader lægger især vægt på den isolerede beliggenhed:

- Når de er samlet ét sted, er det nemmere at holde øje med dem, og der kommer ikke til at være særlig mange færgeafgange ind til byen, sagde han til TV 2 kort før mandagens debatmøde om placeringen af centret.

Foto: Det Konservative Folkeparti

Liberal Alliance

Liberal Alliance stemte ja.

Liberal Alliance

Liberal Alliace har forholdt sig forholdsvis tavse om beslutningen om at placere centret på øen Lindholm.

Partiets integrationsordfører Joachim B. Olsen har dog lagt vægt på sikkerheden på øen:

- Det politiske ønske er ikke, at der skal være seks politifolk. Det politiske ønske er, at det skal være sikkert at arbejde på Lindholm, ligesom det skal være sikkert at være indkvarteret der, sagde han til Jyllands-Posten i begyndelsen af december.

 

Foto: Liberal Alliance

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti stemte ja.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti er begejstrede for beslutningen om at placere et udrejsecenter på øen Lindholm.

- Vi synes, at det en god aftale, og vi synes, at det er rimeligt, at vi sender kriminelle udlændinge ud på en ø, og så bliver de mere isolerede i forhold til resten af samfundet, og vi gør livet lidt mere besværligt for dem, sagde Martin Henriksen i forlængelse af finanslovsfremlæggelsen til TV 2.

Foto: Dansk Folkeparti

S klar til at fortsætte med Lindholm-planer

Også den socialdemokratiske borgmester i Vordingborg Kommune, Michael Smed, er imod tanken om et udrejsecenter på Lindholm.

Han håber, at der efter valget vil komme et bedre beslutningsgrundlag med andre løsninger, man kan kigge nærmere på.

- Hvis det viser sig, at det her er den bedste beslutning, bliver det forhåbentlig med nogle meget gode forklaringer, før vi skal sluge den kamel på Sydsjælland. Men det scenarie ser jeg slet ikke for mig, siger borgmesteren.

Da TV 2 beder partiformand Mette Frederiksen om at forholde sig til Kalvehave-beboernes krav om et klart svar før valget, erklærer hun sig klar til at lytte, hvis nogen har bedre forslag.

- Men hvis ikke der kommer en bedre ide, så fortsætter planerne om Lindholm. Et udrejsecenter, det skal vi altså have, og det er ikke sjovt for noget lokalsamfund, lige gyldigt hvor det bliver placeret, lyder det fra S-formanden.

De udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold bor i dag på udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland.

Det vil koste 759 millioner kroner at etablere udrejsecenteret på Lindholm, som efter planen skal modtage de første beboere i 2021.

Lindholm kort