De nye ministre sad klar i deres fineste tøj - men Danmark skulle vente 35 dage på en ny og helt anden regering
Mette Frederiksen kæmper i disse dage for at lave en regering. Her er historien om, hvor galt det kan gå, når ingen har et klart flertal.
Denne artikel blev første gang udgivet 18. maj 2019 i forbindelse med valget det år.
[Poul Hartling] stirrede på fjernsynsskærmen gennem sine tunge hornbriller.
Normalt plejede den 60-årige statsminister og uddannede teolog at være ganske fattet, men ikke nu. For hvad skulle han mene om det valgresultat, tv-værten netop havde læst op? Han anede det ikke.
Personligt havde han voldsom succes. Hans parti, Venstre, stormede frem, vandt 20 ekstra mandater og var således næsten blevet fordoblet, men det var på bekostning af støttepartierne i blå blok. De blev slagtet. De konservative mistede seks mandater, CD mistede ti.
Hartling befandt sig i Venstres gruppeværelse på Christiansborg sammen med sine vægtigste partifæller. På bordene stod flaskeøl, men ellers var de stribede gardiner rummets mest kulørte indslag. En anspændt stemning fyldte lokalet.
Hartling vred sig. Han havde brug for at tænke.
To etager under Venstre-folkene kæmpede Hartlings udfordrer, den 52-årige Anker Jørgensen, for at komme frem til Folketingets Fællessal. Foran det prægtige lokale med vægmalerier, den monstrøse stuk og de gyldne lysekroner vrimlede det med journalister, som alle ville have en kommentar fra Socialdemokratiets formand.
[Anker Jørgensen] meldte klart ud: Socialdemokratiet havde cementeret sin position som landets største parti. Opbakningen til regeringens kriseplan var svækket, og derfor måtte Poul Hartling gå af og en bredere regering komme til.
Danmarks Radio havde i Fællessalen gjort klar til partilederdebat. Efterhånden som hovedpersonerne ankom, blev høfligheder udvekslet.
(kilde: Ekstra Bladet, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten)
Hartling lagde forsonende hånden på Anker Jørgensens arm, da de begge nåede langbordet. Fotograferne knipsede løs.
Den lavstammede socialdemokrat kæmpede med at finde den rette grimasse, mens han kiggede op på sin højtragende konkurrent. Han vidste, at den kommende tid skulle blive alt andet end venskabelig.
På valgnatten havde Hartling sagt, at han ville sove på tingene, men få timer med lukkede øjne havde ikke ændret på, at situationen fortsat var ganske umulig.
Han ledte efter 90 mandater, men kunne ikke finde dem blandt de partier, han helst ville lege med – de konservative, CD, Kristeligt Folkeparti og de radikale.
Skakspillets start
Skulle det ende med en borgerlig regering, krævede det medvirken af Fremskridtspartiet. Med deres 24 mandater ville der være 89, som pegede på Hartling som statsminister, og så skulle bare ét af de fire nordatlantiske mandater vindes over. Intet under, at formand [Mogens Glistrup] på valgnatten havde turneret rundt på Christiansborgs gange og hoveret med sine marcipanbrød i inderlommen.
At binde regeringens liv an på de utilregnelige fremskridtsfolk havde Hartling imidlertid ikke lyst til. Valget havde han netop udskrevet for at komme ud af deres skruetvinge. Ikke for at blive endnu mere afhængig af Glistrups forgodtbefindende.
Som alternativ stod et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. De to partier udgjorde tilsammen over halvdelen af Folketinget. Spørgsmålet var, om de kunne enes. Hartling tvivlede.
Han inviterede, og da klokken slog 16, tog han imod socialdemokraternes delegation i Statsministeriet. Hartling lurepassede og lod dem spille ud. Udspillet var, som han frygtede: De krævede Anker Jørgensen som statsminister.
Hartling afviste forslaget og sendte socialdemokraterne ud igen.
Næsten tre ugers forhandlinger endte uden resultater. Det var ikke acceptabelt, og i Folketinget var frustrationerne store.
Det vidste Hartling. Efter sin åbningstale i Folketinget for fire dage siden havde han fået klar besked fra begge fløje.
Alligevel var statsministeren sikker på, at han ville overleve den mistillidsafstemning, socialdemokraterne havde initieret, og som han nu stod overfor. Han havde jo et flertal. Eller havde han?
(kilde: Politiken)
Væltet af Marilyn Monroes elsker
Hartlings blik fór rundt i Folketingssalen, da resultatet viste sig. Han ledte efter skurken og fandt ham til højre.
Hans Jørgen Lembourn hed han. Økonom og formand for Dansk Forfatterforening, men først og fremmest kendt for i 1950’erne at have haft en kort affære med Hollywood-stjernen Marilyn Monroe. Han var valgt ind for de konservative, men havde længe flirtet med Socialdemokratiet.
Nu havde han gjort alvor af sine tilnærmelser.
(kilde: Jyllands-Posten)
Sammen med fire centrumdemokrater havde han undladt at stemme imod en mistillidsdagsorden. Med fem blanke stemmer var der nu flertal imod regeringen.
Hartling kunne dårligt begribe, hvad netop var sket i salen. Han var blevet væltet. Af én stemme. Fældet af en af sine egne. Var hans tid som statsminister nu slut?
Mens chokket sank ind hos de borgerlige, fortrak Socialdemokratiets medlemmer til deres gruppeværelse på Christiansborgs anden sal. Klokken var 22.25. Det havde været en lang dag. Stemningen var opløftet, men dog alvorlig.
- Vi stræbte efter regeringens liv, og det lykkedes. Vi står over for problemer og en masse vanskeligheder. Vi klarer vel også en regering, hvis det sker, sagde Anker Jørgensen.
Mødet sluttede med et trefoldigt hurra. Når partierne dagen efter skulle til Dronningen for at anbefale en forhandlingsleder, en [kongelig undersøger], kunne spillet om statsministeriet begynde med det, der kaldes en [dronningerunde].
Første dronningerunde
Anker Jørgensen var ikke en populær mand. Hverken i befolkningen eller på Christiansborg. Han modtog dagligt mellem 20 og 30 breve fra vælgere, som over temaet ”aldrig hverken Anker eller Hartling igen” gjorde det klart, hvad de mente om ham. På de dårlige dage blev der også råbt efter ham på gaden.
- Der går det dumme Anker-svin!
Historisk forhandlingsleder
I Folketinget var hans person den direkte årsag til, at flere partier ikke ville samarbejde med Socialdemokratiet.
Derfor var han ikke afvisende over for det ellers opsigtsvækkende forslag, som den radikale leder [Hilmar Baunsgaard] nu præsenterede for ham. Folketingets formand, [Karl Skytte] (R), skulle udpeges til kongelig undersøger. Skytte skulle ikke selv gå efter statsministerposten, men alene afsøge mulighederne for en bred flertalsregering med Socialdemokratiets formand som statsminister.
Anker Jørgensen anede flere taktiske fordele. Lod han Folketingets formand komme til, ville det se ud som om, han hævede sig over personstriden, og det ville gavne hans omdømme i medierne. Når forhandlingerne så kuldsejlede, som Anker Jørgensen håbede og forventede, var det Skytte og ikke ham selv, der stod tilbage som en fiasko.
Med Socialdemokraterne var der flertal for Skytte, så da Anker Jørgensen havde været hos Dronningen, stod det klart, at Folketingets formand for første gang i Danmarkshistorien skulle søge at danne en regering.
Dog ikke en hvilken som helst regering. Det skulle være en bred flertalsregering. Det var opdraget fra majestæten efter råd fra partierne.
Skulle det lykkes, ville det kræve, at Karl Skytte førte Socialdemokraterne og Venstre sammen. Det var en næsten umulig opgave.
På Borgbjergsvej i Københavns Sydhavn havde Anker Jørgensen netop sat sig til rette med frokosten i sit arbejdsværelse, da en partifælle ringede med en overraskende besked: De konservative ville mødes med ham. Ja, faktisk var den nyvalgte leder, [Poul Schlüter], så opsat, at han ønskede at lægge vejen forbi Borgbjergsvej allerede samme weekend.
Uventet visit
Klokken 16 ringede det på i lejligheden i det rødstenede boligkompleks. Anker Jørgensen betragtede Schlüter, da han lukkede ham ind fra trappeopgangen. Som altid var han velklædt. Anker Jørgensen undrede sig. Nu stod denne typiske konservative, advokatuddannede KU-dreng i hans hjem. Hos arbejderdrengen. Hvorfor var han her? Var de konservative virkelig så sultne?
De to partileder sank ikke mange slurke kaffe, før Schlüter afslørede sit ærinde. Han ville af med Venstre.
Ankers anelser havde været rigtige.
Schlüters analyse var, at kun hvis Venstre blev sat udenfor indflydelse, ville de konservative have en chance for at hævde sig som byerhvervenes parti og undgå glemslen.
Den overraskende idé
Derfor foreslog Schlüter en regering med Socialdemokratiet, de konservative, de radikale og Kristeligt Folkeparti støttet af CD.
Anker Jørgensen kunne se idéen.
- Alt andet end Venstre vil vi kunne tage, sagde han.
Det umage par forstod hinanden.
Da Schlüter forlod Anker Jørgensens bolig, satte Jørgensen sig i sofaen med sin hustru Ingrid og tændte fjernsynet. Over skærmen rullede underholdningsprogrammet 'Terningerne er kastet'.
Midt i Christiansborgs Vandrehal stoppede [Poul Hartling] pludselig op. Hvad var det lige, han havde hørt Anker Jørgensen sige?
Klokken var 15.30, og sammen med sine forhandlere var Venstre-formanden på vej ind til endnu et møde med Karl Skytte i formandsværelset. Socialdemokratiet havde netop været derinde og stod nu og talte med horden af journalister. Anker Jørgensen førte ordet.
- Det kniber med at få indsnævret den betydelige afstand mellem de to partier (Socialdemokratiet og Venstre, red.), og derfor har jeg som en anden mulighed nævnt en regering bestående af Socialdemokratiet, radikale, konservative, Kristeligt Folkeparti og måske CD, sagde han.
"En ejendommelig fremgangsmåde"
Hartling kunne næsten ikke tro sine egne ører. Var socialdemokraterne i gang med at kuppe dem?
Det var dog en ejendommelig fremgangsmåde, tænkte han.
Sammenbruddet i forhandlingerne var en realitet. Et V-S-samarbejde var aldeles umuligt og dermed også en bred flertalsregering. Næste dag gav Karl Skytte op. Partierne måtte igen til dronningen og anbefale en ny forhandlingsleder.
Anden dronningerunde
Hartling kunne ikke lade være at grine, da hans 28-årige søn Ole om morgenen ringede for at stikke til ham.
Om han havde misbrugt Dronningen? Hold nu op.
Oles spørgsmål skyldtes en forside på Ekstra Bladet. I avisen anklagede både politiske modstandere og lederskribenten Hartling for at have manipuleret Dronningen og hoffets kabinetsekretær, [Mogens Wahl], til at tolke partiernes anbefalinger på en måde, der gjorde det ekstra vanskeligt for Anker Jørgensen at danne regering.
(kilde: Ekstra Bladet)
Kluddetæpperegeringen gik i kludder
Socialdemokraten havde ellers nu fået chancen som forhandlingsleder. Men tingene var komplicerede, for der var betingelser.
De radikale krævede, at Anker Jørgensen skulle gå efter en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, Kristeligt Folkeparti og CD. En flertalsregering ville hovedparten af de borgerlige partier også have – dog uden at sætte navn på, hvem den skulle bestå af.
Dermed var der både et flertal for Socialdemokraternes formand som forhandlingsleder og et flertal for, at der skulle dannes en regering med minimum 90 mandater.
Derfor var det det, Anker måtte gå efter. Det kunne ikke være anderledes, mente Hartling og havde derfor udlagt det sådan for Dronningen.
Hos Socialdemokraterne var tolkningen en anden. Her kunne man ikke forstå, hvorfor man skulle følge de radikales anbefaling. Af de partier, der pegede på Anker Jørgensen, var Det Radikale Venstre det eneste, der ville have en flertalsregering. De øvrige, SF, Venstresocialisterne og kommunisterne, havde ikke det ønske.
Krigsministeren var valgt
Socialdemokratiet havde dog accepteret opgaven, og Anker Jørgensens inderkreds havde sågar allerede leget med ministerlister og moret sig med at udnævne CD’s [Erhard Jakobsen] til krigsminister.
Lørdag morgen var opgaven imidlertid blevet endnu vanskeligere. På et møde med Kristeligt Folkeparti havde Anker Jørgensen fået af vide, at de kristne kun ville i regering, hvis statsministeren blev en anden end ham.
Beskeden var ubehagelig. Dels fordi den potentielt kunne puste liv i et gammelt formandsopgør i Socialdemokratiet, og dels fordi den pressede de konservative til også at stille hårde betingelser.
Anker indkaldte de fire mulige regeringspartier til møde om eftermiddagen for at presse et klart svar ud af dem, men presspillet slog fejl.
- Vi udelukker ikke, at det kan blive en socialdemokratisk statsminister, men vi nægter at kåre ham på forhånd, lød beskeden fra de konservative. Kristeligt Folkeparti var på linje.
Deres svar kunne Anker ikke leve med. 17.45 informerede han den socialdemokratiske gruppe om, at han gav op. Forsøget på at danne en kludetæpperegering var mislykkedes.
Tredje dronningerunde
Under de langstrakte regeringsforhandlinger havde den radikale [Hilmar Baunsgaard] fået for vane at løbe Socialdemokraterne på dørene på Christiansborg, og nu kom han brasende igen.
Han var oprevet.
- Sikke nogle røvhuller, udbrød han med adresse til CD og de konservative.
(kilde: Politiken)
Hartlings nye chance
I snart en måned havde Baunsgaard arbejdet indædt på to ting: At få Hartling fjernet som statsminister og skabe en bred flertalsregering. Men nu så ingen af delene ud til at lykkes.
For tredje gang havde Folketingets partier været hos Dronningen og givet deres anbefaling til, hvem der nu skulle forsøge at danne regering, og for tredje gang havde CD skiftet holdning.
Erhard Jakobsens folk var nu pludselig klar til at gå i regering med Venstre sammen med de konservative og Kristelig Folkeparti.
Anker kunne ikke på samme måde hidse sig op. Mens Poul Hartling andetsteds på Christiansborg hidkaldte sine genvundne venner i den borgerlige blok, forlod han magtens ø, Slotsholmen. Han trængte til at komme væk.
Hartling klappede blidt sin partifælle [Tove Nielsen] på skulderen. De var på Christiansborg:
- Bare rolig, Tove. Dig rører vi ikke ved.
Tove Nielsen skulle fortsætte som undervisningsminister, og Hartling selv skulle blive som statsminister. Det turde han godt tro på nu. I morgen ville Venstre danne regering med de konservative, Kristeligt Folkeparti og CD.
Eneste udfordring var Fremskridtspartiet. Mogens Glistrup havde lovet at pege på Hartling som leder af en mindretalsregering så sent som søndag, men havde samme dag skiftet holdning, da det var gået op for ham, at Fremskridtspartiet som de eneste borgerlige ikke var inviteret i en regering.
I radioavisen havde Glistrup trukket støtten og kaldt den kommende regering grundlovsstridig, fordi den på forhånd ville have et flertal mod sig i Folketinget. Budskabet havde han gentaget mandag eftermiddag. Alligevel agtede Hartling at gå videre. Fremskridtspartiet havde skiftet holdning før og kunne vel tænkes at gøre det igen.
Truslernes konsekvens
Hartling var ud på aftenen i færd med at lave sin ministerliste færdig, da telefonen ringede. Glistrup kunne være en trussel. Hartling måtte sikre sig, at regeringen ikke blev mødt af et mistillidsvotum første dag, den mødte op i Folketingssalen, lød det fra en rådgiver.
Hartling ønskede ikke at danne en regering, der var ulovlig, men han ville heller ikke standse processen så tæt på målet. Desuden kunne han ikke forestille sig, at ansvarlige partier som de radikale og Socialdemokratiet ville være med til at vælte en regering, inden den havde fremlagt sin politik.
Han gik derfor trygt i seng.
(kilde: Jyllands-Posten)
Fra morgenstunden havde Folketingets telefoncentral haft mere end almindeligt travlt.
Omstillingsdamerne blev kimet ned af borgere, som krævede at tale med både ministre og folketingsmedlemmer. Efter over en måned som tilskuere til et politisk totalteater var mange vælgeres tålmodighed brugt op.
Regeringen, vi aldrig fik
Paradoksalt nok var man på Christiansborg netop denne dag tættere på en løsning end nogensinde før. I statsministeriet udpegede Poul Hartling sit kabinet, og de kommende ministre mødte alle op i mørkt tøj, som det hører sig til, når man skal præsenteres for Dronningen.
Klokken 14.30 skulle de ifølge planen i audiens på Amalienborg og en halv time senere møde pressen.
Der var nu kun ét udestående: Afklaringen af Socialdemokratiet og de radikales holdning.
På et møde klokken 12 præsenterede Hartling de to partiers ledere for et aftalepapir, hvor de lovede ikke at vælte regeringen, når den blev præsenteret. Var det noget, de kunne skrive under på, ville Hartling vide. Én underskrift og han kunne fortsætte som statsminister.
Hilmar Baunsgaard orkede ikke mere og bekræftede. Anker Jørgensen havde derimod brug for først at drøfte det med sine rådgivere. Han lovede at vende tilbage inden for en halv time.
Der gik to, og da svaret kom, var det negativt.
Ingen sikring hos konkurrenten
Socialdemokratiet kunne ikke ”på forhånd” sikre regeringen. Den forsikring måtte Hartling finde hos dem, der støttede ham, lød det fra Anker.
Hartling var bestyrtet. Med blot et kvarter til præsentationen hos dronningen måtte han aflyse alt. En pinlig affære.
Hartling indkaldte i stedet lederne fra Konservative, Kristeligt Folkeparti og CD til rådslagning i Statsministeriet.
Inden de nåede frem, skete der afgørende nyt. Fra Christiansborgs gange kunne journalister berette, at Fremskridtspartiet på et gruppemøde havde besluttet slet ikke at stille en mistillidsdagsorden, når den nye regering blev præsenteret. Igen var tingene vendt på hovedet.
Hartlings allierede ville nu have ham til at gennemføre regeringsdannelsen, men Hartling selv turde ikke stole på bulletinerne om Glistrups nye standpunkt. Han ville have det bevist i en ny [dronningerunde].
Klokken 17 aflagde han derfor majestæten besøg. Ikke som planlagt for at præsentere en regering, men i stedet for at anbefale, at Folketingets partier - for første gang i historien - blev indkaldt til rådgivning for fjerde gang.
Fjerde dronningerunde
Poul Schlüter, der havde været et kvarter fra at blive udnævnt til udenrigsminister, himlede over Hartlings ”historiske fadæse”. Erhard Jakobsen, der skulle have været indenrigsminister, forlod Christiansborg med kommentaren om, at ”så kan Anker Jørgensen sgu få lov at overtage hele lortet”.
Anker for magten
”Lortet” fik socialdemokraternes formand overdraget klokken 20.30. På Amalienborg kunne kabinetsekretær Mogens Wahl meddele ham, at 75 af Folketingets medlemmer pegede på ham som [kongelig undersøger], mens 65 pegede på Hartling. Han tilføjede, at Anker nu måtte sikre sig, at han ikke havde et flertal imod sig ved at spørge de andre partier, men netop der stejlede den aspirerende statsminister.
- Hvis nogen vil udtale tvivl, må de gøre det, men jeg vil ikke spørge på forhånd, fastslog Anker Jørgensen.
Herefter hastede han videre fra det ene slot til det næste og efterlod en rystet Wahl tilbage.
På Christiansborg opsøgte Anker Jørgensen straks Hartling for en sidste gang at spørge, om Venstre ville være med i en flertalsregering under socialdemokratisk ledelse.
- Kan du tro det, lød svaret.
(kilde: Ekstra Bladet)
Anker Jørgensen havde travlt nu. I den bedste af alle verdener fik han et parti eller to mere med i regeringen, men der var ikke tid til flere langstrakte forhandlinger. Farcen skulle have en ende. De radikale fik buddet, men takkede nej. Socialdemokratiet måtte påtage sig ansvaret alene.
Klokken 18 mødtes Anker Jørgensen med ”Kredsen”, fire håndplukkede rådgiver fra folketingsgruppen. Foran sig lagde han et blankt stykke papir. Seks timer senere ved midnat var ministerlisten skrevet ned. Den indeholdt 14 mænd og to kvinder.
- Det er ikke noget, man behøver at diskutere, for det ligger som en bunden opgave, at skal vi slippe igennem problemerne, skal vi nødvendigvis hen over det, man kalder midten i dansk politik, udtalte Anker til en avis, der ringede samme aften.
For den nye statsminister havde virkeligheden meldt sig med det samme.
Efterskrift
Regeringsdannelsen i 1975 er den mest langstrakte i nyere dansk politisk historie. Hverken før eller siden har man været igennem fire dronningerunder, og det er stadig kun Anker Jørgensen, som har formået at blive statsminister, selvom han ikke var forhandlingsleder i den første dronningerunde.
Hans S-regering sad i tre år, inden Venstre i 1978 blev indlemmet. På det tidspunkt var Poul Hartling ikke længere formand.