Ny måling gør SF'er mundlam - kan stå over for valg mellem EU og Folketinget
Han troede, at han skulle være hjælperytter for Margrete Auken, men Karsten Hønge ser ud til at komme ind i Europa-Parlamentet.
Ifølge en ny Megafonmåling for TV 2 og Politiken får SF ikke kun plads til spidskandidaten Margrete Auken som i dag, men også til en helt ny EU-parlamentariker efter europaparlamentsvalget 26. maj.
Karsten Hønge, der også stiller op til folketingsvalget 10 dage senere, er nummer to på SF's liste og har altså kurs mod Bruxelles, hvis det står til vælgerne.
I står til at få 11,2 procent af stemmerne og to mandater i vores Megafon-måling. Du ser ud til at komme ind i Europa-Parlamentet.
- Det er da enormt flot, svarer Karsten Hønge efter en kort stilhed i telefonen og medgiver, at han bliver lidt mundlam over nyheden, som han også kalder fantastisk.
Folketinget er førsteprioritet
Karsten Hønge mødte kritik, da han valgte at stille op til Europa-Parlamentet, selvom han i forvejen er en af SF's spidskandidater til Folketinget. Man kan nemlig ikke sidde begge steder.
Men han affærdigede kritikken med, at han jo ikke ved, om han bliver valgt nogen af stederne. Han har også gjort det klart, hvad han vil prioritere:
- Det er folketingsvalget. Jeg er spidskandidat på Fyn, og det er den vigtigste opgave for mig, sagde Karsten Hønge på valgudskrivelsesdagen til Fyens Stiftstidende.
I samme artikel betragtede han det som "helt urealistisk", at han skulle få plads i Europa-Parlamentet.
Hjælperytter for Auken
Hvad gør du, hvis du virkelig kommer ind?
- Vi tager et valg ad gangen. Det er for tidligt at sige noget om. Det er jo fantastisk, hvis det virkelig lykkes, siger han til TV 2.
Holder du fast i, at hvis der også bliver en plads til dig i Folketinget, så er det den, du tager?
- Jeg ved godt, det er et rigtig åndssvagt politikersvar. Men jeg tager et valg ad gangen. Jeg må lige lade være med at sælge pelsen, før bjørnen er skudt, svarer Hønge.
Da du stillede op, blev du klandret for, at du kun stiller op for at trække stemmer til SF, men slet ikke har tænkt dig at tage til Bruxelles. Den kommer du jo nok til at få igen nu. Jeg har jo sådan set lige startet.
- Ja, det gør jeg vel. Men det er da en overraskelse, at det går så godt. Det vigtigste for mig er at være hjælperytter for Margrete. Det er den rolle, jeg har. Vi har en, der skal stå på podiet i Bruxelles. Det lykkes måske så overvældende godt, at vi ligefrem kan få to. Det er da fantastisk, men også en overraskelse - men en positiv overraskelse.
Men hvad gør du så - siger du nej tak, hvis du kommer ind i parlamentet 26. maj eller udskyder beslutningen til efter folketingsvalget 5. juni?
- Vi tager et valg ad gangen. Vi troede, det ville være en ubetinget sejr at få et mandat. Det er jo en helt overvældende sejr, hvis vi kan få to, siger Karsten Hønge.
Frem og tilbage i blå blok
Det er ikke kun SF, der går frem af de røde partier. Den blå overvægt blandt de danske mandater i parlamentet bliver erstattet af en rød, viser Megafon-målingen.
Socialdemokratiet står til at fastholde sine tre mandater, mens Radikale Venstre og SF går fra et til to mandater, og Enhedslisten kommer ind i parlamentet med et mandat.
Venstre går også - som forventet - frem fra to til fire mandater efter et katastrofevalg i 2014. Dengang kom valget lige i kølvandet på partiformand Lars Løkke Rasmussens bilagssager om boksershorts, rejser og ekstraregninger for rygning på røgfrie hotelværelser på skatteydernes regning.
Andre partier i blå blok står dog til tilbagegang. Konservative mister sit ene mandat i parlamentet ifølge målingen. Og Dansk Folkeparti står til at miste to mandater. DF har i denne valgperiode været det største af de danske blå partier i EU, men det står altså til at blive Venstre fremover.
DF forventede tilbagegang
DF var det sidste parti til at lægge sig fast på en spidskandidat. Først i begyndelsen af februar faldt valget på Peter Kofod, der ellers er partiets retsordfører i Folketinget.
Dermed fik Peter Kofod meget kort tid til at føre valgkamp. Og han overtog spidskandidaturet efter Morten Messerschmidt, der har rekorden i flest personlige stemmer nogensinde. Ved EP-valget i 2014 fik han 465.758 personlige stemmer.
Det ved Peter Kofod godt, at han ikke kan gøre efter. Han er derfor heller ikke ved at falde ned af stolen, da han hører om målingens 14,5 procent til DF.
- Det er helt i overensstemmelse med det, vi har forventet, og hvad meningsmålinger har vist gennem ganske lang tid, siger han og hæfter sig ved, at mange vælgere endnu ikke ved, hvad de skal stemme.
Det er dem, der skal kæmpes om nu. Og det er enkelt valg, mener Peter Kofod: Det er et spørgsmål om, hvor meget magt EU skal have.
- Man får overordnet et meget ens produkt hos de andre partier. Hvis man elsker EU og alle dets gerninger og alt dets væsen, skal man stemme på Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og så videre. Det skal man bare gøre. Men hvis man synes, EU skal blande sig fuldstændig udenom vores dagpengeregler og barselsregler, og hvem der skal have børnechecks, skal man stemme på os, siger Peter Kofod.