Valg 2019

DF'ere retter kritik af partitoppen efter vælgerflugt

Folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti savner mere kant og bedre kommunikation fra partiets ledelse.

Folketingsvalget i juni 2015 var en jubelfest for Dansk Folkeparti, men her fire år senere ser det kommende valg ud til at blive en nedtur for partiet.

Mens Dansk Folkeparti ved seneste valg fik en historisk vælgerfremgang og blev landets næststørste parti med 21,1 procent af stemmerne, står partiet i den seneste Megafonmåling til stort set at blive halveret med 10,8 procent af stemmerne.

Det får nu folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti til at rette en kritik mod ledelsen af partiet, skriver Politiken tirsdag.

De efterlyser, at ledelsen skulle have vist mere kant i de seneste fire år, og at de skulle have markedsført de politiske sejre bedre.

En af kritikerne er partiets fiskeriordfører, Ib Poulsen. Han mener, at en af konsekvenserne af DF’s manglende kant har været et politisk vakuum, som de to nye højredrejede partier, Nye Borgerlige og Stram Kurs, har udnyttet.

- Vi har også fået meget igennem. 146 stramninger. Men de er mere markante i deres udmeldinger, end vi er. Det er dér, jeg mangler lidt kant, siger Ib Poulsen til Politiken.

Han nævner som eksempel, at DF var for bløde over for statsminister Lars Løkke Rasmussen, da Venstre-formanden i december sidste år drog til Marokko for at underskrive migrationspagten. DF burde have truet med at vælte statsministeren, mener Poulsen.

Skaarup afviser kritik

Gruppeformand Peter Skaarup afviser partimedlemmernes kritik. Han peger på, at partiet har vist kant i forhold til grænsekontrol, asylstop og på ældreområdet.

Partiets skatteordfører, Dennis Flydtkjær, mener, at man er kommet igennem med mange af sine mærkesager på ældre- og udlændingeområdet. Men han er ikke sikker på, at budskabet er nået ud til vælgerne.

- Det kan godt være, at man skal ud at forklare det lidt bedre, siger han.

Han fremhæver som eksempel, at pensionister ikke længere skal betale til satspuljen, hvilket DF fik med i finansloven.

Gruppeformand Peter Skaarup afviser partimedlemmernes kritik. Han peger på, at partiet har vist kant i forhold til grænsekontrol, asylstop og på ældreområdet.

- Lige præcis i forhold til vores mærkesager har vi markeret os superfint og skarpt, siger Peter Skaarup til Politiken.

Han påpeger i øvrigt, at meningsmålingerne inden valget i 2015 lå lavere end det endelige valgresultat.

I den seneste Megafonmåling står både Nye Borgerlige og Stram Kurs til at nå over spærregrænsen og blive valgt ind i Folketinget.