Løkke går til valg på et skattestop
Venstre relancerer en god gammel vindersag fra 2001 - dog i en ny form.
Venstre har lagt endnu en sten i fundamentet på deres valgkamp.
Søndag udkom partiet med en annonce i Avisen Danmark, hvor de slår fast, at Venstre står for et skattestop. Det fremgår også af venstre.dk, at "Skattestoppet er omdrejningspunktet for Venstres skattepolitik".
Dermed relancerer Venstre altså en politik, der var helt central i 2001, men som man siden er kommet længere væk fra.
En mindre rigid udgave
Skattestoppet førte Anders Fogh Rasmussen frem til en valgsejr dengang for 18 år siden, og siden da har det været et vinderord i Venstre.
- Der er ingen tvivl om, at Løkke vil få et bragende bifald, når han annoncerer det fra talerstolen, siger TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen med henvisning til, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen formentlig vil relancere skattestoppet på et møde for Venstres kandidater søndag eftermiddag.
Skattestoppet er dog ikke en kopi af modellen fra 2001, der fastslog, at ingen skat måtte stige. I søndagens udspil er der nogle smuthuller, for eksempel skatter og afgifter på miljøområdet samt tobaksafgifter.
- Det er et mindre rigidt skattestop vi ser her, konstaterer Avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding.
Et angreb på S
Annoncen fra Venstre er opdelt i to dele. Den første hylder Venstres skattestop, mens den anden del nedgør det, der bliver kaldt et skattehop fra socialdemokraterne.
- Den nye annonce er helt klart et angreb på S og en udstilling af, at der er stor forskel på de to partiers tilgang til skat, siger Thomas Funding.
Siden skattestoppet blev indført i 2001 har det ifølge ham været umuligt at gå til valg på at hæve skatterne, medmindre man hører til på den yderste venstrefløj. Men det ser ud til at ændre sig i år, da socialdemokraterne synes at have succes med en politik, der lægger op til nogle mindre stigninger.
- Det er en meget interessant forskel i dansk politik lige nu. I næsten 20 år har det været fy at hæve skatterne, men spørgsmålet er, om det stadig er det?
Udelukker muligvis skattesænkninger
Et skattestop lyder som liberal politik, da det udelukker skattestigninger. Men ifølge Peter Lautrup-Larsen er det interessant, at Venstre annoncerer et skattestop i stedet for skattelettelser.
- Det her signalerer, at Venstre vil holde skatterne i ro frem for at sænke dem. Men det er ikke overraskende i betragtning af det velfærdsløft, Løkke har lovet, siger han.
Venstres store udspil til valgkampen var netop en stor investering i velfærden, og det har betydet, at partiet ville have svært ved samtidig at love skattelettelser, selvom regeringspartnerne fra Liberal Alliance og de konservative ønsker det.
- Venstre går tilsyneladende væk fra borgerlige positioner om nulvækst og skattelettelser. Venstre har helt tydeligt bevæget sig og er nu tilbage på en Fogh-linje, vurderer Thomas Funding.