DF'er kritiserer valgplakater med arabisk skrift - det er der dog ét problem med

16x9
DF'eren Rune Oliver Christensen har på Facebook skrevet, at Enhedslisten i Aarhus hænger plakater op med budskaber på arabisk. Det gjorde Enhedslisten. I 2005. Foto: Esther Margrethe Lynard / TV 2

Ekspert kalder opslaget for misinformation. Ophavsmanden erkender, at han godt kunne have formuleret sig "mere klart".

I lygtepælene i Aarhus kan danskerne finde valgplakater fra Enhedslisten med budskaber skrevet på arabisk, hævder en kampagneleder fra Dansk Folkeparti i en opdatering på Facebook.

Der er tilmed billeddokumentation vedhæftet opdateringen, men der er bare ét problem: Valgplakaterne er fra kommunalvalg, der ligger flere år tilbage.

Det viser en afdækning, som faktatjekmediet TjekDet har foretaget.

- I Aarhus hænger Enhedslisten plakater op med budskaber på arabisk, skriver Rune Oliver Christensen, som fungerer som kampagneleder for folketingsmedlemmet Marlene Harpsøe (DF), ligesom han selv er suppleant for DF til byrådet i Helsingør.

- De røde partier lukker øjnene for en stigende islamisering. De lukker øjnene for, at vores demokrati trues gevaldigt. Hvad er det lige for et Danmark, som er blevet skabt? Det er simpelthen for slapt. Lad os ændre det nu! Er du med mig, lyder det videre.

Opslaget er blevet kommenteret mere end 1000 gange og delt af 785 personer.

Rune Oliver Christensens opslag fra Facebook.
Rune Oliver Christensens opslag fra Facebook. Foto: Esther Margrethe Lynard / TV 2

TjekDet har kontaktet Enhedslisten for at blive klogere på, hvad der er op og ned i sagen, og her oplyser partiets pressekontor, at plakaterne stammer fra kommunalvalgene i henholdsvis 2005 og 2013.

På den lyserøde plakat fra 2005 står der på arabisk “arbejde, bopæl, respekt”, mens de røde plakater fra 2013 bærer budskabet "vi står sammen mod ulighed" skrevet på det sydasiatiske sprog urdu, som tales i blandt andet Pakistan og Indien.

Ekspert: Det er misinformation

At plakaterne er henholdsvis seks og 14 år gamle, lader Rune Oliver Christensen ikke sine følgere vide i opslaget på Facebook, og det er problematisk, mener professor Vincent Hendricks, der blandt andet har forsket i fake news.

- Det er en fingeret nyhed og således misinformation. Hvis han vil bruge de gamle billeder til at føre kampagne mod Enhedslisten, skal han som det mindste varedeklarere dem og skrive opslaget i datid. Det andet er uvederhæftigt, siger han.

Flere af kommentarerne til opslaget har Rune Oliver Christensen selv svaret på, og her giver han først flere dage senere udtryk for, at plakaterne ikke er fra den nuværende valgkamp.

Blandt andet skriver en bruger fejlagtigt, at det "er skammeligt, at Enhedslisten ikke nedtager disse valgplakater" og "det skal være lige nu!"

En bruger har på Rune Olivers Christensens opslag kommenteret, at plakaterne skal tages ned, i den fejlagtige tro, at de hænger i lygtepælene nu.
En bruger har på Rune Olivers Christensens opslag kommenteret, at plakaterne skal tages ned, i den fejlagtige tro, at de hænger i lygtepælene nu. Foto: TV 2

- Han vildleder og fører de pågældende personer bag lyset. Det, de reagerer på, er ikke korrekt information, og derfor er deres holdninger i denne specifikke sag ikke truffet på et oplyst grundlag, siger Vincent Hendricks.

Da TV 2 tjekker torsdag eftermiddag, er der stadig danskere, der i kommentarfeltet til opslaget fejlagtigt tror, at Enhedslisten har hængt plakaterne op under dette folketingsvalg, selvom det først er tilladt at hænge plakater op for folketingskandidaterne lørdag den 11. maj.

Klar over, at billeder var gamle

TV 2 har kontaktet Rune Oliver Christensen for at få en kommentar. Han skriver i en besked på Facebook, at han er klar over, at "billederne af Enhedslistens plakater er fra en tidligere valgkamp":

- Det kunne måske godt fremstå mere klart i mit opslag. Dog var det ikke min tanke, at det skulle blive et tvivlsspørgsmål, netop fordi det ikke er min pointe i opslaget, skriver han og understreger, at han adskillige gange i kommentarsporet har gjort opmærksom på, at plakaterne fra Enhedslisten ikke er "fra denne omgang".

Det argument, Rune Oliver Christensen ønskede at fremhæve med opslaget, var, at "røde partier i foruroligende grad lukker øjnene for den trussel, som islamiseringen udgør for vores demokrati".

- Det er en væsentlig diskussion - også selvom billedet af Enhedslistens plakater måske ikke er fra denne valgkamp, skriver han.

Han oplyser, at han ikke har yderligere kommentarer.

Rune Oliver Christensen forholder sig derfor ikke til TV 2s spørgsmål om, hvad han siger til, at en ekspert kalder opslaget "misinformation", ligesom han heller ikke svarer på, om det ikke er at fordreje sandheden, når han skriver opslaget i nutid, som om plakaterne er en del af den nuværende valgkamp. Han forklarer heller ikke, hvorfor han først oplyser, at plakaterne er flere år gamle i kommentarsporet, efter andre brugere har påpeget det.

Enhedslistens pressekontor oplyser til TjekDet, at man ikke har "hørt om, at partiet har produceret nogle arabisksprogede valgplakater i denne omgang". Partiet synes dog som udgangspunkt, at "det er godt at have så inkluderende valgmateriale som muligt".

Ser du noget på sociale medier under valget, som undrer dig, så kontakt journalist Esther Margrethe Lynard på emly@tv2.dk.