'Vikaren fra himlen': - Jeg er politiker, ikke præst
Isabella Arendt efterlyser værdipolitisk stillingtagen til emner som abort og trosfrihed. Mød Kristendemokraternes markante næstformand.
På 24 timer er Kristendemokraterne gået fra at være et parti, som ikke mange tiltænkte en plads i Folketinget, til at være et parti, der måske kan levere en af de nye stjerner i dansk politik.
26-årige Isabella Arendt, som er næstformand hos partiet, har nemlig stjålet overskrifter, efter hun tirsdag aften måtte afløse sin partiformand Stig Grenov til partiledernes valgdebat på TV 2.
- Jeg har haft de mest syrede 24 timer i mit liv, lyder reaktionen efter godt et døgn i en valgkamp, hvor Radio24syv blandt andet gav hende tilnavnet ”vikaren fra himlen” på grund af hendes stærke optræden.
- Hun er skarp og har en fantastisk viden og forstår at bruge den til at formidle sit budskab, lyder det fra formand Stig Grenov om sin næstformand dagen derpå.
Kristne værdier i politik
Partiet går til valg på blandt andet familiepolitik, personlig frihed og ansvarlighed med det fortegn, at det skal være funderet i kristne værdier.
- Jeg er politiker, jeg er ikke præst eller noget som helst andet, og jeg kommer til at kæmpe for meningsfrihed, uanset hvad du tror på, og hvilken politisk eller seksuel overbevisning du har, forklarer Isabella Arendt i 'Talkshowet Lippert'.
For hende er det vigtigt at understrege, at partiet ikke vil blande religion og politik sammen, selvom værdigrundlaget stammer fra kristendommen, og partiet i sin historie har skilt sig markant ud med flere mærkesager som modstand mod abort, porno, og at homoseksuelle skulle kunne blive viet i folkekirken.
Fra protestparti til midterparti
Kristendemokraterne blev i 1970 stiftet som en reaktion mod pornoens frigørelse. Kampen mod pornoen blev opgivet i 2018 under den nuværende formand, Stig Grenov.
Tilbage i 2007 tog partiet et opgør med sin modstand mod fri abort, som også havde været en mærkesag for Kristendemokraterne siden stiftelsen.
I dag mener Isabella Arendt, at antallet af kvinder, der får en abort i Danmark, er alt for højt. Og det vil partiet arbejde for at bringe ned.
- Jeg vil rigtigt gerne have, at aborttallet bliver lavere, for der er ikke nogen af os, der synes, abort er en fed situation, siger hun.
Ifølge Kristendemokraterne skal kvinder, der overvejer en abort, derfor have en vejledende samtale med sundhedspersonale, før den endelige beslutning bliver truffet.
- For mig handler det om, at vi tager det her etiske spørgsmål alvorligt og arbejder på at gøre det bedre.
Tror du ikke, andre partier tager det etiske spørgsmål alvorligt?
- De har ikke diskuteret det ret meget, og da vi eksempelvis stillede forslaget om, at man skulle have flere samtaler, var det ikke noget, der blev stemt for. Så man vil ikke have den her snak, konstaterer Isabella Arendt.
Flere års politisk kamp
Det kan godt være, der ikke er mange, der har set Isabella Arendt som et politisk stjerneskud, før hun tonede frem i partilederdebatten på TV 2 tirsdag aften, men faktisk har hun været politisk aktiv, siden hun var 13 år gammel.
Allerede i 2011 stillede hun op til Folketinget for første gang i Viborg Øst-kredsen for Kristendemokraterne.
Dengang var hun 18 år gammel og den yngste kandidat til at stille op til Folketinget nogensinde. Hun fik 85 personlige stemmer.
Det var både godt og skidt at være den yngste. Det forklarer hun i videoen herunder fra et valgprogram for unge, hvor hun var i debat med Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der stillede op for Liberal Alliance:
Hendes parti kom dog ikke i Folketinget i 2011, og derfor meldte hun sig for en kort overgang ind hos Radikale Venstre.
Men hverken der eller hos DSU, hvor hun også har været medlem, følte hun sig velkommen.
- Jeg havde en oplevelse af, at jeg ikke var tolereret de der steder, fordi jeg er kristen. Og der var ikke tolerance for, at man kunne tro, hvad man ville, og tænke, hvad man ville, forklarer hun.
Og hun er en kvinde, der handler efter sit hoved, lyder det fra faderen Mikael Arendt Laursen i et portræt af datteren i Altinget.
- Hun er sikker i sin sag og ved, hvad hun står for. Det skal man respektere, og ellers finder hun andre græsgange, siger han til netmediet.
Kampen om spærregrænsen
Ved folketingsvalget i 2015 var Isabella Arendts personlige stemmetal vokset til 595 – men heller ikke denne gang nåede Kristendemokraterne den magiske grænse på to procent af stemmerne. Partiet kom ikke ind.
Meningsmålingerne levner heller ikke partiet mange chancer ved dette års valg, men partiet spekulerer i, at der kan være en mulighed for et kredsmandat i Vestjylland, hvor Kristian Andersen er opstillet. Det kræver cirka 18.000 personlige stemmer, lyder vurderingen.
Det slår dog ikke den 26-årige kandidat ud af kurs.
Hun har netop lanceret en kampagne i form af en tegneserie om sit alterego: en rødhåret superhelt, der blandt andet kæmper mod en skurk, der ”til forveksling ligner Kristian Thulesen Dahl", forklarer hun.
- Hun skal redde børn ud af Sjælsmark og sætte pædagoger i institutionerne og give længere barsel til forældrene – og her er hun ved at redde regeringen fra DF’s greb. Vi skal have en anden borgerlighed på banen, lyder Isabella Arendt Laursens beskrivelse af hendes helt egen valgtegneserie, som skal have et nyt afsnit for hver dag i valgkampen.
Partilederrunder bliver det dog ikke til flere af for Isabella Arendt.
Partiformand Stig Grenov er igen på benene og skal tale partiets sag, næste gang partierne mødes på tv.