Løkke trænger ind på Frederiksens domæne - hun har gjort det samme

Lars Løkke Rasmussen peger på, at de to partier nok bruger de samme penge, men at de bruges forskelligt.

Venstre vil bruge 69 milliarder kroner mere på velfærd frem mod 2025. Det sagde partiets formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, onsdag.

En udmelding, der til forveksling kunne minde om Socialdemokratiets politik på området. Og det er helt bevidst, mener flere eksperter. Lars Løkke Rasmussen er nemlig på jagt efter midtervælgere.

Ifølge Peter Lautrup Larsen, der er politisk analytiker på TV 2, er det en strategi, som Mette Frederiksen og Socialdemokratiet tidligere har benyttet sig af. Nemlig på udlændingeområdet, hvor Socialdemokratiet bevægede sig tættere på Venstre.

- Hun trak sig over til højre og begyndte at stemme for Dansk Folkepartis og blå bloks udlændingepolitik for at matche det i forhold til de vælgere, hun havde mistet på grund af udlændingepolitikken. Nu prøver Lars Løkke Rasmussen at gå ind på Mette Frederiksens bane, siger han.

Løkke: Bruger ikke pengene på samme måde

Lars Løkke Rasmussen køber ikke helt præmissen om, at han lægger sig op ad Socialdemokratiet med det nye udspil.

- Det er rigtigt, at vi lægger op til at bruge de samme penge, men det er jo ikke nødvendigvis lig med, at vi vil bruge dem på samme måde.

- Hver gang vi har forsøgt at forny den offentlige sektor, så har socialdemokraterne altid været langmodige og nærmest lidt imod. Historien viser, at i forhold til at udvikle den offentlige sektor står vi stærkere, siger han til TV 2.

Sammenligner med Anders Fogh Rasmussen

Peter Lautrup Larsen sammenligner Lars Løkke Rasmussens flirten med vælgerne på midten med forgængeren Anders Fogh Rasmussens strategi, der var medvirkende til at gøre ham til statsminister.

- Han opgav egentlige skattelettelser og talte i stedet om et skattestop. Så slap han for at få den diskussion med, at han ville spare på den offentlige sektor for at bruge pengene på skattelettelser. Det var en strategi, der lykkedes, og det er også det, Lars Løkke Rasmussen håber på, siger Peter Lautrup Larsen.

Eksperter: Modstand bekymrer ikke Løkke

Udmeldingen fra Lars Løkke Rasmussen vækker ikke begejstring hos Venstres nuværende samarbejdspartnere i regeringen – de konservative og Liberal Alliance.

Det er dog ikke noget, der bekymrer statsministeren synderligt, mener politisk kommentator Noa Redington.

- Jeg tror, at analysen i Venstre-toppen er, at sandsynligheden for, at Lars Løkke Rasmussen er statsminister efter valget, ikke er specielt stor. Men der er en pæn chance for, at Venstre kan få et bedre valg end sidst, blive markant større end Dansk Folkeparti og dermed indtage rollen som det store borgerlige parti.

- Det kræver, at man ikke tænker så meget på sammenholdet, men tænker mere på sig selv. Og det er det, man gør her, siger han.

Peter Lautrup Larsen mener ligeledes, at Lars Løkke Rasmussen har kalkuleret med den manglende opbakning fra de to partier.

- Lars Løkke Rasmussen ved godt, at han risikerer at miste opbakning fra sine to regeringspartier og måske miste borgerlige vælgere, fordi der ikke er nogen skattelettelser. Til gengæld håber han at vinde nogle midtervælgere tilbage, siger Peter Lautrup Larsen.

Prøv selv at danne din regering her: