DF bløder vælgere til S: - De har skuffet mig så meget

TV 2 var på gaden i Tønder, hvor vi mødte både støtter af Dansk Folkeparti og dem, der nu stemmer Socialdemokratisk.

Tirsdag viste første meningsmåling siden valgudskrivelsen, at Dansk Folkeparti har udsigt til at gå markant tilbage ved valget.

Kun 11,6 procent af vælgerne vil sætte deres kryds ved partiet, hvis der var valg i dag – ved valget i 2015 var det 21,1 procent.

En af de vælgere, som ikke synes, hun har fået nok ud af sit kryds ved liste O ved sidste valg, er pensionisten Marianne Lindholt, som TV 2 mødte på gaden i Tønder torsdag formiddag.

- Jeg gør det ikke denne her gang. De har skuffet mig SÅ meget. De følger bare Løkke, så dem (DF .red) bliver det i hvert fald ikke.

Torsdag oplyste partiet, at de kræver en fortsat opretholdelse af den sydlige grænsekontrol i hele den kommende regeringsperiode. Men det er ikke noget, der får den tidligere DF-vælger til at vakle.

- Jeg vil stemme Socialdemokratiet. De snakker jo om mere reel pension. Og jeg har så ondt af de stakler, der skal være på arbejde, til de er 73 år. Vi kan ikke kalde det velfærd mere, så vi skal have noget mere til børn, unge og ældre, siger Marianne Lindholt.

Her er de gået hen

Valget i 2015 var det første med formand Kristian Thulesen Dahl ved rorpinden. Dagen inden valget så det godt ud for partiet, men det overraskede alligevel mange, at partiet gik 15 mandater frem til slut.

Men ved de seneste mange målinger har det set svært ud.

Men hvor er vælgerne forsvundet hen?

Ifølge den seneste måling af vælgernes vandringer lavet af Megafon for TV 2, står det klart, at det netop er Socialdemokratiet, der stjæler vælgere. Ni procent af dem, der stemte Dansk Folkeparti i 2015, er gået til Socialdemokratiet, otte procent til Nye Borgerlige og fem procent til Venstre.

Partiet Stram Kurs er ikke med, da partiet ikke var opstillingsberettiget, da målingerne blev lavet.

Din browser er ikke understøttet. Opdater venligst din browser hér for at se grafikken.

Tryk på partibogstaverne for at se vælgervandringerne

Men målingen viser også, at de vælgere, der er gået fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet, ikke har udlændinge som det vigtigste emne. De tidligere DF-vælgere prioriterer især velfærd og klima.

Vælgerne skulle vælge de to temaer, som de regner med bliver afgørende for deres kryds. Og her pegede blot hver femte på ’flygtninge og indvandrere’ som ét af de to temaer. Sundhedspolitik og ældreområdet scorer højere.

Kigger man på det vigtigste tema for dem, der er blevet hos Dansk Folkeparti, var det omvendt ’flygtninge og indvandrere’. Udlændingepolitikken fylder altså for de trofaste, mens andre temaer er vigtigere for svingvælgerne.

”Et sikkert udspil”

Og at vælgerne går den vej, er der en årsag til, siger TV 2s politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen.

Det handler dels om, at Mette Frederiksen appellerer mere end Helle Thorning-Schmidt gjorde.

Og så handler det netop om hendes udlændingepolitik. Der er kommet styr på den, mener vælgerne:

- Thulesen Dahls problem er jo, at Mette Frederiksen for mange svingvælgere er blevet ”stueren” med sin højredrejning. Og det appellerer til mange. Han har svært ved at true med, at der bliver lempet på udlændingepolitikken, siger Peter Lautrup-Larsen.

Så når Dansk Folkeparti melder ud, at de ønsker en permanent grænsekontrol, som regeringen og Socialdemokratiet i øvrigt ikke udelukker, er det et kip med flaget for særligt de gamle vælgere.

Man går tilbage til noget af det, der er de sikre kort hos DF

Peter Lautrup-Larsen, TV 2

- Man går tilbage til noget af det, der er de sikre kort hos DF, og man har nogle at spille bold med, siger Peter Lautrup-Larsen

Men der skal nok komme udspil, der taler ind til tvivlerne, som ønsker velfærd. Og der har de fået hjælp:

- Det er jo en håndsrækning fra Løkke, at Venstre vil afsætte 69 milliarder til velfærd. Milliarder, der ikke er videre defineret til hvad. Så lur mig, om ikke DF kommer med et udspil på ældreområdet, siger Peter Lautrup-Larsen.

DF har ikke opgivet

Partiformand Kristian Thulesen-Dahl erkender, at de har ”haft et sløjt forår”, og at pensionsdebatten fra Socialdemokratiet har kostet.

Men han kaster ikke håndklædet i ringen. Tværtimod. Valgkampen skal signalere ”DF classic”, siger han.

- Vi har en lang valgkamp foran os. Og man vil se et Dansk Folkeparti, der bruger valgkampen aktivt, men også til noget, som vi er kendt for. Fordi der er valgkamp, skal vi ikke opfinde nye ting. Man skal fokusere på det, som vi er kendt for, siger Kristian Thulesen Dahl.

Vi skal appellere til dem, der har følt sig tiltrukket af Socialdemokratiet

Kristian Thulesen Dahl, formand DF

Vælgerne er foruden Socialdemokratiet også gået til Nye Borgerlige, og partiet Stram Kurs appellerer også til svingvælgerne. Men Kristian Thulesen Dahl afviser klart, at partiet vil dreje sin udlændingepolitik mere til højre i forsøget på at "overbyde" de to partier.

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, lover, at Dansk Folkeparti er klædt på til valgkamp. Video: Kasper B. Andreasen

Det handler om S-vælgerne:

- Vi skal appellere til dem, der har følt sig tiltrukket af Socialdemokratiet i forbindelse med pensionsudspillet. Dem skal vi have tilbage. Dels ved at fortælle dem, at vi er optaget af at hjælpe nedslidte. Og dels ved at sige, at man ved at stemme på Socialdemokratiet muligvis lukker Radikale Venstre ind, siger han.

Mange fastholder stemme

Peter Lautrup-Larsen tror, at det bliver svært at rykke vælgerne, selvom Dansk Folkeparti har identificeret sine styrkeområder.

Partier som Socialdemokratiet har lært af Dansk Folkepartis flotte valg i 2015 og taler til hans vælgere.

På gaden i Tønder møder TV 2 dog ikke kun vælgere, der nu stemmer på Socialdemokratiet. Flere fastholder deres stemme på Dansk Folkeparti, mens mange er oprigtigt i tvivl:

- Thulesen Dahl har skuffet mig. Det var ringe, at de ikke ville gå i regering. Jeg ved kun, at jeg stemmer blå blok, men det er jo næsten ligegyldigt. De kan jo ikke rigtigt gøre noget selv, siger Roy Steffensen, der er chauffør.

Danskerne skal til valg 5. juni, Grundlovsdag.