Politik

Mette Frederiksen aflyser pensionsdebat med Løkke - er for syg

De to partiledere skulle have mødtes i 19 Nyhederne på TV 2 og diskutere adgang til tidligere pension for nedslidte danskere.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen aflyser tirsdagens debat på TV 2, hvor hun skulle have mødt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det oplyser hun på Facebook i et opslag, hvor hun forklarer, at hun har et slemt maveonde, som har efterladt hende dehydreret efter flere dages sygdom.

- Det var meningen, at Løkke og jeg i aften skulle have diskuteret pension i TV 2. Det må vi desværre udsætte nogle få dage. Jeg er klar sekundet efter, at jeg er på benene igen. Og jeg glæder mig meget til både at diskutere pension – og til det folketingsvalg, der vel for pokker bliver udskrevet en dag, skriver hun i opslaget.

Skulle mødes for anden gang

Det var meningen, at de to største bejlere til statsministerposten skulle mødes tirsdag aften til en direkte tv-duel på ord og holdninger.

De to partiformænd skulle mødes i 19 Nyhederne og diskutere adgang til tidligere pension for nedslidte danskere.

Det skulle have været anden gang, at de to politikere mødtes i en tv-debat på tomandshånd. Første gang skete det 31. marts i en særudgave af 21 Søndag på DR.

Dengang varede debatten 45 minutter, mens TV 2 tirsdag havde sat omkring et kvarter af til formålet.

Pres på Frederiksen

Dengang vurderede politisk kommentator Hans Engell, at Mette Frederiksen fremstod overraskende uforberedt og uden konkrete svar på netop pensionsområdet.

Socialdemokratiet lancerede ellers i januar et udspil, der ifølge partiet skal sikre nedslidte danskere ret til at gå tidligere på pension.

I debatten langede statsminister Lars Løkke Rasmussen hårdt ud efter socialdemokraternes forslag. Han sagde, der er "risiko for, at det her er det største bluffnummer i dansk politik i flere generationer".

Siden da har regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre præsenteret en aftale om seniorpension. Den har Socialdemokratiet også fundet anledning til at kritisere og kalde utroværdig og manipulerende.