Løkke afviser samarbejde med Stram Kurs: - Fjernt fra mit menneskesyn
Ingen af partilederne fra den nuværende regering kan se for sig, at en fremtidig regering skal arbejde sammen med Stram Kurs.
Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) skal fortsætte som statsminister efter folketingsvalget, bliver det ikke i samarbejde med den yderligtgående islamkritiker Rasmus Paludan og hans parti, Stram Kurs.
Sådan lyder det tirsdag eftermiddag fra statsministeren.
- Jeg kommer ikke til at bygge en regering på en politisk dialog eller indrømmelser til det parti. Det kommer ikke til at ske, siger han.
Rasmus Paludan og Stram Kurs har som mærkesag at forbyde islam som religion, og det er Lars Løkke Rasmussen lodret imod.
- Jeg kender ikke partiet for andet end mærkesagen, og den er godt nok også til at få øje på. Den er så fjern fra det menneskesyn, jeg har, siger Lars Lars Løkke Rasmussen.
Sammenligner med mellemkrigstiden
Stram Kurs vil også udvise omkring 500.000 personer fra Danmark inden for et år, som partiet mener har udenlandsk baggrund, og så lægger Rasmus Paludan desuden op til at fratage statsborgerskab fra herboende.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal vi tilbage til mellemkrigstiden for at høre noget lignende i den politiske debat i Danmark.
- Og derfor siger det sig selv, at det er fuldstændig uladsiggørligt, at jeg skal kunne række ud efter sådan nogle synspunkter, siger han.
K og LA afviser også
Rasmus Paludan selv har da også afvist at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Han ønsker sig selv på posten. Men i blå blok er der ellers hårdt brug for flere stemmer.
Ifølge den seneste Megafon-måling står blå blok til at få 41,9 procent af stemmerne. Det er den laveste opbakning i hele valgperioden. Samme måling viser, at Stram Kurs kan være på vej i Folketinget, men her er det vigtigt at have med, at målingen af partiet er forbundet med stor usikkerhed.
Men selvom Stram Kurs altså kan ende i Folketinget efter valget 5. juni, er der i den nuværende regering enighed om, at en eventuelt fremtidig borgerlig regering ikke skal baseres på partiets mandater.
- Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne basere en regering på ham overhovedet, siger Søren Pape Poulsen, der er formand for Det Konservative Folkeparti.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, er enig.
- Jeg vil aldrig legitimere Stram Kurs eller støtte den politik, de står for. Og vi kommer ikke til at bygge en regering på deres mandater, siger han til TV 2.
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der tirsdag er syg, forklarer i en video på Facebook, at hendes parti heller ikke vil samarbejde med Paludan.
- Der er ét parti, som vi ikke kan samarbejde med. Det kan jeg allerede sige nu. Uenighederne er ganske enkelt for store i ord og handling. Nemlig Paludans parti.
Paludan: Vi må se
I kølvandet på udtalelserne fra de tre partiledere siger Rasmus Paludan, at han efter valget er klar til at gå på kompromis med dele af sin politik.
- Det er selvfølgelig nødvendigt, men faktum er, at valgkampen ikke er kompromissernes kunst. Ligesom alle andre partiledere lægger jeg min politik frem, og når valget er overstået, må vi se, hvad der er ladsiggørligt, siger Rasmus Paludan til TV 2.