EP-valg 2019

Ingen danske parlamentarikere rammer top 100 på liste over indflydelse

Ingen af de danske EU-parlamentarikere er i top 100 over de mest indflydelsesrige parlamentarikere i EU, viser ny undersøgelse.

De danske medlemmer af Europa-Parlamentet er ikke så indflydelsesrige som mange af deres kolleger i EU.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Votewatch, og som er refereret i Jylland-Posten søndag.

De 13 danske nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet er end ikke i top 100 over de mest indflydelsesrige parlamentarikere i parlamentet viser undersøgelsen, der giver point efter ordførerskaber, deltagelse og udvalgsposter.

Ifølge undersøgelsen er Morten Helveg Petersen fra Radikale Venstre den dansker med mest indflydelse på en 110. plads. Jeppe Kofod (S) er nummer to på en 163. plads, mens Venstres Morten Løkkegaard er nummer 173.

Alle tre stiller op til en ny periode i parlamentet og er spidskandidater til det kommende europaparlamentsvalg, der finder sted 26. maj.

Danmark ligger som nation i undersøgelsen under EU-gennemsnittet, mens lande som Sverige og Finland præsterer noget bedre og ligger over middel. Finland har to parlamentarikere i top 15, mens fire svenskere er i top 100.

Konkret indflydelse

Morten Helveg Petersen er ikke i tvivl om, at hans post som næstformand i industri- og energiudvalget er afgørende for hans placering på listen. Han peger på, at det har handlet om at sidde i et udvalg, som har kunnet skabe konkret lovgivning.

- Jeg er da stolt over placeringen. Da jeg blev valgt i 2014, var jeg meget optaget af, at jeg ville ind og lave noget konkret lovgivning i forhold til klimaet, som er et område, hvor parlamentet har direkte indflydelse, siger Morten Helveg Petersen.

De mest indflydelsesrige parlamentarikere i EU.

Industri- og energiudvalget har stor indflydelse på lovgivningen i Europa, og det er undersøgelsen et udtryk for, mener Helveg Petersen.

- Hvad parlamentet måtte mene om udenrigspolitik eller skattepolitik er groft sagt flintrende ligegyldigt, for der har man ikke beføjelser til at lave lovgivning. Jeg har været med til at lave direkte og konkret lovgivning i udvalget, siger han.

Mere indflydelse end i Folketinget

Det er ikke en fordel at komme fra et lille land eller at sidde i en lille gruppe i Europa-Parlamentet, mener Morten Helveg Petersen.

Men han er dog alligevel overbevist om, at man som medlem af parlamentet kan få stor indflydelse, hvis man selv vil. Også selv om man kommer fra Danmark.

Man skal ikke overdramatisere en enkelt undersøgelse, men det er bekymrende, at vi ligger under dét, man kunne forvente fra et land som Danmark.

Bjarke Møller, tænketanken EUROPA

- Man kan sagtens få indflydelse. Jeg har også siddet i Folketinget, og jeg vil vove den påstand, at du har langt mere indflydelse på Europas udvikling og på det grønne område i Europa-Parlamentet, end du ville have som et enkeltstående medlem af Folketinget, siger Helveg Petersen.

- Dette system er så stort, at hvis du holder dig til, vil noget med dit medlemskab og gerne vil opnå resultater, så kan du gøre det. Men systemet er også så stort, at man kan læne sig tilbage og blive glemt.

Han understreger dog, at størrelsen kan betyde noget. Morten Helveg Petersen mener, at man som dansker i en lille gruppe er bagud på point i forhold til, hvis man er tysker og sidder i parlamentets største gruppe. EPP.

- Undersøgelsen afspejler, at vi er et lille land. Vi er én procent ud af den samlede befolkning i EU. Jeg sidder jo i den liberale gruppe, Alde, som er fjerdestørst i parlamentet, og jeg kommer selv fra et lille land. Det er sådan noget, der gør, at kampen om tjanserne og posterne er hård.

Danmark er under niveau

Bjarke Møller, direktør i tænketanken EUROPA, mener, at de danske politikere burde have større indflydelse, end de har. Det behøver ikke at være afgørende, at man kommer fra et lille land, siger han.

- Danske parlamentarikere ligger under det niveau, man burde forvente fra et medlemsland som Danmark. Hvis man sammenligner med eksempelvis Finland eller Sverige, har de mange parlamentarikere, der er placeret i en højere vægtklasse, end de egentlig burde være i, siger Bjarke Møller.

- Man skal ikke overdramatisere en enkelt undersøgelse, men det er bekymrende, at vi ligger under dét, man kunne forvente fra et land som Danmark, siger han.

De danske parlamentarikere vil ifølge Bjarke Møller få det svært med at sætte sig på magtfulde poster, fordi Danmark ikke er et euro-land. Og desuden mindsker de danske forbehold naturligt danskernes indflydelse i parlamentet.

- Dermed bliver Danmarks betydning i parlamentets magtspil og i beslutningsprocesserne ikke så stor. Med vores forbehold er vi bagud på point, inden spillet overhovedet starter, siger Bjarke Møller.

Ikke så flittige

Møller peger samtidig på en undersøgelse, tænketanken EUROPA lavede sidste år, hvor man undersøgte Danmarks repræsentation i EU.

- Undersøgelsen viste, at vi er det 17. største land, men vi ligger på en 22. plads ud af de 26 lande i forhold til repræsentation. Det vil sige, at vi har færre folk på vores ambassade i Bruxelles, end de andre har, siger han.

­Undersøgelsen viste også, at danske ministres deltagelse ved ministerrådsmøderne ikke var så stor som de andre landes. De danske ministre lå på en 20. plads i opgørelsen over deltagelse ved møderne.

- Det vil sige, at hvis vi er mindre flittige, mindre aktive, har færre folk dernede og bruger færre ressourcer og midler på det, så ligger man også lavere i hierarkiet, og så bliver det sværere at varetage danske interesser, siger Bjarke Møller.

Italiener er nummer ét

Han henviser til, at Danmark kunne kigge mod Finland, der har formået at gøre sin indflydelse gældende trods deres størrelse.

- Den manglende indflydelse er en refleksion, vi bør have i Danmark. Hvor meget indflydelse vi vi have? Hvor meget prioriterer vi EU-politik? Hvor meget vil vi prioritere at være tilstede?

Formanden for Europa-Parlamentet, Antonio Tajani, er nummer ét på listen over mest indflydelserige parlamentsmedlemmer. Manfred Weber, spidskandidaten for den tyske konservative gruppe, er på en andenplads, mens formanden for det økonomiske udvalg, italienske Roberto Gualtieri, er treer.

De øvrige danskere i parlamentet er ikke placerede, da Votewatch ikke har fokuseret på medlemmer placeret i den tunge ende af listen.

Spidskandidaterne til Europa-Parlamentet

Rina Ronja Kari

Rina Ronja Kari

Rina Ronja Kari

Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU

  • 34 år.
  • Fik 63.673 personlige stemmer ved EP-valget i 2014.
  • Dengang afløste hun Søren Søndergaard.
  • Medlem af Enhedslisten.
  • Uddannet cand.soc. i virksomhedsledelse og bachelor i matematik og virksomhedsstudier fra Roskilde Universitet.
  • Har været organisationskonsulent i Pædagogstuderendes Landssammenslutning og sekretariatsleder for Erhvervsskolernes Elev-Organisation.
  • Bor på Amager med sin mand Christian Bierlich og datteren Stella.

Læs mere om Rinja Ronja Kari her.

Foto: TV 2

Margrete Auken

Margrethe Auken

Margrete Auken

Margrete Auken, Socialistisk Folkeparti

  • 74 år.
  • Stiller op til sin fjerde valgperiode i Europa-Parlamentet.
  • Har været medlem af Folketinget i 1979-1990 og i 1994-2004.
  • Fik 153.072 personlige stemmer ved seneste EP-valg i 2014.
  • Udannet teolog og sognepræst.
  • Mor til folketingsmedlem og tidligere minister Ida Auken.
  • Gift med litteraturhistoriker Erik A. Nielsen.

Læs mere om Margrete Auken her.

Foto: TV 2

Jeppe Kofod

Jeppe Kofoed

Jeppe Kofod

Jeppe Kofod, Socialdemokratiet

  • 45 år.
  • Stiller op til sin anden periode i Europa-Parlamentet.
  • Fik 170.739 personlige stemmer ved EP-valget i 2014, næstflest af alle.
  • Medlem af Folketinget fra 1998 til 2014, valgt på Bornholm.
  • Bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitet i 2004 og Master of Public Administration fra Harvard University i 2007.
  • Har arbejdet som ungdomsskolelærer på Nexø Ungdomsskole og lærervikar på Svaneke Skole, på Bornholmstrafikkens færger og som projektkoordinator i international afdeling på Socialdemokraternes partikontor.

Læs mere om Jeppe Kofod her.

Foto: TV 2

Pernille Weiss

Pernille Weiss

Pernille Weiss

Pernille Weiss, Det Konservative Folkeparti

  • 51 år.
  • Afløser Bendt Bendtsen som spidskandidat.
  • Uddannet sygeplejerske, kandidat i sundhedsvidenskab på SDU og har en master i Ledelse og Innovation fra CBS og Institut for Uddannelse og Pædagogik.
  • Har arbejdet som markedsansvarlig for COWI Sundhed, har været chef for Arkitema Sundhed og stiftede i 2008 virksomheden ArchiMed.
  • Har været amtsrådsmedlem i Fyns Amt fra 1996-2004 og var medlem i Dansk Sygeplejeråd i seks år.
  • Har forsøgt at komme Folketinget for Det Konservative Folkeparti uden held.
  • Bor på Christianshavn og er mor til tre voksne børn.

Læs mere om Pernille Weiss her.

Foto: TV 2

Mette Bock

Mette Bock

Mette Bock

Mette Bock, Liberal Alliance

  • 61 år.
  • Medlem af Folketinget siden 2011 og er nuværende kultur- og kirkeminister.
  • Har tidligere været medlem af Det Radikale Venstre og SF.
  • Uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og mag.art. i filosofi fra Odense Universitet.
  • Har blandt andet arbejdet som programdirektør i DR, prorektor for videnspredning ved Aahus Universitet, adm.dir. og chefredaktør for JydskeVestkysten, som journalist på Jyllands-Posten og direktør for Muskelsvindfonden.
  • Søster til udenrigsminister Anders Samuelsen.
  • Er gift med seminarielektor Hans Jørn Bock.

Læs mere om Mette Bock her.

Foto: TV 2

Peter Kofod

Peter Kofod

Peter Kofod

Peter Kofod, Dansk Folkeparti

  • 29 år.
  • Uddannet lærer.
  • Valgt til Folketinget i 2015.
  • Går under navnet 'mini-Tulle' for sin lighed med Kristian Thulesen Dahl.
  • Afløser Morten Messerschmidt, der i 2014 slog alle rekorder i personlige stemmetal, som spidskandidat.
  • Er gift med bulgarske Vasileva Hristov, hvis efternavn han har tilføjet sit.

Læs mere om Peter Kofod her.

Foto: TV 2

Morten Løkkegaard

Morten Løkkegaard

Morten Løkkegaard

Morten Løkkegaard, Venstre

  • 54 år.
  • Valgt til medlem af Europa-Parlamentet første gang i 2009.
  • Blev ikke valgt ved seneste valg, trods 44.010 personlige stemmer, men overtog Ulla Tørnæs’ mandat i 2016.
  • Blev valgt som spidskandidat for Venstre foran blandt andre Søren Gade.
  • Uddannet journalist.
  • Har arbejdet som journalist på Jyllands-Posten og på DR som reporter og studievært på TV-Avisen.
  • Stiftede i 2005 kommunikationsbureauet Løkkegaard Kommunikation.
  • Gift med Connie Dahl Løkkegaard.

Læs mere om Morten Løkkegaard her.

Foto: TV 2

Morten Helveg Petersen

Morten Løkkegaard

Morten Helveg Petersen

Morten Helveg Petersen, Radikale Venstre

  • 52 år.
  • Fik ved EP-valget i 2014 76.390 personlige stemmer.
  • Fra 1998 til 2009 sad han i Folketinget for Radikale Venstre.
  • Har arbejdet som administrerende direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier.
  • Har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet.
  • Søn af forhenværende minister Niels Helveg Petersen.
  • Har netop udgivet bogen ’Nu skal Europa videre’.
  • Er gift med advokat Heidi Højmark Helveg

Læs mere om Morten Helveg Petersen her.

Foto: TV 2

Rasmus Nordqvist

Rasmus Nordkvist

Rasmus Nordqvist

Rasmus Nordqvist, Alternativet

  • 43 år.
  • Blev valgt til Folketinget i 2015.
  • Er Alternativets EU-ordfører.
  • Stiller også op til Folketinget, men forlader sit mandat, hvis han vælges til Europa-Parlamentet.
  • Bachelor i design fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.
  • Har arbejdet som underviser ved blandt andet Designskolen Kolding og Esmod Berlin og som International Brand Manager hos Bitte Kai Rand.
  • Bor sammen med sin ægtemand, Nicolai Østenlund, på Nørrebro.

Læs mere om Rasmus Nordqvist her.

Foto: TV 2

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen, Enhedslisten

  • 36 år.
  • Blev valgt til Folketinget i 2015.
  • Har været politisk ordfører, EU-ordfører og integrationsordfører for Enhedslisten.
  • Var i 2007-2008 i praktik hos Søren Søndergaard i Europa-Parlamentet.
  • Fra 2008 til  2010 var han medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU.
  • Bachelor i historie fra Københavns Universitet.

Læs mere om Nikolaj Villumsen her.

Foto: TV 2