Ny aftale: Radio24syv kan fortsætte som dab-kanal

Kravet om en placering udenfor hovedstaden er taget af bordet. Radio24syv er velkommen til at byde på den nye dab-kanal, slår kulturministeren fast.

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om finansiering af en ny dab-kanal.

Kanalen udbydes foreløbig i fire år, og den får 70 millioner kroner årligt i støtte, som er fundet i det eksisterende medieforlig.

- Det er et udbud på en ny dab-kanal i fire år. Det er en kanal, som indeholder alt det, vi godt kan lide, siger kulturminister Mette Bock (LA).

- Kulturdelen bliver styrket. Det bliver en stærk kulturdækning, mange nyheder, mange programkategorier og stærk satire. Så det er en spændende kanal med mange muligheder. Og det kan være med til at drive dab-radio frem i Danmark, siger ministeren om den nye kanal.

Intet lokalitetskrav i ny aftale

Medieforliget, der blev indgået i juni sidste år, pålagde dem, der skal drive FM4-kanalen fremover, at mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal være lokaliseret mindst 110 kilometer fra København.

Det var et udtalt ønske fra Dansk Folkeparti.

Radio24syv har af den grund valgt ikke at søge om at forlænge sin sendetilladelse, når den udløber i oktober. Public service-kanalen mister dermed sin plads på frekvensbåndet.

De må være lige præcis der, hvor ejerne og lederne af den nye kanal ønsker at være

Kulturminister Mette Bock (LA) om frafaldet af lokalitetskrav i den nye aftale

Det vakte heftig debat, som altså fik politikerne tilbage i forhandlingsrummet. Det omstridte lokalitetskrav er fjernet i den nye aftale.

- Regeringen havde oprindeligt ikke et ønske om lokalitetskrav. Det ønskede Dansk Folkeparti at stå fast på. Men en politisk aftale er en politisk aftale, hvor parterne må bøje sig mod hinanden, siger kulturminister Mette Bock.

Så må den nye radiokanal placere hele sin redaktion i for eksempel København?

- De må være lige præcis der, hvor ejerne og lederne af den nye kanal ønsker at være, forsikrer Mette Bock.

Kan Radio24syv også byde på dab-kanalen?

- Det skal de være velkomne til, siger ministeren.

DF håber på bud fra 24syv

Radio24syv får i dag i omegnen af 90 millioner årligt i støtte, mens der i medieforliget var afsat 30 millioner årligt til en lille kulturkanal i otte år.

Det er endnu uvist, om Radio24syv ønsker at byde på en ny tilværelse som dab-kanal.

- Jeg håber meget, at de vil søge den, siger Dansk Folkepartis kulturordfører, Morten Marinus.

- 24syv har et godt brand i dag, og vi har brugt rigtig mange penge de sidste år. Det ville da være ærgerligt, hvis de stopper. Men jeg kan ikke afgøre, om de byder ind eller får den, siger han.

Kulturordfører for Dansk Folkeparti, Morten Marinus, påpeger, at alle interesserede parter har mulighed for at byde ind på den nye DAB-kanal, og at det dermed ikke er en selvfølge, at Radio24syv rykker over på kanalen.

Glæde hos 24syv-ejere

Den nye aftale modtages positivt hos Berlingske People A/S, som ejer Radio24syv. Jakob Kvist, der er medlem af bestyrelsen i Berlingske People, er umiddelbart klar til at drive radioen videre som dab-kanal.

- Jeg synes, det lyder absolut fremkommeligt, og det er vi meget meget glade for. Vi skal selvfølgelig lige studere detaljerne, men det ser fornuftigt ud. Jeg tror, vi kan videreføre radioen på de her betingelser, siger Jakob Kvist.

Der er også optimisme blandt medarbejderne:

- Vi er glade og lettede, for det her kan blive vores redning, siger Ida Herskind, tillidsrepræsentant på Radio24syv.

Anders Krab-Johansen, der er administrerende direktør hos Berlingske Media, roser regeringen og Dansk Folkeparti for at have rettet medieforliget til.

- Når det gælder muligheden for at lave digital radio, er det absolut interessant for os at kigge på og overveje, om vi vil søge og videreføre Radio24syv i en eller anden form, siger han.

Det vil koste lyttere

At kanalen kan fortsætte som dab-radio i stedet for som FM-kanal, betragter Jakob Kvist mere som "et benspænd" end en forhindring, siger han. Det er givet, at der vil være færre lyttere til en dab- end en FM-kanal, men:

- Så må det blive vores opgave at forsøge at drive folk derover. Så må vi blive frontrunner (gå forrest, red) på det, siger han.

Han kalder hele forløbet omkring Radio24syv "en uskøn og rodet proces", der har været "noget af et slalomløb at orientere sig i". Om frafaldet af lokalitetskravet siger han:

- Jeg kan enormt godt lide, at radioen kan blive intakt. Man kan ikke bare hugge en virksomhed i to og så tro på, at den kan leve videre som en regnorm i hvert sit element.

Den nye aftale er ikke bedre end den nuværende, men den giver langt bedre levevilkår end medieforliget.

- Det her ligner noget, vi kan drive fornuftig radio for, som i store træk vil ligne det, vi kender i dag. Det er vores intention at fortsætte den gode radio, vi har skabt i otte år, siger Jakob Kvist.

Direktør forlader radioen

Onsdag kom det frem, at radioens direktør, Jørgen Ramskov, har fået nyt job. Han skal være direktør for Producentforeningen, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for danske producenter af film, tv og spil.

Jørgen Ramskov har været direktør i Radio24syv, siden stationen gik i luften for første gang i 2011. Han forlader sin stilling, så snart han er færdig med sine opgaver hos Radio24Syv, dog senest 1. november 2019.

Han glæder sig over den nye aftale, der kan bringe Radio24syv back in business, som han skriver på Twitter.

Radio24Syv har ifølge Gallups Radiometer gennemsnitligt over 500.000 lyttere om ugen, og deres nuværende sendetilladelse udløber i oktober.