Mette Frederiksen revser aftale om seniorpension: - Løser overhovedet ikke problemet
Både Socialdemokratiet og Enhedslisten kritiserer aftale om seniorpension. Bliv klogere på de konkrete elementer af dagens aftale sidst i artiklen.
Efter langstrakte politiske forhandlinger faldt der i dag endelig en aftale på plads om en ny seniorpension.
Den nye aftale vil, når den er fuldt indfaset, give mindst 17.000 nedslidte seniorer forbedret mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Sådan lød det fra beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), da han på vegne af regeringen præsenterede aftaleteksten sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Men det er langt fra alle politiske partier, der hylder planerne.
S vil sikre ret til tilbagetrækning
Formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, siger til TV 2, at de nedslidte ikke bliver hjulpet med intentionerne i de fremlagte planer:
- Jeg glæder mig som socialdemokrat over, at nedslidning er blevet et tema på Christiansborg. Når det så er sagt, så løser den aftale, som regeringen har lavet for de nedslidte, overhovedet ikke problemet.
- Det største problem er, at der stadig ikke er tale om en egentlig rettighed. Som Morten Østergaard sagde det på pressemødet: Man skal søge om at komme på seniorførtidspension, og jeg ønsker, at der skal indføres en egentlig ret, så de nedslidte selv bestemmer, om de vil på pension eller ej.
Det er imidlertid ikke det eneste problem, som Mette Frederiksen ser med seniorpensionsaftalen.
- Derudover kan vi ikke få svar på, hvem der skal afgøre, om man er egnet til seniorpension. Er det en læge eller en speciallæge? Er det på en arbejdsmedicinsk klinik, på kommunen eller præsten? Jeg ved det ikke, og regeringen ved det heller ikke. Det siger de selv, ikke er afklaret, lyder det fra Mette Frederiksen.
Ifølge regeringen er det endnu ikke besluttet, hvem der konkret skal træffe afgørelsen om, hvem der kan få tidlig pension ved nedslidning.
- Det er skrevet åbent i aftalen, fordi vi bliver nødt til at gennemanalysere konsekvensen af, hvor vi placerer det, og hvilken myndighed det er, fortalte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) på dagens pressemøde.
Skipper: - Fuldstændigt verdensfjernt
Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører, langer ligedes ud efter aftalen om seniorpension og efterlyser ligesom Mette Frederiksen svar på, hvem der i praksis skal administrere ordningen.
- Min tillid til regeringen, DF og Radikale er meget lille på det her område. De smadrede efterlønnen, tvinger pensionsalderen i vejret og har indført tvang og sanktioner overfor syge og arbejdsløse, siger hun til TV 2.
Pernille Skipper frygter derfor, at de nedslidte igen skal stå med hatten i hånden og gennemgå et rigidt system med visitationer. For hun fremhæver også, at der ikke er tale om en rettighed for de mest nedslidte.
- Vi har ikke løst det grundlæggende problem. Denne aftale er ikke en løsning for de mange, for pensionsalderen bliver ved med at tordne i vejret. Regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale tror stadig, at social- og sundhedsmedhjælperne, murerne og alle de andre i hårde job kan arbejde til langt ind i 70’erne. Det er fuldstændig verdensfjernt, og det problem skal stadig løses.
Trods kritikken bifalder Skipper, at det trods alt er lykkedes at lande en politisk aftale på området, som Enhedslisten har søgt i årevis.
En hovsaaftale
Også fra Fagbevægelsens Hovedorganisation lyder der kritik. For aftalen løser ikke problemet med nedslidning på arbejdsmarkedet, siger formand Lizette Risgaard.
- Nedslidte skal stadig stå med hatten i hånden. Det er uværdigt. Aftalen om seniorpension er langt fra den fulde og dækkende løsning, som regeringen, DF og De Radikale ellers havde stillet os i udsigt, og uddyber:
- Jeg er skuffet over, at regeringen, DF og De Radikale laver en hovsaaftale, der ikke løser de problemer, de selv har skabt, da de forringede efterlønnen markant.
DF: Pensionsplan er drømmeri
Fra de politiske støttepartier bag aftalen er tonen en ganske anden.
Dansk Folkeparti kritiserer Socialdemokratiet for at være ukonkrete i forhold til, hvilke grupper der skal tilbydes ret til en tidligere seniorpension.
Formand Kristian Thulesen (DF) siger, at Socialdemokratiet må lægge åbent frem, hvem der skal have adgang til den differentierede pension, som Mette Frederiksen har foreslået.
- De må fortælle, hvem der skal have den ret? Det fortjener danskerne at få at vide. Lige som vi i dag lægger åbent frem, hvem der får adgang til en seniorpension. Det er sådan man arbejder politisk, siger Thulesen Dahl.
Han afviser, at Socialdemokratiet kan gennemføre den lovede ændring af pensionsalderen inden for "ét år" efter valget, som Mette Frederiksen lagde op til i en 1.-majtale i går.
Kristian Thulesen Dahl kalder desuden Socialdemokratiets pensionsplan for "drømmeri".
DF's krav afviser Mette Frederiksen dog pure:
- Jeg står fast på mit politiske krav. Det er ikke rimeligt, at folk, der har været 40-45 år på det danske arbejdsmarked, og som har opbygget dette velfærdssamfund, men som nu er nedslidte, skal bede om at trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet, siger hun til TV 2.
Store forskelle
De Radikales leder, Morten Østergaard, understreger, at der er "stor forskel" mellem Socialdemokratiets pensionsforslag og den aftale, som i dag blev fremlagt om seniorpension.
- I modsætning til Socialdemokratiets forslag kan enhver søge om seniorpension, hvis de lever op til kriterierne. Det betyder, at hver eneste lønmodtager på det danske arbejdsmarked får den samme ret til at søge.
- Det gælder uanset, hvilken uddannelse man valgte at tage, og hvornår man trådte ind på arbejdsmarkedet. Det er en markant forskel, siger Morten Østergaard.
Han henviser til, at Mette Frederiksen lægger op til, at det i Socialdemokratiets forslag kun skal være folk, der har været mere end "40 år" på arbejdsmarkedet. Målet har været at afskære nogle gruppe fra rettigheden - eksempelvis personer med en længere uddannelse, der er kommet senere ud på arbejdsmarkedet.
Aftalens hovedpunkter
Her er, hvad regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale er blevet enige om i forhold til seniorpension.