Aftale om seniorpension på plads - vil omfatte mindst 17.000
Regeringen har efter langstrakte forhandlinger indgået en aftale med DF og R, efter Socialdemokratiet tidligere forlod pensionsforhandlingerne.
På et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) løftet sløret for en ny aftale om seniorpension, der er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Aftalen indeholder blandt andet, at man kan komme på seniorpension op til seks år før pensionsalderen.
Ifølge reglerne kan man i dag først trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før sin pensionsalder. Desuden skal man have arbejdet i 20-25 år.
Koster seks milliarder
Kriteriet for at blive omfattet af ordningen vil fremadrettet være, at man kan arbejde mindre end 15 timer om ugen - til sammenligning er dette tal i dag 7,5 timer.
Ordningen vil, når den er fuldt indfaset, omfatte mere end 17.000 personer. 8700 nedslidte seniorer er omfattet af den nuværende ordning
- Det har været lange og konstruktive forhandlinger, som har strakt sig over en del måneder. Vi giver nu folk en ret, som er klarere defineret, end det har været før, og det vil gøre en forskel. Det er en forbedring i forhold til i dag, siger Troels Lund Poulsen på pressemødet.
Planen vil koste seks milliarder frem mod 2025.
I dag findes der en ordning for seniorførtidspension, men langt færre end ventet har fået adgang til ordningen. Derfor har der været et ønske om at lempe den.
- Jeg vil garantere, at vi hvert år vil følge op på tallene, lover beskæftigelsesministeren.
DF: Får betydning for nedslidte
Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thuelsen Dahl er begejstret over den nye aftale, som vil hjælpe nedslidte seniorer på arbejdsmarkedet.
- Det har været vigtigt for os at vise, at det her ikke bare er politiske diskussioner. Vi udmønter diskussionerne i noget, der rent faktisk får betydning for nedslidte, siger Kristian Thulesen Dahl.
Ifølge DF's formand vil hjælpen til de nedslidte seniorer blive indført med tilbagevirkende kraft fra januar 2019.
Ordning vil gælde alle
Fra de radikale lyder det fra partiets leder, Morten Østergaard, at ordningen vil gælde alle, uanset job:
- Det er det vigtigste for os. At nutidens nedslidte ikke skal være kastebold i valgkampen. Vi forventer, at 5000 personer vil gå ind i ordningen hvert år. Det vil vi holde øje med for at sikre, at den får effekt.
Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal administrere ordningen og konkret træffe afgørelsen om, hvem der kan få tidlig pension ved nedslidning.
Der har tidligere været spekuleret i at lade speciallæger stå for det.
- Det er skrevet åbent i aftalen, fordi vi bliver nødt til at gennemanalysere konsekvensen af, hvor vi placerer det, og hvilken myndighed det er, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Samtidig med den politiske aftale om bedre forhold for de nedslidte seniorer er der nedsat en kommission, der skal se på danskernes pensionsalder efter 2040, hvor pensionsalderen ventes at være 70 år.
Langstrakte forhandlinger
Forhandlingerne om seniorpensionen tog sin begyndelse, efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i januar slog fast, at hun ønsker at indføre differentieret pension.
Altså at nogle skal kunne gå tidligere på folkepension end andre.
Den ide bakkede Dansk Folkeparti efterfølgende op om, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der kunne øjne, at der var ved at opstå et flertal udenom regeringen på dette centrale politikområde, indkaldte straks til forhandlinger.
S ude af forhandlinger
Pensionsforhandlingerne har stået på siden begyndelsen af februar. 12. april forlod Socialdemokratiet med formand Mette Frederiksen forhandlinger, da hun mente, partiet var "blevet smidt på porten".
- Jeg vil da hellere være med til at forbedre seniorførtidspensionen end ikke at lave noget. Men der har Troels Lund så meddelt, at man simpelthen ikke vil forhandle med Socialdemokratiet om det, sagde hun i den forbindelse.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kaldt S-forslaget "det største bluff i dansk politik i flere generationer", fordi Socialdemokratiet har afsat tre milliarder i sit forslag til tidligere tilbagetrækning til nedslidte.
Det giver kun adgang til tidligere pension til 2850 fuldtidsbeskæftigede personer per årgang, mener regeringen.
Kritik af S-plan
Omvendt mener Mette Frederiksen, at tre milliarder vil omfatte mere end det dobbelte – at omkring 6000 personer per årgang vil få glæde af forslaget. Hun medregner personer på fuld tid, deltid samt personer på kontanthælp, dagpenge, sygedagpenge og andre ydelser.
Både regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har kritiseret Socialdemokratiets plan for at være ukonkret. Mette Frederiksens plan definerer ikke præcist, hvem der fremover skal kunne gå tidligere på pension. Den konkrete model vil partiet først udforme i samarbejde med arbejdsmarkedets parter efter et valg.
Lars Løkke Rasmussen skal senest have udskrevet valg til afholdelse 17. juni.