Medierne er med til at normalisere Trumps usandheder
Der skal åbenbart ”milepæle” til, før Trumps usandheder bliver en relevant journalistisk historie.
Lad os starte med at rydde et klassisk stråmandsargument af vejen, før vi kigger nærmere på præsident Donald Trumps seneste ”milepæl” (som nyhedsbureauet Ritzau har valgt at omtalte det).
Ja, stort set alle amerikanske politikere fortæller usandheder og kommer med unuancerede eller misledende udtalelser fra tid til anden.
Men.
For det første er det en banal pointe. For det andet er det en farlig negligering af omfanget af Donald Trumps løgne, usandheder og misvisende påstande.
Dernæst er det vigtigt at punktere en anden forestilling. Mandag var ikke dagen, hvor avisen Washington Post dokumenterede, at præsident Trump nu havde ”løjet” 10.000 gange.
Den falske nyhed om de 10.000 løgne
Det vrimler med overskrifter af den karakter i både amerikanske og europæiske medier med henvisning til Washington Posts opgørelse. Her påstår det amerikanske medie The Hill for eksempel, at opgørelsen ”siger”, at præsident Trump ”nu har ramt 10.000 løgne”.
Men det er, som man siger, fake news. Og det er farligt. For det inviterer til, at politikere som Trump og hans støtter kan afspore en vigtig debat. Fordi nogle journalister ikke har sat sig ind i tingene.
Her er et andet grelt eksempel: en af Washington Posts egne journalister, Philip Bump, spreder de falske nyheder om præsidentens angivelige 10.000 løgne på Twitter ved at linke til en artikel, skrevet af faktatjekkerne bag opgørelsen, der omtaler ”milepælen”.
Problemet er bare, at ordet ”løgne” ikke fremgår en eneste gang af artiklen. Ironien er til at få øje på.
Hvad er forskellen på løgne og usandheder?
Lad os derfor holde fast i, hvad Washington Posts opgørelse faktisk viser. Avisen kortlægger udsagn fra præsident Trump, som vurderes til at være ”falske eller misvisende”.
Det er ikke det samme som ”løgne”, der typisk defineres ved, at vedkommende gør det bevidst. Medier kan selvsagt ikke afgøre, hvornår dette er tilfældet, og hvornår præsident Trump bare ikke ved bedre. Man da Trump i høj grad gentager falske påstande – hvilket for mig gør dem til løgne - har Washington Post set sig nødsaget til at oprette en ny helt ny kategori til ”ære” for præsidenten.
Glenn Kessler, der er journalist på Washington Post, står bag opgørelsen. Men det er slående, at den ikke er yderligere specificeret. Derfor kan man ikke dykke længere ned i eksempelvis fordelingen af ”falske” og ”misvisende” påstande. Det havde jeg ellers været interesseret i - ja, jeg er en nørd , fordi forskellen på disse to kategorier er signifikante.
Som Kessler forklarer overfor mig i en mail, inkluderer avisen kun udsagn i opgørelsen, som bedømmes med 2-4 ”Pinocchios”. Måleenheden er opkaldt efter børnebogen om trædukken med den lange næse af samme navn. Du kan finde en mere udførlig forklaring af de forskellige Pinocchio-kategorier her.
Kort sagt gives to Pinocchios for ”vigtige udeladelser og/eller overdrivelser”, eller ”halve sandheder”.
Tre Pinocchios gives derimod for ”signifikante faktuelle fejl og/eller åbenlyse modsigelser”, eller som avisen betegner det: "mestendels falske” udsagn.
Som avisen også påpeger, så kan en udtalelse, der bliver bedømt med tre Pinocchioer, sagtens omfatte udtalelser, ”der er teknisk korrekte”, men er blevet taget ud af en sammenhæng, så de ellers korrekte oplysninger bliver vildledende.
Fire Pinocchioer er derimod ligetil i rangeringen – det er ”usandt”.
Præsidentens Pinocchioer
Som Kessler pointerede i vores mailkorrespondance, så er det tætteste på en kategorisering avisens ”bottomless Pinocchio”-liste.
Denne nye kategori indeholder udtalelser, som har fået tildelt tre eller fire Pinocchioer, og som præsident Trump har gentaget mindst 20 gange, efter udtalelsen blev faktatjekket og fundet enten ”mestendels falsk” eller ”usand”. Ifølge Kessler beløber antallet af ”bundløse Pinocchioer” sig indtil videre på 1401 udtalelser.
Det bringer os til en større pointe. Det giver sig selv, at det er dybt skadeligt og problematisk, når verdens mægtigste mand agerer så hæmningsløst løgnagtigt, usandfærdigt og vildledende, som Donald Trump gør. Problemet bliver samtidig forværret af, at medierne normaliserer denne adfærd.
Som journalisten Daniel Dale påpegede i kølvandet på præsidentens valgmøde i Wisconsin i weekenden – hvor Trump ifølge Washington Posts opgørelse ytrede 61 falske eller misvisende påstande på halvanden time - så er det tankevækkende, hvor lidt spalteplads og taletid medierne efterhånden bruger på omfanget af præsidentens konstante usandheder og fordrejelser.
Man kan argumentere for, at det bliver kedeligt og ensformigt, hvis medierne konstant kører historien om, at verdens mægtigste mand lyver. Eller at han taler usandt, unuanceret og fordrejer faktuelle forhold. Ifølge denne logik er det så tilsyneladende kun ved særlige anledninger – som ”milepælen” af 10.000 usandheder og vildledelser - at det er værd at skrive om.
Det lyder skørt. Men det er desværre mit klare indtryk, at medierne er med til at normalisere præsidentens normbrud ved at underrapportere det.
Tilpasningen til Trumps uærlighed
Vi ved fra forskningens verden, at mennesker tilpasser sig andres uærlighed.
Tali Sharot og Neil Garrett - der er henholdsvis lektor i kognitiv neuroscience ved University College London og postdoc ved Princeton Universitys Neuroscience Institute - har forsket i emnet.
Sammen påpegede forskerduoen sidste år, at vi bliver mindre tilbøjelige til at kritisere andres uetiske handlinger – eksempelvis ikke at holde sig til sandheden - hvis denne adfærd øges gradvist over tid. Det betyder konkret, at man bliver mindre sensibel overfor præsident Trumps mange løgne, usandheder og vildledninger.
Antallet bliver med andre ord mindre vigtigt, fordi vi har vænnet os til dem. Hvis vi overhovedet påtaler det.
Når medier bliver politiske aktører
Jeg kan godt se dilemmaet fra mediernes side også.
Mediernes frygt er selvfølgelig at komme til at agere eller blive opfattet som partiske, når man aggressivt faktatjekker og korrekser en politisk aktør. Men ironisk nok er det jo netop det, som medierne utilsigtet bliver, når de begynder at tage falske hensyn til en politisk part af frygt for at blive anklaget for forudindtagethed eller forsøge sig med 'balanceret' dækning.
Her er eksempelvis nyhedsbureauet Ritzaus beskrivelse af en signifikant falsk påstand fra præsidenten: ”Han hævdede, at nogle demokrater, der går ind for retten til abort, også støtter "henrettelse" af nyfødte…Flere amerikanske medier har beskrevet, at Trump fordrejer en diskussion om de sjældne tilfælde af sen abort, hvor et udviklet foster fødes levende".
Ovennævnte er mildest talt ikke imponerende journalistik. På intet tidspunkt gør Ritzau opmærksom på, at det, som præsidenten ”hævder” – at nogle Demokrater skulle gå ind for barnemord – både er forkert samt ikke er første gang, at præsidenten spreder denne usandhed. Faktisk var det femte gang.
Nyhedsbureauet er ikke alene. Avisen New York Times omtalte udtalelsen på Twitter som en ”inaccurate refrain” og linkede så til avisens faktatjek af udtalelsen, hvor det allerede af rubrikken fremgår, at ”Trump gentager en falsk påstand om, at læger 'henretter' nyfødte”. Hvis der ikke var tale om et så alvorligt emne, ville det næsten være komisk.
Den forsvindende forargelse
Af samme årsag må man derfor nok konkludere, at Tali Sharot og Neil Garrett fik ret med deres forudsigelse sidste år. De to forskere havde nemlig spået, at vi ville komme til at se ”en fortsat stigning i antallet af usandheder”, og at disse ”vil blive ledsaget af mindre og mindre harme fra offentligheden”.
Det er for mig den egentlige historie bag tallet 10.000. Der skal åbenbart ”milepæle” til, før det er en historie værd, at verdens mægtigste mand holder sig til sandheden i samme omfang, som jeg spiser grøntsager: for sjældent.
Eller for at omskrive et berømt citat fra den amerikanske rapper Jay-Z: Donald Trump har 10.000 problemer, men offentlig forargelse over de mange usandheder, er ikke længere ét af dem.