Valg 2019

De har givet Stram Kurs en vælgererklæring: Paludan siger det, andre ikke tør

Vælgeres skuffelse over manglende resultater fra Dansk Folkeparti har bidraget til Stram Kurs' fremgang, mener politisk kommentator Hans Engell.

Partiet Stram Kurs med den yderligtgående islamkritiker Rasmus Paludan i front er nu anmeldt som opstillingsberettiget til folketingsvalget.

Det sker, efter partiet lørdag havde indsamlet 21.612 vælgererklæringer - og dermed mere end de 20.109 vælgererklæringer, der kræves for at kunne komme på stemmesedlen.

Og spørger man nogle af de danskere, der selv har givet Stram Kurs en vælgererklæring, støtter de Rasmus Paludan, fordi han tør sige ting, mange andre fortier.

- Han har en humor, der tiltaler mig. Og så har han en retorik, der minder mig en lille smule om Glistrup. For jeg kan huske Glistrup, og jeg kan huske alle de politikere, som har brændt igennem. De turde sige det, som ingen andre sagde, fortæller førtidspensionist Helle Christiansen.

Dansk Folkeparti er blevet 'for slappe'

Det er også den racismedømte Rasmus Paludans retorik, der tiltaler sygemeldte Marc Jepsen, som ligeledes har haft nem-id’et fremme for at sende Stram Kurs en vælgererklæring.

- Han udtaler sig om de ting, som andre politikere ikke vil. Og han kommer ud med det på et sprog, som er lidt mere hårdt og lige på, siger han.

Han håber på, at partiet vil komme i Folketinget, så de kan skabe mere debat om ”udlændinge”.

Både Helle Christiansen og Marc Jepsen har tidligere stemt på Dansk Folkeparti. Men de mener begge to, at højrefløjspartiet er blevet for slappe i deres udlændingepolitik.

Ifølge TV 2s politiske kommentator Hans Engell er det netop dette samt en skuffelse over Dansk Folkepartis mangel på resultater, der bidrager til, at partier på den ydre højrefløj vinder frem.

- Det er det, der aflejrer sig i, at både Nye Borgerlige og nu også Rasmus Paludan er opstillingsberettigede, siger han til TV 2.

Negativ modtagelse

Rasmus Paludan og Stram Kurs har fået opmærksomhed gennem flere demonstrationer, hvor partilederen blandt andet har brændt koraner af og ytret rabiate holdninger om islam. Det gav eksempelvis uro og bål i gaden flere steder i København, da partiet i april demonstrerede på Blågårds Plads på Nørrebro.

Og på Christiansborg er det langt fra alle, der ser positivt på, at partinavnet Stram Kurs formentlig bliver at finde på stemmesedlerne til folketingsvalget i år.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre mener, at det er "trist", at Rasmus Paludan vil i Folketinget.

- Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at jeg skal ind i en videre dialog med ham. Jeg ved ikke, hvad projektet går ud på udover muslimbashing og provokation for provokationens skyld, og det er ikke noget, jeg abonnerer på, udtalte han lørdag til TV 2.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, er også en af de politikere, der er bekymret over udsigten til det nye navn på stemmesedlen.

Lørdag var han ved tasterne og udsendte et brev til Lars Løkke Rasmussen og de øvrige partiledere på Christiansborg. Heri opfordrer Elbæk statsministeren til at indkalde til et møde, hvor formålet er at diskutere det, som Elbæk kalder "den nye politiske situation".

- Det er på alle måder et parti - sagt meget kontant - med fascistiske tendenser. Det synes jeg er en ny politisk situation, siger han til Ritzau.

Mødet bakkes op af Enhedslistens retsordfører Søren Søndergaard, der forklarer, at partiet "koncentrerer sig om at give Paludan politisk modstand".