Rasmus Paludan har offentliggjort sin første folketingskandidat

Økonomi- og Indenrigsministeriet træffer afgørelse om vælgererklæringerne inden for to uger.

Den yderligtgående islamkritiker og leder af Stram Kurs, Rasmus Paludan, har anmeldt sit parti som opstillingsberettiget til Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Det bekræfter han overfor TV 2.

Økonomi- og Indenrigsministeriet bekræfter anmeldelsen. Stram Kurs har fået i alt 21.612 vælgererklæringer.

Rasmus Paludan fortæller, at han allerede har en person, der er klar til at stille op for hans parti. Kunstneren Uwe Max Jensen stiller op i Nordjylland, fortæller partistifteren til TV 2.

- Han er en frihedselskende person, der er indstillet på at kæmpe for, at den enkelte dansker må være den, han er, lyder det fra Rasmus Paludan.

Rasmus Paludan: Tilsagn fra 50

Uwe Max Jensen bekræfter sin opstilling på sin blog.

- Jeg er naturligvis fuldstændig enig i Stram Kurs' kritik af islam og utøjlet masseindvandring. Under valgkampen vil jeg også hjælpe med at henlede opmærksomheden på Stram Kurs' slogan: 'Mest mulig lykke til flest mulige etniske danskere.', skriver han.

Udover sit kunstnervirke er Uwe Max Jensen uddannet journalist. Han er især kendt i offentligheden for provokerende kunstværker, der ofte involverer nøgenhed. Han har desuden markeret sig som islamkritiker de seneste år, hvor han blandt andet har udvist støtte til den kontroversielle svenske kunstner Dan Park.

Rasmus Paludan fortæller, at han har tilsagn fra cirka 50 personer, der ønsker at stille op for partiet, og at man er ved at sortere i dem for at finde ud af, hvem der passer bedst på partiets profil. Han fortæller desuden, at han regner med at have flere kandidater klar inden for en uges tid.

Peger på sig selv som statsminister

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet forventer man at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt partiet har samlet det fornødne antal gyldige vælgererklæringer inden for cirka to uger.

Hvis valget udskrives, inden ministeriet har truffet afgørelse, er partiets anmeldelse rettidig.

Rasmus Paludan peger på sig selv som statsministerkandidat.