BLOG: Joe Biden er favoritten, der bliver behandlet som et levn fra fortiden

16x9
Joe Biden kommer med sine 76 år til at være blandt de ældste kandidater hos Demokraterne. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

BLOG: Bidens kandidatur illustrerer kampen om, hvilket parti Demokraterne vil være, og hvad der skal til for at slå Trump i 2020.

På papiret er den tidligere vicepræsident Joe Biden forhåndsfavoritten til at blive Demokraternes næste præsidentkandidat. Biden er en velkendt og vellidt politiker, der har erfaringen og netværket og har ført feltet an i 38 ud af de 39 nationale meningsmålinger, der er blevet foretaget indtil videre.

Alligevel er der få, der behandler Biden som forhåndsfavoritten – særligt ikke hans partifæller. Det stik modsatte er tilfældet. Joe Biden er forhåndsfavoritten, der bliver behandlet som et levn fra fortiden.

Rekordmange modstandere

Modsat Hillary Clinton, der ved de seneste demokratiske primærvalg i 2016 fra dag et blev set som partiets næste præsidentkandidat (the presumptive nominee), er der tydeligvis meget få demokratiske politikere, der er imponeret af Bidens bud. Den tidligere vicepræsident står nemlig overfor det største og mest mangfoldige demokratiske kandidatfelt nogensinde.

Et stort kandidatfelt kan have sine fordele for kandidater, der er velkendte og har en klar defineret politisk profil. Bare spørg Donald Trump, der som bekendt slog 16 modkandidater i de republikanske primærvalg i 2016 uden at få et absolut flertal af stemmerne i langt de fleste primærvalg.

Problemet for Biden bliver dog, at Demokraterne modsat Republikanerne ikke opererer med et ”winner takes it all”-system i primærvalgene, men med en proportionel fordeling af de delegerede. Biden vil altså ikke kunne opbygge en lige så stor føring med smalle sejre, som Trump formåede i 2016.

En katastrofe på kampagnesporet

Valgkampen bliver hård, og Bidens historik på kampagnesporet er uimponerende.

Den tidligere vicepræsident har to gange tidligere stillet op – i 1988 og i 2008 -, og begge gange blev det en kort fornøjelse, der endte som en farce.

I 1988-valgkampen trak Biden sig efter få måneder. Her var det blevet afsløret, at den daværende senator havde kopieret en tale fra en britisk politiker, samt at Biden også i sine universitetsdage havde plagieret og overdrevet sine akademiske meritter. Eller for at sige det kort: Joe Biden blev afsløret i at være en svindler.

I forhold til Bidens seneste forsøg skal du, kære læser, være undskyldt, hvis du ikke kan huske, at Biden også stillede op i 2008. Her trak senatoren sig nemlig efter det første primærvalg i Iowa, hvor han havde fået mindre end en procent af de afgivne stemmer (Biden havde 23 vælgere for at være helt præcis).

Denne gang står Biden selvsagt markant stærkere frem mod primærvalgene. Men det er værd at huske, at den tidligere vicepræsident ikke har nogen historik for at føre en god valgkamp. For nu at udtrykke det mildt.

Ingen mønsterkandidat

Hvis man gik ind i et politisk laboratorie og prøvede at designe den perfekte demokratiske præsidentkandidat anno 2020, vil man næppe blive præsenteret for et slutprodukt, der minder om Joe Biden. En 76-årig hvid mand er på papiret ikke det oplagte bud på kandidaten, der skal føre et parti, der bliver yngre, mere multietnisk og mere progressiv, ind i en lys fremtid.

Joe Bidens bedste bud på en succesfuld kampagne er derfor at prøve at samle partiets moderate fløj bag sig og fremstå som det mest oplagte bud på en demokratisk kandidat, der kan slå præsident Trump i 2020. Vi kan se i målingerne, at de demokratiske vælgere – surprise, surprise - går meget op i at finde en kandidat med høj valgbarhed (electability).

Det er også denne tankegang, der dominerer hos mange af Bidens støtter. Som Jennifer Palmieri, der er tidligere kommunikationschef for præsident Barack Obama og Hillary Clintons præsidentkampagne, så rammende beskrev det: ”De ser et Biden-kandidatur som en måde at genvinde den hvide arbejderklassedel af Obama-Biden-magien og vinde de Obama-vælgere tilbage, der vendte sig mod Trump.

Samtidig er der en nostalgisk appel til et Biden-præsidentskab: Hans folkelige måde føles som en forsikring om, at tingene kan vende tilbage til "normal". En præsident som Joe Biden ville ifølge denne tankegang tilsyneladende reducere præsident Donald Trump til en dårlig drøm.”.

Bidens fortid og fremtid

Mens det vrimler med eksempler på undertippede demokratiske kandidater, der endte med at vinde nomineringen før årtusindskiftet - George McGovern, Jimmy Carter, Michael Dukakis og Bill Clinton – er der tale om en blandet landhandel siden årtusindskiftet. Forhåndsfavoritterne Al Gore og Hillary Clinton (2016) trak som forventet det længste strå, men det lykkedes også de undertippede John Kerry og Barack Obama at vinde nomineringen.

Spørgsmålet bliver, hvad de demokratiske vælgere efterspørger i 2020. At de ønsker forandring – navnlig i Det Hvide Hus – giver sig selv, men hvem er manden eller kvinden, der står for ”change we can believe in”, som Barack Obama formulerede det i sin tid?

Joe Biden er det oplagte bud på den erfarne statsmand, der kommer ind efter fire tumultariske år med Trump. Det er selvfølgelig også en form for forandring. Men er det denne form for forandring, vælgere længes efter?

Hvad der er værdifuld erfaring i nogle øjne, vil af andre blive udlagt som et eksempel på, at det er på tide at komme videre.

For at sætte det i perspektiv: da Pete Buttigieg - en anden demokratisk præsidentkandidat - blev født i 1982, havde Biden allerede siddet i Senatet i ni år. Dermed kommer der til at være mange beslutninger, som Biden skal stå på mål for overfor et parti, der er blevet mere venstreorienteret siden.

Som forfatteren Jeff Greenfield skrev i denne uge: ”Bidens største udfordring – bortset fra hans alder – vil nok være at overbevise de demokratiske vælgere om, at de ikke skal se hans fortid gennem nutidens prisme.”

Hvordan vindes præsidentvalg i Trump-tiden?

Som jeg ser det, så bliver Demokraterne – illustreret ved det seneste midtvejsvalg i 2018 – i disse år båret frem af en ny generation, der driver partiet ud mod yderfløjen. Ligeledes ser jeg de demokratiske vælgere i overvejende grad efterspørge nye (radikale) ideer, forandring og fornyelse.

Eller sagt på en anden måde: alt det, som Joe Biden ikke er.

Men denne udvikling åbner samtidig op for et større strategisk spørgsmål: hvordan vindes amerikanske valg i Trump-tiden - på midten eller på fløjene?

Man hører ofte i disse år, at Demokraterne skal passe på med ikke at bevæge sig for langt ud på venstrefløjen. Ræsonnementet er, at hvis partiet nominerer en kandidat som Bernie Sanders eller Elizabeth Warren, så får det tæsk af Trump i 2020. I den udlægning er det Joe Biden eller en anden moderat kandidat, der skal rage kastanjerne ud af ilden for Demokraterne.

Modargumentet er, at det netop er en stærk ideologisk modsætning til Trump, der skal til i form af en venstreorienteret kandidat og dagsorden. I den udlægning er faren ved at nominere en moderat kandidat, at vedkommende ikke får mobiliseret partiets venstrefløj tilstrækkeligt nok til at komme ud og stemme i 2020. Med andre ord: at nominere eksempelvis Biden ville være lig med at begå den samme fejl som i 2016. Eller som den demokratiske strateg Morgan Jackson formulerede det: ”ved et traditionelt præsidentvalg handler det om at vinde midten. Men med Donald Trump tror jeg ikke, at midten eksisterer.”

Biden og bagklogskabet

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har noget godt svar på dette strategiske spørgsmål (endnu). Det er nemt at være bagklog efter Hillary Clintons snævre valgnederlag i 2016 og postulere, at Bernie Sanders havde slået Donald Trump. Men Sanders var ikke i nærheden af at slå Clinton, så den diskussion er dermed både spekulativ og overflødig.

Hvad der til gengæld er uden for enhver rimelig tvivl, er, at frontløberne i det demokratiske felt i 2020 er markant mere venstreorienterede, end Hillary Clinton var det i 2016. Her er Joe Biden faktisk undtagelsen, der bekræfter reglen.

Hvorvidt det er en fordel eller en ulempe, får vi at se næste år.