Dansk Folkeparti fiskede efter et 'nej' på Facebook - fik et rungende ja
De mange kommentarer mod DF’s politik kan alligevel ende godt for partiet, fortæller ekspert.
- Tør du lægge Danmarks udlændingepolitik i deres hænder? Ja eller nej?
Sådan har Dansk Folkeparti skrevet på deres Facebook-side flankeret af et billede af fire af deres politiske modstandere: Morten Østergaard (R), Uffe Elbæk (Å), Pernille Skipper (Ø) og Pia Olsen Dyhr (SF).
I skrivende stund har flere end 23.000 personer kommenteret opslaget, som i den grad er gået viralt.
Kommentarsporet er dog ikke ligefrem i partiets favør. For mere end 80 procent af brugerne svarer, at de godt tør at lægge udlændingepolitikken i hænderne på Dansk Folkepartis politiske modstandere. Det viste en optælling, TV 2 lavede tirsdag formiddag.
Glæde hos DF
Ifølge digital rådgiver Astrid Haug er det ikke en god sag for Dansk Folkeparti.
- Jeg tror ikke, de havde regnet med den her reaktion. Det giver kedelig medieomtale, og folk morer sig over det på de sociale medier, siger hun.
Hos Dansk Folkeparti er man dog glad for den store opmærksomhed, Facebook-opslaget har skabt – også selvom partiet møder stor modstand.
- Vi havde da håbet, at det ville skabe noget debat og opmærksomhed. I den forstand er det jo sådan set meget godt. At der er nogle, der går ind og udtrykker, at de er uenige med Dansk Folkeparti, er ikke første gang, vi er ude for det. Det hænder med jævne mellemrum, siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.
- Men det er da altid rart, hvis der er en masse, der går ind og siger, at de er enige med DF. Det ville være det bedste, siger han og fortæller, at det er partiets presseafdeling, der står for Facebook-opslagene.
Større rækkevidde fremover
Lasse Marker, der er partner i konsulentbureauet Rasmussen & Marker, kan på sin vis godt se, hvorfor Dansk Folkeparti er glade for deres opslag. Det taler nemlig lige til Facebooks sagnomspundne algoritme.
- Facebook vil gerne tjene penge, og det gør de ved, at folk bruger så meget tid på Facebook som muligt. Derfor sørger de for at vise det, de tror, man vil bruge mest tid på, fortæller han.
Når 23.000 mennesker har taget sig tid på at kommentere Dansk Folkepartis opslag, vil algoritmen vurdere, at partiets opslag generelt er interessante for mange mennesker.
- Derfor vil de i den kommende tid nå ud til flere mennesker end normalt. Både dem, der er positivt stemt over for Dansk Folkeparti, og dem, der har kommenteret opslaget for at vise deres modstand, vurderer Lasse Marker.
Dermed er de mange Facebook-brugere, der på opslaget gør det klart, at de ikke bryder sig om Dansk Folkepartis politik, medvirkende til, at partiet i den kommende tid vil nå flere mennesker end normalt med deres kampagner og opslag.
- Ingen kender Facebooks algoritmer, så det er ikke til at vide, hvor længe effekten holder. Men mit bud er, at det varer en uges tid, siger Lasse Marker.
Alligevel tror han dog ikke, at Dansk Folkeparti vinder på den lange bane med deres opslag.
- Selvom deres næste opslag får større rækkevidde, er det primært en dårlig sag, siger han.
Udfordring at kapre siden tilbage
Den overbevisning deler digital rådgiver Astrid Haug.
- Al interaktion er jo godt, men med det her opslag har Dansk Folkeparti fået nogle andre ind på deres Facebook-side, end de plejer. Nu er spørgsmålet, hvordan de får den tilbage igen. Det kan blive en kæmpe udfordring, siger hun.
Når partiets modstandere har kommenteret dette opslag, vil de med stor sandsynlighed få Dansk Folkepartis kommende opslag frem i deres feeds. Derfor kan reaktionen blive ved med at ramme de næste opslag.
- Hvis de ikke får debatten på sporet igen, risikerer de, at deres budskaber og synspunkter fremadrettet bliver fordrejet i forhold til, hvad de håber. Det nytter ikke noget at nå langt ud, hvis alle ens opslag er fulgt af et kommentarspor af uenige borgere, siger Astrid Haug.