BLOG: En ny regering skal indføre minimumsnormeringer for børnenes skyld!

Ude på bakken løber Rasmus, William, Ahmed og Kasper. De leger en vild leg, og det er et spørgsmål om tid, før gråden lyder. På gyngerne sidder Luna, Noa og Signe. De plejer godt at kunne passe sig selv, for de er de ressourcestærke børn. Ude ved fodboldmålene spiller Jannik, Laura, Muhammed og Yrsa. Laura er tosset over Janniks voldsomme tacklinger. Hun er ved at hente en mælkekasse, som hun vil kaste efter Jannik. Ovre i bålhuset sidder Anton alene. Igen. Det gør han tit, og han fortæller ofte, at han ikke har nogle venner. I den ene hånd har du Asta, der har en øv-dag. I den anden hånd har du Sigrid, der græder og savner sin mor. Og Jeppe kommer løbende grædende over imod jer, fordi han har slået sig. Astrid mangler stadig at få sin flyverdragt på, og Line er lige løbet på toilettet.

17 børn. Og du er alene med børnene i mere end en halv time, hvor du skal sørge for at ingen slår sig, at ingen føler sig ensomme, at børnene trives, at børnene har det godt, at børnene får tøj på, at børnene får gået på toilettet, og at der bliver sat lege i gang.Hvordan er det muligt?

Der er ikke pædagoger nok

Det er det selvfølgelig ikke. Intet menneske kan nå rundt til så mange børn på så kort tid. Så i stedet for at bruge deres kompetencer bliver pædagogerne pludselig ”brandslukkere.” Der, hvor der er mest brug for hjælp… eller der hvor ”det brænder”, løber pædagogen hen. Uden mulighed for at sætte lege i gang. Uden mulighed for at stimulere børnene. Uden mulighed for at være der særligt for de børn, der har øv-dage eller ikke trives. Det er både synd for børnene og pædagogerne. Der er ganske enkelt ikke pædagoger nok.

Det viste DR-dokumentaren; Hvem passer vores børn, også. I dokumentaren blev det tydeligt, hvordan det pædagogiske personale knoklede rundt, men uanset hvad de gjorde, så var der ikke tid til at trøste ham, der havde brug for det. Der var ikke tid til at spise med børnene, når de samtidig skulle være hos de andre børn, der havde sovet til middag. Der var ikke tid til at lege, se, udvikle, lytte og lære. Efter dokumentaren stillede SF forslag om at indlede forhandlinger om minimumsnormeringer. Men de blå partier og Socialdemokratiet sagde nej.

Minimumsnormeringer nu!

Taler jeg daginstitutionerne ned i et sort hul? Det er ikke min hensigt. For jeg har oplevet mange vuggestuer og børnehaver, der får det bedste ud af ressourcerne og skaber en fantastisk hverdag for ligeså fantastiske børn. Pædagogerne og de pædagogiske assistenter brænder jo for at skabe en god børnehverdag.

Min pointe er bare, at deres forudsætninger for at skabe den bliver forringet konstant. Selvom det lykkedes SF at få afsat 750 millioner til flere pædagoger, da vi sad i regering, så går det stadig den forkerte vej. Kommunerne er så økonomisk pressede af regeringens mange besparelser, at det vil ramme børneområdet igen, igen, igen. Og så vil der blive endnu færre pædagoger.

I SF’s optik er der kun en vej at gå: Indfør minimumsnormeringer nu! Alle kommuner bør tilføres midler til børneområdet, så der altid kan ansættes minimum en pædagog til tre børn i vuggestuen og én pædagog til 6 børn i børnehaven. Børn skaber deres grundlæggende kompetencer, imens de går i vuggestue og børnehave. Det vil altså sige, at det er verdens bedste investering at investere i børneområdet.

Børnene er vores fremtid, og vi kan ikke leve med, at forholdene i vuggestuerne og børnehaverne konstant forringes. Derfor går forældrene fra hele landet på gaden i dag. Deres budskab er klart: Vi kan ikke længere bare se til, at vilkårene for vores børn bliver dårligere. Der er brug for minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.