Politik

Regeringen er klar til at forhandle om redning af Radio24syv

Dansk Folkeparti er åbne for at lade Radio24syv køre videre. Regeringen roser partiet for at vende rundt.

Regeringen er klar til at starte forhandlinger med Dansk Folkeparti om en model, så Radio24syv kan fortsætte.

Udmeldingen kommer, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, torsdag sagde, at partiet er klar til at finde en løsning for radiostationen, der ellers står til at lukke i oktober.

- Jeg synes, at det er fint, at de rækker hånden ud. Vi skal prøve at finde en løsning, der kan redde noget af det mest succesfulde mediemæssigt, som vi har haft de seneste år, siger Naser Khader, medieordfører for De Konservative.

Kristian Thulesen Dahl foreslår ifølge Jyllands-Posten, at Radio24syv kan køre videre som dab-kanal modsat FM4-båndet, hvor det i dag sender.

Også Venstre er åben for at se på, om der kan findes flere penge i et eventuelt udbud til en dab-kanal.

Lyn-analyse

Dansk Folkeparti prøver at kaste alle møgsager overbord, inden vi kommer ind i en folketingsvalgkamp. De vil ikke risikere en valgkamp, der ikke handler om andet. DF gider ikke sidde alene og blive kritiseret for politiske aftaler, som de har indgået sammen med de andre i blå blok. 

Der er intet, der tyder på, at det forslag, Dansk Folkeparti kommer med, har nogen gang på jorden. Men så kan DF udstille de andre, hvis Liberal Alliance og Konservative er så forhippede på at redde Radio24syv. DF føler, at deres makkere på det blå hold løber fra deres ansvar.

- Jeg tror, at vi er rigtig mange, der vil savne Radio24syv, hvis de lukker. Vi er rigtig positive omkring Dansk Folkepartis udmelding og vil sætte os ned og drøfte det. Så må vi diskutere, hvor pengene så eventuelt skal komme fra, siger Venstres medieordfører, Marcus Knuth.

De Konservative mener, at det vil være mest optimalt at ændre på de betingelser, der er i udbuddet om FM4-båndet.

Det udelukkende udbud

Et af kravene er, at mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal være lokaliseret mindst 110 kilometer fra København, og netop den del har fået Radio24syv til ikke at søge om at forlænge sendetilladelsen, når den nuværende udløber i oktober.

- Udfordringen med dab er, at det ikke er så udbredt, og den løsning kræver nogle flere penge, og Dansk Folkeparti har ikke anvist, hvor de skal komme fra, siger Naser Khader.

Kulturminister Mette Bock (LA) oplyser til Berlingske, at hun er ved at få undersøgt, om det er juridisk muligt at genåbne udbuddet om FM4-båndet, hvor der blev lukket for bud i sidste uge.

- Noget tyder på, at det godt kan lade sig gøre. Det vil da være fantastisk, hvis Dansk Folkeparti går med til det, siger Mette Bock til Berlingske.

Kristian Thulesen Dahl understreger i Jyllands-Posten, at partiet fortsat mener, at den ene af landets to statsbetalte taleradioer skal ligge i Vestdanmark.

Rødglødende debat

Siden medarbejderkravet steg fra de oprindelige 50 procent til 70 procent, og direktøren på Radio24syv, Jørgen Ramskov, annoncerede, at de ikke ville byde på FM4-båndet, er bølgerne i den grad gået højt.

Fra radiostationen har parolen lydt, at lukningen skyldtes Dansk Folkeparti, der med chikane-lignende adfærd konstant har forsøgt at udelukke Radio24syv fra at søge i det nye udbud af FM 4 – Danmarks fjerde landsdækkende radiostation. Også programchefen Mads Brügger har flere gange kritiseret partiet, som han har kaldt "tyndhudede og ømskindede over for kritisk journalistik og satire".

Hos Dansk Folkeparti bed kritikken på daværende tidspunkt ikke, og gruppeformanden Peter Skaarup var klar i mælet, da han i søndags gæstede Presselogen.

- Det har jo været hysteri-uge hos Radio24syv – den ene efter den anden efter den tredje har skældt ud på Dansk Folkeparti. Og det synes jeg ikke har været noget kønt syn.

- Det er Radio24syv, der selv har valgt at lukke. Det er ikke DF og regeringen, der gør det. Der er et massivt flertal på Christiansborg bag det her, fordi man ønsker sig et Danmark i bedre balance.

Også partiformanden Kristian Thulesen Dahl har været ude med riven efter radiostationen, omend han gjorde det lidt mere vittigt med sit tweet 1. april, hvor han skrev:

- DF byder på den ledige radiokanal, når nu Radio24syv ikke vil mere. Vi har allerede netavisen ditoverblik.dk og vil nu udvide med endnu et medie. Kanalen vil få hovedsæde i Bestsellers nye 322 meter høje tårn i Brande.

Men aprilsnarren blev mildest alt ikke vel modtaget, og nu er partiet altså to gange på to dage vendt på en tallerken; først vejen i Mariager og nu Radio24syv.