Politik

Kulturminister klar til at genåbne radioaftale - men DF afviser

Hvordan radiokanalen vælger at organisere sig eller vælger at bo, det overlader vi til dem selv, siger kulturministeren nu.

Kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance bekræfter overfor TV 2, at hun er parat til at genåbne udbuddet af FM4-radiokanalen og fjerne kravet om en placering på mindst 110 kilometer fra København.

Udbuddet af FM4 har fået meget opmærksomhed, da det med sit lokalitetskrav ifølge Berlingske Media gjorde det umuligt for Radio24syv, der for nuværende har FM4, at deltage i udbuddet og dermed fortsætte radiokanalen.

Kulturministeren mener nu, at lokalitetskravet bør fjernes, men at der skal stilles krav til, at hele landet skal dækkes af kanalen, siger hun til TV 2.

- På den måde kan vi understrege, at der er noget indhold, vi vil have. Hvordan ejerne vælger at organisere sig eller vælger at bo, det overlader vi til dem selv.

DF trækker i land

Det var et krav fra Dansk Folkeparti, der førte til lokalitetskravet i det nye udbud. Det er blevet tolket som, at Dansk Folkeparti ønskede at lukke Radio24syv.

Tidligere på ugen åbnede Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, dog for, at Radio24syv kan fortsætte som DAB-radio.

- Det her er også for at understrege vores mening med medieforliget. Det har aldrig været en diskussion for eller imod Radio24syv, som det flere steder er blevet gjort til, sagde Kristian Thulesen Dahl til DR.

- Vi mener bare, at når vi finansierer to taleradioer, skal den ene ligge i Vestdanmark.

Lyn-analyse

Dansk Folkeparti prøver at kaste alle møgsager overbord, inden vi kommer ind i en folketingsvalgkamp. De vil ikke risikere en valgkamp, der ikke handler om andet. DF gider ikke sidde alene og blive kritiseret for politiske aftaler, som de har indgået sammen med de andre i blå blok. 

Der er intet, der tyder på, at det forslag, Dansk Folkeparti kommer med, har nogen gang på jorden. Men så kan DF udstille de andre, hvis Liberal Alliance og Konservative er så forhippede på at redde Radio24syv. DF føler, at deres makkere på det blå hold løber fra deres ansvar.

Fredag siger Peter Skaarup, medlem af Dansk Folkeparti og Folketingets Kulturudvalg, at partiet ikke er klar til at gå med kulturministeren og decideret genåbne udbuddet af FM4.

- I forhold til de to taleradioer P1 og Radio24syv kører udbuddet videre uændret. Vi synes, det er godt, at der er nogen, der kigger ind på Danmark på en anden måde, end man gør, hvis man har sit udgangspunkt i København, siger han til TV 2.

Altså er kulturministeren og Dansk Folkeparti ikke enige om, hvad den bedste løsning er. Derfor har Mette Bock indkaldt Dansk Folkepartis formand til et møde i starten af næste uge, hvor de skal tale om de forskellige muligheder.

Rødglødende debat

Siden direktøren på Radio24syv, Jørgen Ramskov, annoncerede, at de ikke ville byde på FM4-båndet, er bølgerne i den grad gået højt.

Fra radiostationen har parolen lydt, at lukningen skyldtes Dansk Folkeparti, der med deres adfærd har forsøgt at udelukke Radio24syv fra at søge i det nye udbud af FM4 – Danmarks fjerde landsdækkende radiostation. Også programchefen Mads Brügger har flere gange kritiseret partiet, som han har kaldt "tyndhudede og ømskindede over for kritisk journalistik og satire".

Hos Dansk Folkeparti bed kritikken på daværende tidspunkt ikke på, og gruppeformanden Peter Skaarup var klar i mælet, da han søndag gæstede Presselogen.

- Det har jo været hysteri-uge hos Radio24syv – den ene efter den anden efter den tredje har skældt ud på Dansk Folkeparti. Og det, synes jeg ikke, har været noget kønt syn.

- Det er Radio24syv, der selv har valgt at lukke. Det er ikke DF og regeringen, der gør det. Der er et massivt flertal på Christiansborg bag det her, fordi man ønsker sig et Danmark i bedre balance.

Et borgerforslag om at bevare Radio24 har siden onsdag indsamlet 19.162 stemmer ifølge Borgerforslag.dk.