Politik

BLOG: Lørdag den 6. demonstreres der for minimumsnormeringer

BLOG: Lørdag går forældre og bedsteforældre på gaden i hele Danmark. De kræver minimumsnormeringer og ordentlige forhold i dagsinstitutionerne.

Hverken Børneministeren hos Konservative eller “Børnenes statsminister” Socialdemokratiet vil lytte. Mercado har givet dem sin opbakning, men vil umiddelbart ikke give mere end god karma og et “like” på Facebook. Kære Mercado: børnene er ligeglade med din opbakning, hvis ikke der følge pædagoger med.

Det kan undre mig, at minimumsnormeringer ikke er indført for længe siden. Vi ellers regler nok for de kære små. Allerede for 10 år siden lavede man fx nye regler for, hvor mange kvadratmeter hver barn skal have i institutionerne. Det er godt. Problemet er, at børnene i dag kan sidde efterladte på deres kvadratmetre med lort i bleen og vente på, at en voksen kommer forbi og har tid til at give dem den helt basale omsorg, som de har brug for.

Både den røde og blå regering går altså mere op i børnenes fysiske rum end i deres relationer og nærhed. For KD er det suverænt vigtigste, at børnene trives og har voksne nok omkring sig. Minimumsnormeringer sikrer børnene tryghed og personalet ordentlige arbejdsvilkår. Det er ikke store krav. Når forældrene går på gaden er det ikke for at forgylde deres små, dejlige børn. Det er for at beskytte dem mod omsorgssvigt!

“Jamen, er det ikke bedre bare at passe dem hjemme?” bliver jeg af og til spurgt. Jo - for nogle børn. Men den frihed har forældrene heller ikke. Ikke førend vi indfører tilskud til hjemmepasning i hele dagen og lader pengene følge barnet.

Forældrene er derfor fanget mellem to onder. De har ikke råd til at gå hjemme med barnet - og institutionerne er ikke gode nok til at have barnet passet ude. En god familiepolitik er ikke en kamp mellem hjemmepasning og institutioner. En god familiepolitik har barnets behov og forældrenes frihed i fokus. Frem for at vælge mellem to umulige situationer, ville vi hellere, at forældrene enten kunne tage pengene hjem og passe barnet selv - hvis det var bedst for barnet. Eller sende barnet i en institution af høj kvalitet - hvis det var bedst for barnet.

Mercado og Frederiksen - pas på. Undervurder aldrig, hvor vigtige børnene er. De fortjener det bedste, vi har. Både før, under og efter et valg.