Politik

Kristian Jensen: Nedslidning handler ikke om et langt arbejdsliv

Socialdemokratiets forslag om tidlig pension for nedslidte bliver vingeskudt af analyse, mener finansminister.

Antallet af år på arbejdsmarkedet kan ikke bruges som kriterium, hvis man vil hjælpe de nedslidte til tidligere pension end andre. Det mener finansminister Kristian Jensen (V).

Han henviser til en analyse, som viser, at folk, der har arbejdet i mange år, føler sig mindre nedslidte end jævnaldrende, der har været færre år på arbejdet.

- Det kommer måske som en overraskelse for nogle, men folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, er mindre nedslidte end deres jævnaldrende, der har arbejdet i færre år, siger han i en pressemeddelelse.

- Rent intuitivt kender vi alle historien om, at et langt liv på arbejdsmarkedet slider dig ned. Men sagen er, at mange af dem, der bliver nedslidte, bliver det tidligere, uddyber finansministeren over for TV 2 onsdag morgen.

Individuel ordning

På baggrund af analysen mener han derfor, at man ikke bør gå efter anciennitet, hvis man vil hjælpe dem, der er mest nedslidte.

Han mener istedet, at man bør kigge på folks fysiske form. Og den kan både afhænge af ting på og udenfor arbejdsmarkedet.

- Man skal kigge på det enkelte individ, og dermed komme med en meget mere individuel ordning, end den vi har set fra Socialdemokratiet, siger Kristian Jensen.

Han er villig til at kigge på kravene om, hvor nedslidt man skal være for at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Analysen bygger på en større spørgeskemaundersøgelse blandt 55-64-årige og er foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Rammer skævt

Indsparket kommer på et tidspunkt, hvor der er stor debat om at give nedslidte en rettighed til at trække sig tidligere tilbage end andre.

Socialdemokratiet har foreslået, at det skal gælde efter et langt arbejdsliv. Men det vil ramme skævt, mener finansministeren.

- Man risikerer derfor at ramme meget skævt, hvis man vil give en ret til tidlig folkepension til dem, der har arbejdet i for eksempel 42 år.

- Sådan en ret vil gå til en gruppe, der faktisk har et bedre helbred end gennemsnittet af danskere, siger han.

Kvinder og offentligt ansatte risikerer at tabe

Han bemærker også, at især kvinder og offentligt ansatte risikerer at tabe på en ordning, hvor retten til tidlig pension skal gå til dem, der har været længst tid i job.

Ifølge analysen er nedslidning ikke et veldefineret begreb. Det påvirkes af mange forhold såsom livsstil, sociale- og familiemæssige forhold, forhold på jobbet og forskelle i den almene sundhedstilstand.

Politisk bestillingsarbejde

Socialdemokratiet køber dog ikke analysens konklusioner fuldstændigt.

Partiet ser en sammenhæng mellem, hvor tidligt folk er kommet på arbejdsmarkedet, og hvor slidte de er.

Mattias Tesfaye, medlem af beskæftigelsesudvalget (S), kalder ny pensionsanalyse for både 'politisk bestillingsarbejde' og 'useriøs'.

Analysen viser noget om, hvor mange arbejdsår folk har haft og ikke noget om, hvor tidligt de er kommet i arbejde, lyder forklaringen.

- Jeg betragter analysen som politisk bestillingsarbejde, der har til hensigt at forvirre, siger Mattias Tesfaye, ordfører for Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet vil ikke før et valg lægge sig fast på kriterier for, hvem der kan pensioneres tidligt.