BLOG: De krænkedes heksejagt på Twitter
BLOG: På de sociale medier er massen både anklager, dommer og bøddel på én og samme tid.
I USA er der tradition for, at folk er bange for sagsanlæg, der kan koste millioner af dollars, og man er hele tiden på vagt over for enhver udtalelse, som på nogen måde kan ”støde” eller ”krænke” en minoritetsgruppe, hvad enten det nu drejer sig om handicappede, seksuelle minoriteter eller etnicitet og religioner. Alle er på vagt – for hvis en ”krænket” gruppe ikke selv opdager, at den er blevet krænket, så er der som regel en advokat med kløe i lommen, der står på spring og ”opdager” det for dem.
Derfor har krænkelsesbølgen nu også ramt litteraturen. Bøger skal ikke længere være nogen intellektuel tumleplads med højt til loftet og plads til store armbevægelser. Nej, forlagene har set sig nødsagede til at ansætte såkaldte ”sensitivity readers”, smagsdommere, der som en slags akademiske mundskænke prøvetygger den litterære kost for at afdække, om denne eller hine minoritetsgruppe kunne tænkes at føle sig krænket (JP.31.3)
Mulighederne for at være krænkende som forfatter er næsten ubegrænsede – og ind i mellem ender de krænkede med selv at være krænkere. Således eksempelvis den amerikanske sorte homoseksuelle forfatter Kosoko Jackson, som selv har haft travlt med at forfølge krænkere i egenskab af ”sensitivity reader”. Da Jackson selv skrev en bog, han mente, at han som homoseksuel, havde ”ret” til at skrive – om to amerikanske mænds kærlighed til hinanden under Kosovo-krigen, gik Twitter amok i en heksejagt.
Mandens brøde: Jo, skurken i bogen er albansk muslim, og at bruge et ”folkedrab som bagtæppe for to amerikanske mænds kærlighedshistorie er krænkende og USA-centrisk”. Så nu skal Kosoko Jackson til at reparere på sit image. Bogen er blevet trukket tilbage fra forlaget – på grund af Twitters heksejagt.
Nu kan man indvende, at verdens læsere næppe er gået glip af noget stort litterært mesterværk, ligesom man måske også kan fryde sig en smule over, at en litterær smagsdommer nu må søbe sin egen suppe af krænkethed og forargelse. Men ærlig talt må man spørge sig selv, hvilke litterære hovedværker, vi var gået glip af, hvis der havde været ”sensitivity readers” i renæssancen, i oplysningstiden, romantikken, naturalismen og det moderne gennembrud. Formentligt var de fleste bøger faldet for censuren.
For betjener litteraturen sig ikke i høj grad af stereotyper? Er litteratur overhovedet muligt, uden at forfatteren foretager ubevidste valg i sine fortællinger?
I middelalderen havde man den spanske inkvisition. De såkaldte kætterbål flammede op, og alene en mistanke og en bekendelse af kætteri fremtvunget under tortur kunne række til bål og brand. I 1600-tallet bredte heksejagterne sig som en pest over den vestlige verden og kostede uskyldige kvinder – og mænd – livet. I moderne tid overtog de totalitære bevægelser rollen som heksejægere, hvilket kostede millioner og atter millioner af mennesker livet.
I dag finder heksejagten sted på Twitter og andre sociale medier. Også her rækker en mistanke. Ganske vist bliver der ikke længere eksekveret dødsdomme – i hvert fald ikke i fysisk form. Men en ”social død” og tab af karriere er vel også en slags dødsdom? På de sociale medier er massen både anklager, dommer og bøddel på én og samme tid – og en forsvarer er ligeså langt væk og irrelevant som i Stalins Sovjetunionen. Det værste er, at kritikken er forstummet. Det meste af censuren er panisk selvcensur – og dem, som i dag er krænkede, kan vise sig at være morgendagens krænkere. Det viser historien om Kosoko Jackson.