BLOG: Vores børn har ikke brug for mere snik-snak

16x9
1 pædagog til 17 børnehave er IKKE i orden, mener Pia Olsen Dyhr Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen / Scanpix Denmark

BLOG: Der er brug for tid, tryghed og omsorg i børnehaver og vuggestuer. Der er brug for minimumsnormeringer. Hvornår vågner regeringen op?

Hvis der fandtes en pris for at snakke udenom, synes jeg, den skulle gå til vores børneminister Mai Mercado. SF og Jacob Mark havde i dag tirsdag ministeren i samråd for at høre, hvordan vi får ordentlige forhold og minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Der var over 100 tilhørere og stor interesse fra forældre, pædagoger, bedsteforældre og bekymrede borgere.

Og vil regeringen så indføre minimumsnormeringer? Nej, det er åbenbart kommunernes ansvar. Kommunerne, som kæmper med dårlig økonomi, fordi regeringen ikke kommer med penge, når der bliver flere børn. Det virker ellers helt logisk, at der så bør ansættes flere pædagoger, men det er det ikke, når man ser virkeligheden gennem borgerlige briller.

Synes børneministeren overhovedet, at der mangler pædagogisk personale? Her blev det ved udenomssvar og udsættelse af problemet. For der er ingen penge at forhandle om.

Det undrer mig, for SF kan godt finde pengene. Og ingen bør snart være i tvivl om, at det er nødvendigt. Når man ser DR2-dokumentaren ”Hvem passer vores børn?” og hører Tina Brandt, pædagogleder gennem 14 år, der ikke længere kan forsvare det, der foregår. Når man læser med på de sociale medier under #MinNormering, hvor pædagoger beskriver, at de i løbet af en helt almindelig dag står alene – 1 pædagog til 17 børnehavebørn er IKKE i orden.

Nogle pædagoger trækker stikket og forlader jobbet, fordi de ikke føler, de slår til. Det er lige så hjerteskærende, som det er alarmerende.

Vi bor i et land med økonomisk vækst. Statsministeren praler med ”det går godt i Danmark”. Alligevel er ressourcerne ikke fulgt med helt ud i daginstitutionerne. Børneområdet er tværtimod ramt af besparelser. Men der skal altid være råd til at prioritere børnene, og de har brug for politisk handling. Det er dog sjældent, de mindste kan råbe op og kræve det. Men på lørdag er der landsdækkende demonstration, hvor alle deltagere vil være børnenes stemmer. Det glæder mig, at vi er mange, der står sammen og vil skabe et godt børneliv med omsorg og nærvær. For der skal være ordentlige vilkår for både børn og pædagoger. Tid til at trøste, tid til at lege og tid til at give børn en god start i livet.

SF kræver 1 voksen til 6 børnehavebørn og 1 voksen til 3 vuggestuebørn. De mange forældre, der er dybt afhængige af børnepasning, skal have mere tryghed og ro på, når de afleverer deres barn. Vi vil kunne sige til den dygtige pædagog, at hun ikke behøver at løbe for at passe sit arbejde. Normeringerne er i dag historisk dårlige. Der mangler 4.000 pædagoger i forhold til for ti år siden, og der bliver kun flere og flere børn. Derfor er minimumsnormeringer også et af vores hovedkrav til en ny regering.