Politik

Thulesen Dahl om pension: Mette F. skal være mere konkret

Dansk Folkepartis formand er enig med statsministeren i, at Socialdemokratiet skal lægge flere tal frem.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville have flere tal om pension på bordet fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da de to søndag aften stillede op til en tv-duel på DR1.

Statsministeren mener, at S-udspillet om en ret til tidligere tilbagetrækning og overgang til folkepension er meget ukonkret, samt at kun 2850 fuldtidsbeskæftigede personer vil kunne bruge ordningen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der tidligere har udtrykt opbakning til udspillet, vil også have Socialdemokratiet til at sætte flere tal på, hvor mange der skal have gavn af ordningen.

- Hvis man som Mette Frederiksen stiller en masse danskere noget i udsigt, skal man sikre sig, at man kan levere det, siger han til TV2 News.

- Der ligger en sideløbende debat om tidligere pension til nedslidte, og vi synes faktisk godt om Socialdemokratiets forslag.

- Men vi vil gerne have, de skal blive mere konkrete på det: Hvem er det egentlig, der skal have den her ret, spørger Kristian Thulesen Dahl.

Lars Løkke Rasmussen kaldte udspillet for et bluffnummer, hvilket Mette Frederiksen afviste under tv-duellen.

Kristian Thulesen Dahl erklærer sig enig i med Lars Løkke Rasmussen i, at nogle danskere kan komme til at føle sig snydt.

- Jeg frygter, at mange danskere vil sidde tilbage og føle, at de er blevet lovet noget, uden de får noget, siger han til TV2 News.

Duellen var den første af sin slags mellem de to partiledere inden det kommende valg til Folketinget. Det er endnu ikke udskrevet, men det skal afholdes senest 17. juni.