Valg 2019

Engell efter første tv-duel mellem Løkke og Frederiksen: - Jeg er meget, meget overrasket

Ifølge Hans Engell har S hidtil formået at sætte dagsordenen med fokus på tidlig pension for nedslidte. Søndag fik Løkke dog stød ind, mener han.

Søndag aften mødtes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i det, mange politiske analytikere betegner som valgkampens første brag.

Politisk kommentator Hans Engell fulgte debatten tæt, og den forløb bestemt ikke, som han havde regnet med.

- Jeg var faktisk meget, meget overrasket over den her debat, siger Hans Engell.

Især på pensionsområdet mener han, at Mette Frederiksen fremstod overraskende uforberedt og uden konkrete svar.

Engell: Løkke bedst på sundhed og pension

Den næsten 50 minutter lange debat hos DR var inddelt i emnerne sundhed, pension/nedslidning og klima, og to af dem slap Lars Løkke Rasmussen bedst fra, mener Hans Engell.

Det lykkedes ikke for Mette Frederiksen at komme ind på Løkkes terræn og afkræve ham svar

Hans Engell

Han siger, at Socialdemokratiet hidtil har ”halet mange point hjem” ved at kalde regeringens sundhedsreform, der afskaffer regionsrådene, for en centraliseringsøvelse. Og på pensionsområdet har Mette Frederiksen fremstået som en, der i højere grad end statsministeren vil gøre noget for at hjælpe nedslidte danskere.

Sådan var rollefordelingen dog ikke under søndagens debat, mener Hans Engell.

- Løkke klarede sig bedst på sundhed og nedslidning, mens Mette Frederiksen nok var lidt stærkere på klima, siger Hans Engell.

Beskyldte Frederiksen for kæmpe bluffnummer

Det var især i debatten om ret til tidlig pension, at det slog gnister mellem de to statsministerkandidater.

Det var topmålet af arrogance

Mette Frederiksen om Løkkes beskyldning

Socialdemokratiet lancerede i januar et udspil, der skal sikre nedslidte danskere ret til at gå tidligere på pension, men partiet er ikke kommet med et konkret bud på, hvem der skal have glæde af det, og hvor lang tid før man skal kunne trække sig tilbage.

Under søndagens debat spurgte vært Kåre Quist Mette Frederiksen, hvilke danskere der kan forvente at kunne gå tidligere på pension, hvis Socialdemokratiet får magten, og her blev Mette Frederiksen lidt mere konkret end tidligere. Hun nævnte, at det eksempelvis kan være slagteriarbejdere og kvinder i omsorgsfag, men Lars Løkke Rasmussen blev ved med at bore i Socialdemokratiets udspil.

Med afsæt i beregninger fra Finansministeriet sagde han, at kun 2850 personer vil kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tre år tidligere med Socialdemokratiets økonomiske ramme på tre milliarder kroner.

Statsministeren mener, at Socialdemokratiet med det tal in mente lader, som om deres forslag vil gavne langt flere danskere, end det reelt vil.

- Der er risiko for, at det her er det største bluffnummer i dansk politik i flere generationer. Alle sidder derhjemme og tænker, "det er mig, hun taler om", lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen (V) lover Socialdemokratiet mere end de kan holde. Han siger, at Socialdemokratiets forslag om ret til tidlig pension vil gavne under 3000 danskere. Video: Morten Nielsen

- Løkke slap helt udenom

Mette Frederiksen afviste Lars Løkke Rasmussens kritik og såede samtidig tvivl om Finansministeriets beregninger. Hun sagde, at der ikke er taget højde for deltidsansatte, og at tre milliarder vil kunne sikre tidligere pension for mellem 6000 og 7000 danskere.

- Det var topmålet af arrogance og Christiansborg, når det er værst. Tænk, at stå og kalde det et bluffnummer, når han ikke selv har et svar til de nedslidte, sagde Mette Frederiksen efter debatten til TV 2.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen var sur over Lars Løkke Rasmussens kommentar om, at pensionsudspil er et bluffnummer. Video: Esther Margrethe Lynard

Løkke Rasmussen slog under debatten fast, at han ikke mener, nedslidte skal arbejde, men han kom ikke med noget klart bud på, hvad han vil gøre for at sikre, at det ikke sker. Men netop det faktum, at Løkke ikke var konkret, formåede Mette Frederiksen ikke at udnytte, mener Hans Engell.

- Det lykkedes ikke for Mette Frederiksen at komme ind på Løkkes terræn og afkræve ham svar på, hvad han vil gøre for de nedslidte. Han slap helt udenom at skulle gå ind i det. I stedet kunne han pille Socialdemokratiets forslag ned, siger Hans Engell.

Reddington: En saltvandsindsprøjtning til en presset regering

Politisk kommentator Noa Redington, der var rådgiver for forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (Soc.dem.), mener ikke, at Mette Frederiksen havde den bedste aften.

- Regeringen har hængt rigtig meget med næbet, og der er det her en saltvandsindsprøjtning at se, at deres chef godt kan, siger Noa Redington.

Han henviser til de seneste mange meningsmålinger, der viser, at regeringen er langt bagefter rød blok. Ifølge den seneste Megafon-måling ser S, RV, SF og Ø ud til at få flertal, endda uden Alternativets mandater.

Der skal være folketingsvalg senest 17. juni.