DF styrtbløder vælgere - her er tre bud på hvorfor

16x9
Kristian Thulesen Dahl (DF) er bevidst om, at han ikke kan gentage succesen fra seneste valg, men DF's nuværende niveau er "utilfredsstillende". Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti sikrede blå blok sejren ved seneste valg og kan ifølge målingerne komme til at koste de borgerlige statsministerposten denne gang.

"Højt at flyve", siger man. Det rammer nu Dansk Folkeparti, der nåede helt nye højder ved seneste folketingsvalg. I dag ser det ud til, at mere end en tredjedel af folketingsgruppen må forlade deres kontorer på Christiansborg efter det kommende valg.

Torsdag viste den seneste Megafon-måling, at blot 12,6 procent af vælgerne ville sætte kryds ved Dansk Folkeparti, hvis der var valg i morgen.

Det er tredje måling i træk, der viser tilbagegang. Og det er barsk læsning for partiet, der blev landets næststørste ved valget i 2015 med 21,1 procent af stemmerne, der udløste 37 mandater.

Hvorfor går det sådan ned ad bakke? TV 2 har opsøgt formanden, baglandet og analytikeren for at få en forklaring:

Analytikeren: DF har gjort S stuerene

Kristian Thulesen Dahl-effekten er væk, begynder TV 2's politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen.

Man skal huske, siger han, at valgresultatet i 2015 - hvor DF gik hele 15 mandater frem - var helt ekstraordinært. Det var Dansk Folkepartis første valg med Kristian Thulesen Dahl på formandsposten, og nu er partiet tilbage på niveau med Pia Kjærsgaards tid.

Partiet taber vælgere til Nye Borgerliges stramme kurs på udlændingepolitikken. Men hovedårsagen er en anden. Den hedder Mette Frederiksen.

- Kristian Thulesen Dahl har gjort Mette Frederiksen stueren overfor sit eget vælgerkorps i forhold til udlændingepolitikken. Hun har rykket til højre, så nu får hun en pæn del af de stemmer, han taber, siger Peter Lautrup-Larsen.

- Det er ikke nødvendigvis en forkert beslutning i det lange løb, hvis han også vil have sine mandater til at spille en rolle i et nyt folketing med Mette Frederiksen som statsminister. Men det koster bare.

Det har også været svært for DF at stå skarpt på sine mærkesager, fordi partiet nu må dele dem med andre partier.

- De lærte noget af sidste valg, hvor DF gik så markant frem på blandt andet udflytning af arbejdspladser, udlændinge, velfærdspolitik, ældremilliard og alle mulige andre områder, som andre partier derfor også er begyndt at æde sig ind på, siger Lautrup-Larsen.

Folketingsgruppen: Vi er lidt kedelige

Der er en udtalt opbakning til partiledelsen, når man ringer rundt til DF's folketingsmedlemmer, og en lige så udbredt tro på, at "det ikke bliver så slemt", som medierne og målingerne siger.

De er ikke meget for at kaste sig ud i selvdiagnosticering. Men hvis det endelig skal være, er det svært at komme udenom Nye Borgerlige, der i fleres øjne fisker vælgere med løfter om udlændingestramninger, som Dansk Folkeparti for længst har forsøgt.

Så er der Socialdemokratiet, som "også er begyndt at snakke stram udlændingepolitik".

- Så er det jo bare sådan i Danmark, at indimellem så trænger man til et skift. Det kan jo også være en del af det, siger Karina Due, partiets dyrevelfærdsordfører.

- Og måske fordi der ikke er så meget nyt under solen med os. Vi holder fast i vores politik, og det virker måske lidt kedeligt.

Det er lige ind i hjertekulen i mange af vores vælgeres synspunkt, så det har vi også kastet os ind i debatten omkring. Men det er svært at blive konkret

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, om Socialdemokratiets pensionsudspil

Har DF været god nok til at sælge sin politik? Her er meningerne lidt delte. Det anføres på den ene side fra et folketingsmedlem, TV 2 har talt med, at de ældre har fået for lidt, og at DF bør være skarpere på sin udlændingepolitik og en ny tilbagetrækningsreform. Og så er der, ifølge medlemmet, flere, der er sure over, at DF ikke stod fast på at få den såkaldte sigøjnerboss Jimmy Levakovic udvist.

En anden nævner klima som et område, hvor Dansk Folkeparti måske godt kunne markere sig lidt mere.

På den anden side er der sådan nogle som transportordfører Kim Christiansen:

- Om vi har været gode nok? Ja, det synes jeg da. Vi har lige præsenteret en kæmpe infrastrukturplan, en rigtig god sundhedsreform, og så har vi signaleret meget klart, hvad vi vil på tilbagetrækningsområdet for nedslidte. Vi har virkelig været ude at forklare vælgerne, hvad vi gerne vil, siger han.

Men der er i hvert fald kun én vej at gå frem mod valget:

- Vi skal ud på gader og stræder og have en god snak med danskerne, så de ikke kun stemmer efter avisoverskrifterne, lyder det fra Kim Christiansen.

Formanden: Pension og sundhed har kostet

- Det er et utilfredsstillende niveau, vi ligger på. Det må ikke blive valgresultatet. Det bliver det heller ikke, siger Kristian Thulesen Dahl.

Der er "god stemning", siger han, og folk "tror på det", selvom det står klart, at partiet uundgåeligt kommer til at skulle sige farvel til nogle folketingsmedlemmer.

- Vi har hele tiden været bevidste om, at vi ikke skulle regne med at gentage resultatet fra 2015. Vi kommer til at gå tilbage. Det, vi slås med nu, er selvfølgelig, hvor meget?

Partiformanden sætter selv fingeren på nogle af de ømme punkter, der kan forklare tilbagegangen: Danskerne har opfattet sundhedsreformen som en centraliseringsmanøvre fremfor en omlægning, der ifølge DF vil skabe et mere nært sundhedsvæsen.

- Der er ingen tvivl om, at det har været noget af dét. Derfor har vi også sat os for at forklare, hvad handler den her reform egentlig om. Men det har da en effekt, siger Thulesen Dahl.

Og så er der hele debatten om nedslidning og pension, som Socialdemokratiet bragte på banen og satte sig tungt på.

- Det er lige ind i hjertekulen i mange af vores vælgeres synspunkt, så det har vi også kastet os ind i debatten omkring. Men det er svært at blive konkret på, for hvem skal for eksempel have ret til tidligere pension?

- Vi har været mere konkrete end Socialdemokratiet, men det har også været omkostningsfyldt. For straks du bliver konkret, så er der nogen, der bliver klar over, at de ikke kommer til at få tidligere pension. Der skaber S i stedet en masse forhåbninger hos mange mennesker ved ikke at være konkret, siger Kristian Thulesen Dahl.

Partiformanden giver derimod ikke Nye Borgerlige skylden - eller æren - for DF's tilbagegang i målingerne, for det nye parti har ligget på samme niveau længe, uanset hvordan DF er gået op eller ned.

- De eneste nye faktorer er Klaus Riskær, og at gruppen af sofavælgere er vokset. Så der er jo ikke andet for end at se, hvordan det går og så kæmpe sin kamp. Og det gør vi, lover han.