BLOG: Min tur rundt i den danske kviklån-verden har ærlig talt rystet mig

16x9
Kviklån er en verden med enorme renter, kæmpe omkostninger, aggressiv markedsføring og en fuldkommen amoralsk tilgang til folk, der gennemlever svære perioder i deres liv, mener Magnus Heunicke. Foto: Anne-christine Poujoulat / Scanpix Denmark

BLOG: ”Landskampen her på kanalen præsenteres af Folkelånet.dk”

Så du også reklamen før fodboldlandskampen forleden?

Fire jublende roligans i rødt og hvidt tøj, der reklamerede for noget, der hedder “Folkelånet”.

Det lignede et dejligt fællesskab. Og selve navnet “Folkelånet” lyder måske også helt harmløst? Her i landet, hvor vi har folkeskoler og folkebiblioteker, folkepension og folkekirke. Og nu altså også Folkelånet.

Det lyder næsten som noget almennyttigt, måske?

Det er det ikke.

Jeg har kigget lidt på, hvad Folkelånet er. Hvem, der står bag, og hvad de opkræver af renter og gebyrer.

”Få pengene med det samme” står der øverst på deres hjemmeside. Og hvis man for eksempel vil låne et beløb på 3.000 kroner, kræver det blot et tryk på en knap.

Og som der står på hjemmesiden: ”Dit lån straksudbetales med det samme”

Men beløbet, du skal betale tilbage, står ikke i overskriften. Det er nemlig mere end dobbelte, faktisk i alt 7.505,34 kroner.

De samlede låneomkostninger er altså hele 4.505,34 kroner. For at låne 3.000 kroner.

Det giver en samlet ÅOP - Årlig Omkostning i Procent - på 166 procent.

Det er særdeles høje renter og afgifter, vurderer Forbrugerrådet. Og hvis man vil sammenligne lidt med andre lånetyper, så svinger et forbrugslån i bankerne typisk mellem 5 og 15 procent.

Til sammenligning har bankernes interesseorganisation Finans Danmark foreslået et loft over ÅOP på maksimalt 50 procent. Så Folkelånet overskrider altså langt eksperternes anbefalinger for, hvad der er sund økonomi.

En pengemaskine

Men der er penge i kviklånene for bagmændene. Både i tv-reklamer, på nettet og i busserne vrimler det med tilbud om at låne hurtige penge, og Dansk Kredit Råd konkluderede sidste år, at det er et marked ”i hastig vækst”.

Selskaberne tjener så godt på at udbyde de her dyre lån, at de konstant skubber til kanten for, hvad der er rimeligt. Vi har fra Folketingets side indført en betænkningspause på 48 timer, fra man optager et kviklån, til pengene udbetales. Men det har selskaberne fundet en måde at sno sig udenom på ved at indføre nye forretningsmodeller, hvor pengene alligevel udbetales efter kun to minutter.

Det betyder desværre også, at stadig flere og flere lader sig friste og optager et af de her dyre lån. Og der er desværre familier, hvor det går helt galt.

Jeg fandt en opgørelse fra branchen selv. Den viser, at fogedretten forrige år havde 4.611 sager, der direkte var mellem et kviklån-selskab og en låntager.

Det er et helt vanvittigt højt tal, som virkelig burde få alarmklokkerne til at ringe. Men ikke hos kviklånbranchen, for her i rapporten hedder det, at ”det kun er 2,8 procent, der havner i fogedretten.”

Vidt forgrenet netværk af selskaber

Tilbage til Folkelånet. Du har vel sikkert allerede gættet det: Koncernen bag Folkelånet er mildest talt ikke et almennyttigt initiativ. Jeg har dykket ned i, hvordan ejerforholdene er, og det viser sig, at der er et vidt forgrenet netværk af kviklån-selskaber, der alle er kendetegnede ved at have en aggressiv markedsføring og tårnhøje renter.

Tag nu selskabet MiniFinans, som på hjemmesiden skriver ”Kendt fra tv”. Selskabet tilbyder SMS-lån, og de er ejet af samme bagmand, som står bag Folkelånet. Ifølge hjemmesiden tager det kun to minutter at låne 10.000 kroner. Her er omkostningerne bare så høje, at det samlede beløb, man skal betale tilbage, er 32.200 kroner.

”Mange af vores kunder hos MiniFinans har fortalt, at pengene, der lånes, ofte går til ting og sager, der forsøder hverdagen. Det er vi rigtig glade for at kunne være en del af. Det er nemlig vores mission at kunne gøre livet nemmere for folk, der har en presset økonomi i en kort periode.”

Jo mere, jeg er dykket ned i de her selskaber, jo mere forarget er jeg blevet over deres forretningskoncepter. De skriver, at de gør livet nemmere for folk, der er økonomisk pressede, og så tager de en årlig omkostning i procent på hele 667 procent. Nej, det er ikke en slåfejl: Der står sekshundrede-syv-og-tres procent!

Desværre er det særligt unge, der bliver lokket af kviklånene. Og lånene gør langt fra livet lettere for de unge. Tværtimod kan lånene koste dem deres fremtidsdrømme og føre dem ud i en uoverskuelig gældsspiral. Og så er andelen af dårlige betalere blandt de unge tilmed geografisk skæv. Lolland har 15 pct. dårlige betalere, mens Gentofte har færrest med 2 pct.

Eksplosiv vækst

På min research rundt i den her verden af selskaber, der tilbyder den slags kviklån med høje omkostninger og renter, faldt jeg over et interessant tal: Branchens samlede omsætning.

Det viser sig, at det eneste, der på højde med renterne, er væksten i omsætningen hos de her firmaer.

Tilbage i 2015 var omsætningen 169 millioner kroner. Året efter var den steget til 271 millioner, og i 2017 nåede omsætningen op på 378 millioner kroner. Og det er endda kun for den del af branchen, der er med i Dansk Kredit Råd, hvilket er cirka 80 procent.

Det er meget få brancher, der kan prale med sådan nogle væksttal. Det er mere end en fordobling på to år, og stigningen ser kun ud til at fortsætte. Det her bliver en milliardindustri i Danmark, hvis ikke vi gør noget. Der er masser af penge at tjene til bagmændene, og dem, der betaler gildet, er alle dem, der optager de her lån.

Svimlende høje tal

Lad os se på et andet af de selskaber, som folkene bag Folkelånet ejer: Det hedder Kassekreditten. Igen et rigtig fængende navn, for alle kan da få brug for en kassekredit en gang imellem.

Deres slogan lyder ”Få et ordentligt lån”, og de er massivt til stede i reklameblokkene på tv. Jeg har gransket lidt i de lånetilbud, Kassekreditten tilbyder:

Også her ligner det en god forretning for ejerne af selskabet. Og en særdeles dårlig forretning for kunderne. Hvis man for eksempel vil låne 15.000 kroner, skal man betale svimlende 38.737,50 tilbage.

Det giver en årlig omkostning i procent på hele 317 procent. Det er svimlende høje tal, men alligevel har selskabet den skamløshed at skrive på sin hjemmeside:’

”Vi kender alle til måneder med ekstra mange udgifter, og de kan være hårde. Særligt når hovedet bliver fyldt med store bekymringer, og det hele ser sort ud. Det kan man hurtigt ændre på. Ved at tage et privatlån kan du få mere ro i maven..”

Efterhånden er strategien klar: Man går direkte efter folk, der har det svært. Mennesker, der oplever, at det hele ser sort ud, og som har bekymringer. Og så anbefaler man netop dem, at de skal tage et hurtigt lån til skyhøje renter.

Min tur rundt i den danske kviklån-verden har ærlig talt rystet mig. Det er en verden med enorme renter, kæmpe omkostninger, aggressiv markedsføring og en fuldkommen amoralsk tilgang til folk, der gennemlever svære perioder i deres liv.

Det vil Socialdemokratiet sætte ind over for. Med 10 konkrete tiltag vil Socialdemokratiet øge kontrollen med kviklån. Vi foreslår:

1. Loft over kreditrisiko: Der skal indføres et loft over kviklåns-udbydernes kreditrisiko, så det sikres, at der ikke gives lån til folk med meget lav kreditværdi. Omgåelse skal give påbud og bødestraf.

2. Bedre mulighed for at indfri lån: Kviklån skal kunne betales tilbage lige så nemt, som det kan optages.

3. Større gennemsigtighed i lån: Låneudbydere skal informere om det fulde beløb, som skal betales tilbage - i både kroner og procent - så forbrugeren forstår omkostningerne ved at tage et kviklån.

4. Skærpet tilsyn og kvalitetsmærkning af udbydere: Der skal føres mere kontrol af Finanstilsynet. Hvert år skal det kontrolleres, at lovgivningen overholdes. Og der skal indføres en ordning med ekstern kvalitetssikring af kviklåns-udbyderne.

5. Nationalt kreditregister for udbydere: Alle kviklåns-udbydere skal indberette deres lånedata i anonymiseret form fra 2019. Sådan bliver det muligt at følge udviklingen af kviklån.

6. God skik: Kviklåns-udbydere skal omfattes af regler om god skik, ligesom bankerne er.

7. Betænkningstid: Der skal indføres betænkningstid på 48 timer for alle forbrugslån.

8. Loft på antallet af lån: Det skal kun være muligt at optage maksimalt to kviklån ad gangen på højest 30.000 kroner per person. Desuden skal personer med misligholdt kviklån ikke kunne optage flere kviklån.

9. Loft over morarenten: Den ekstra renteomkostning på misligholdte lån, morarenten, skal fastsættes til maksimalt 30 procent i nominal årlig rente. Og det samlede beløb må ikke overstige det dobbelte af lånets samlede tilbagebetalingsbeløb.

10. Færre reklamer i det offentlige rum: Kviklåns-reklamer skal være mindre synlige i tv, på radio og internettet. Desuden skal muligheden for et egentligt forbud mod reklamer for kviklån i det offentlige rum undersøges.

Hvis ikke vi gør noget som samfund, så løber det her fuldkommen løbsk. Jeg håber på, at vi kan få et bredt flertal for vores forslag.