Politik

BLOG: Den personlige frihed går kun så langt, at den ikke skader andre

BLOG: Sådan lyder en liberal kongstanke, som jeg har haft i tankerne mange gange på det seneste, når snakken er faldet på vaccinationer eller ej.

Særligt mæslinger fylder i den offentlige debat, fordi det er en utroligt smitsom sygdom, der kan være dødelig. På den baggrund foreslår Liberal Alliance, at børn skal følge børnevaccinationsprogrammet for at kunne gå i offentlige daginstitutioner. Vil man ikke det, må man som forældre finde et privat alternativ.

Udviklingen går i den helt forkerte retning – i løbet af årets første seks uger registrerede Statens Serum Institut fem tilfælde af mæslinger. I hele 2018 var tallet otte. Vaccineskepsis spreder sig desværre over hele verden, hvor antallet af mæslingetilfælde stiger. I Italien og New York har man vedtaget, at adgang til offentlige steder skal være betinget af vaccination. Så langt vil vi ikke gå, men jeg synes, der er grund til at tage fat på det her område med flertallet og særligt de svageste børns helbred in mente.

Vi har som samfund et ansvar for at beskytte de børn, der af forskellige grunde ikke er vaccinerede. Småbørn vaccineres første gang, når de er tre måneder. MFR-vaccinen gives først ved 15 mdr., og der er mange børn begyndt i pasning og dermed udsat for smitterisiko. Derudover kan sygdom være årsag til, at visse børn ikke kan vaccineres. De skal beskyttes fra den risiko, det indebærer med åbne øjne og ganske frivilligt som forældre at takke nej til børnevaccinationsprogrammet.

Jeg kunne ikke drømme om at tvinge nogen til at lade sig vaccinere. Det må folk helt selv om, men det har en konsekvens at træffe et valg, der udsætter fællesskabet og flertallet for fare. Og det gør man altså, når man fravælger børnevacciner.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har erklæret vaccinemodstand som en af de ti største trusler mod den globale sundhed. Vi andre kan måske ryste på hovedet af konspirationsteorier og sølvpapirshatte på internettet, men faren for smitsomme sygdomme er reel, og den skal vi så vidt muligt beskytte vores børn fra.