BLOG: Ældre står uden hjemmehjælp, imens regeringen kæmper for skattelettelser

16x9
I Socialdemokratiet ønsker vi, at der skal være råd til en værdig alderdom uanset hvilken kommune, man er bosat i, konstaterer Magnus Heunicke. Foto: Casper Christoffersen / Scanpix

BLOG: Støvsugning hver femte uge.

Det så en overgang ud til at være det niveau, ældre borgere i Assens Kommune kunne forvente sig af den kommunale ældrepleje. Det er nu ændret tilbage til hver tredje uge resten af 2019, men rengøring hver femte uge er kun midlertidigt skubbet af banen. Derfor er det vigtigt, at vi får sat fokus på ældreplejen eller manglen på samme. Tallene taler sit tydelige sprog: Antallet af visiterede hjemmehjælpstimer har været kraftigt faldende siden 2008. I alt er der skåret 6 millioner hjemmehjælpstimer væk på landsplan. Det er sket samtidigt med, at der er kommet flere ældre.

Regeringen svigter de ældre

Det handler om prioritering, og vi er nødt til at sætte ældreplejen højt. Det kan ikke være rigtigt, at vores ældre medborgere, som har bygget vores velfærdssamfund op, står uden hjemmehjælp. De ældre, der igennem et langt liv har ydet deres på arbejdsmarkedet. De har hjulpet os til verden på sygehuset. Der har skiftet vores bleer i vuggestuen. Der har trøstes os i børnehaven. Der har lært os at læse. Der har bygget vores skole, vores broer. De ydede deres og betalte deres skat i forvisning om, at velfærdssamfundet ville være der for dem, når de fik brug for det. De skabte hele det Danmark, vi har i dag. I de kommende år har de så brug for os. Brug for, at det velfærdssamfund, de selv har bygget op, er der for dem.

Alligevel står regeringen stadig på mål for sine skattelettelser. Det er klart, at der ikke både er råd til skattelettelser og velfærd. Deres økonomiske politik har ikke taget højde for, at der er kommet flere ældre. Når det endelig lykkes at få en kommentar fra den ansvarlige minister, ældreminister Thyra Frank, så er det et skriftligt citat, hvor hun siger, at regeringen skam har løftet ældreområdet. Problemet er bare, at de penge, der er blevet tilført til ældreområdet, ikke hænger sammen med den demografiske udvikling. I dag er det sådan, at for hver gang der kommer to ældre mere i kommunerne, vil Lars Løkke Rasmussen kun betale for den ene. Det siger sig selv, at det ikke sikrer ældre en værdig alderdom. Tværtimod bliver det sværere at opretholde det velfærdssamfund, som vi bryster os af i Danmark.

S vil sikre værdig alderdom

I Socialdemokratiet ønsker vi, at der skal være råd til en værdig alderdom uanset hvilken kommune, man er bosat i. Vi lever længere, og derfor bliver der flere ældre. Og heldigvis for det. Dem skal vi kunne tage hånd om, på samme måde som vi tog hånd om deres forældre.

I Socialdemokratiet siger vi velfærd først, og det mener vi. Vi vil lade pengene følge med i takt med, at der kommer flere ældre. Så et af det kommende valgs vigtigste spørgsmål er: Skal vi bruge de midler, der er kommet ind i skat, på offentlige investeringer som ældrepleje og børnepasning - eller er der mere brug for flere skattelettelser? Jeg vælger det første.