Politik

Dyr og lang oprydning i Skat giver resultater: - Milliarder er på vej tilbage i statskassen

Det går fremad, men oprydningen i Skat er langfra færdig, siger minister. Han forventer, at milliarder af kroner er på vej tilbage i statskassen.

Flere penge og mere tid.

Det er, hvad der ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal til for at få færdiggjort genopretningen af det danske skattevæsen.

Den nuværende plan for at genrejse det skandaleramte skattevæsen har foreløbigt kostet i omegnen af 13 milliarder kroner over de sidste fire år. Der er ansat markant flere medarbejdere. Og skattevæsnet er blevet indrettet på en helt ny måde med i alt syv styrelser fordelt i hele landet.

Men den nuværende plan er altså ikke nok, lyder det nu fra skatteministeren.

- Det går fremad, men der er et godt stykke vej, før vi kommer i mål. Og det kommer til at koste nogle flere penge end dem, regeringen har sat af. Regningen bliver større, end jeg havde regnet med, siger Karsten Lauritzen til TV 2.

Seks milliarder kroner retur

På et pressemøde tirsdag formiddag gav skatteministeren en status over arbejdet, og præsenterede samtidig regeringens videre plan.

Blandt andet var der nyt i sagen om svindel med udbytteskat. I perioden fra 2012 til 2015 blev den danske statskasse snydt for mere end 12 milliarder kroner. Omkring halvdelen af de penge forventer skatteministeren nu, at man kan få tilbage.

- Vi har opprioriteret udbytteområdet markant. Der er ti gange så mange medarbejdere til at kontrollere området nu, i forhold til før skandalen. Og den aktuelle vurdering er, at i omegnen af seks milliarder er på vej tilbage i statskassen, lød det fra Karsten Lauritzen.

- Jeg møder danskere, som er bekymret for, om der vil mangle penge til velfærd. Det er ikke tilfældet. Hvert år kommer der flere og flere penge ind i statskassen, end der bliver brugt på velfærd.

Få overblikket over Skats problemer

Listen over skandaler i skattevæsnet det seneste årti er lang. Her er nogle af punkterne:

skat_svindel

Problemet: Statskassen blev fra fra 2012 til 2015 lænset for over 12 milliarder kroner i en sag om svindel med udbytteskatFlere udlændinge er sigtet for bedrageriet, og en tidligere dansk medarbejder i Skat og hans ven er blevet idømt henholdsvis seks og fem års ubetinget fængsel.

skat_EFI

Problemet: Trods gentagne advarsler blev det fælles inddrivelsessystem EFI taget i brug i 2013. Det var fyldt med fejl og blev lukket to år senere. Siden har gældsinddrivelsen ikke fungeret, og i mellemtiden er skatteydernes gæld steget til rekordhøje 116 milliarder kroner.

skat_sammenlægning

Problemet: Før i tiden stod kommunerne og staten for inddrivelsen af skattegæld, men under daværende skatteminister Kristian Jensen (V) i midten af 00’erne opstod idéen om at samle inddrivelsen i et fælles it-system. Løsningen blev EFI, som slet ikke fungerede.

skat_effektivisering

Problemet: En kraftig beskæring i medarbejderstaben kan være en af forklaringerne på, at det er gået så galt i Skat. Fra 2005 og ti år frem mistede skatteforvaltningen omkring 5000 medarbejdere. Flere ministre har erkendt, at det nok var for voldsomt.