Politik

BLOG: Insisteren på ret til tørklæder er en hån mod Nasrin Sotoudeh

BLOG: En kvinde er blevet idømt 38 års fængsel og 148 piskeslag. Hvad kan udløse en så barbarisk og umenneskelig straf, spørger de fleste sig selv?

Er det mon højforræderi mod staten eller måske en massakre på uskyldige? Nej, Nasrin Sotoudehs forbrydelse består såmænd blot i, at hun har forsvaret kvinders ret til at gå uden tørklæde i det stærkt religiøse diktaturland, Iran. 

Det iranske præstestyre hader kvinder, som ikke accepterer at være underlagt mænd. Præstestyret hader ytringsfrihed, pressefrihed og homoseksualitet. Hængninger foregår på daglig basis, og kataloget over forbrydelser, der kan udløse dødsstraf er alenlangt. Set i det lys er Nasrin Sotoudeh ”heldig”, fordi hun ikke med det samme er blevet henrettet. 

Her i landet er situationen den omvendte. Her forsvarer enkelte muslimske kvinder deres påståede ret til at gå fuldstændigt tildækkede som spøgelser. Gad vide, hvad de mener om Nasrin Sotoudehs straf? Gad vide, hvad de synes om friheden til at gå klædt, som man vil? Kan deres forståelse for deres medsøstres vilkår ikke ligge på et meget lille sted? Hvorfor går de ikke på gaden og demonstrerer for iranske kvinders rettigheder? 

Debatten om alt fra tørklæder til burkaer og niqaber er præget af uhyggelige dobbeltstandarder. Her i landet forsøger stærkt konservative og islamistiske kræfter at sætte lighedstegn mellem frihed og retten til at bære en undertrykkende beklædningsgenstand, mens kvinder andre steder sætter deres liv på spil i kampen for at være frie kvinder. 

Og mon ikke mange danskere spørger sig selv, hvad kvinder, som kræver ret til tørklæder og niqab, egentlig laver i Danmark? Hvorfor ønsker de overhovedet at bo i et land med ligestilling mellem kønnene og retten til at bestemme over egen krop? Ville de ikke føle sig meget mere hjemme i Iran eller Saudi-Arabien, hvor mænd bestemmer og kvinderne kender deres plads? 

Her i Danmark kan mænd godt kontrollere deres impulser, når de ser en kvindes hår. Derfor er der ingen saglig begrundelse for at bære tørklæde. Kun et ønske om at propagandere for et helt bestemt syn på ligestilling, som ikke er til kvinders fordel. 

Nasrin Sotoudeh har kæmpet en modig kamp. Men hun får ingen støtte fra sine muslimske medsøstre i vesten. Det er både tankevækkende og meget trist.