BLOG: Kommunerne skal stoppe med at presse vuggestuebørnene for tidligt i børnehave
BLOG: Flere af landets kommuner flytter børnene, før de er fyldt tre år. For børnene kan det have alvorlige konsekvenser.
Børn har brug for voksne, der er der for dem. Som giver dem omsorg og tryghed. Trøster dem. Leger med dem. Særligt de mindste børn har behov for meget af den helt tætte voksenkontakt.
Vi ved, at selv få uger ekstra i vuggestuen kan være helt afgørende for et barns udvikling. Alligevel ser vi, at flere kommuner sender børn hurtigere og hurtigere fra vuggestue til børnehave.
Flere af landets kommuner flytter børnene, før de er fyldt tre år. For børnene kan det have alvorlige konsekvenser. Derfor mener jeg, det skal være slut med at sende børn i børnehave, inden de fylder tre år, medmindre der ligger en pædagogisk anbefaling bag.
I 2008 var det kun 12 kommuner, hvor børnene blev sendt i børnehave, før de fyldte tre år. I 2017 var det steget til knap halvdelen af landets kommuner. En ren spareøvelse.
Kommunerne gør det nemlig, fordi de sparer penge ved at rykke børnene tidligere. Og der er mange penge at spare på de få måneder. Det er billigere at sende børn tidligere i børnehave, fordi der er færre pædagoger til børnene. Men spareøvelsen har store konsekvenser for børnene.
Jeg kan godt forstå, hvis du læser dette og tænker: jamen, gør en måned virkelig det store til eller fra? Ja, det gør det.
Det er den periode af et barns udvikling, hvor kontakten med voksne betyder allermest. Selv få uger kan betyde, at pædagogerne har mulighed for at hjælpe et barn i en bedre retning og få barnet på rette kurs igen. Børn har brug for den helt nære kontakt. Får de den ikke, kan det følge dem videre i livet. De kan udvikle koncentrations- og opmærksomhedsbesvær. Og dét kan medføre, at de får diagnoser.
Når kommunerne vælger at sende børnene tidligere i børnehave, er det altså ikke af hensyn til børnene. For kommunerne er det endnu en besparelse på børneområdet. Men det er både kortsigtet og dumt at spare på børnene. I SF vil vi den helt modsatte vej. Børnene skal i centrum. Vi skal prioritere børnene og investere i børneområdet.
Et godt sted at starte er at indføre en minimumsalder på tre år for at starte i børnehave. Det skal være slut med at sende børnene hurtigere og hurtigere videre. For børnenes skyld. Derfor skal Folketinget i morgen behandle forslag, der skal forbyde kommunerne at presse børnene i børnehave, før børnene er klar til det. Det skal være sådan, at børnene i alle kommuner starter i børnehave som treårige, medmindre at både forældre og pædagoger synes, det er en god ide, at barnet starter tidligere. Så tager beslutningerne nemlig udgangspunkt i, hvad der er godt for børnene, og ikke hvad der er godt for kommunens økonomi.