Portræt: Klaus Riskær Pedersen er klar til næste del af sin egen revolution

Klaus Riskær Pedersen er som en korkprop. Bedst, som han ved at drive ud af offentlighedens opmærksomhed, popper han altid op igen.

Han er på nippet til at fylde 64, men lever langt fra som en, der er moden til pension. Sidste år blev han far til sit sjette barn, han har gang i flere virksomheder, og nu vil han i Folketinget.

For man kan ikke bruge store tanker og flotte holdninger til noget - der skal handling til, mener han.

Værdig eller uværdig

Klaus Riskær Pedersen var 1980'ernes yuppiehelt, der levede et high society-liv med fest og farver, tjenestefolk, privatfly og havudsigt på Strandvejen og Ibiza. Men festen endte brat, og finansmanden personificerede det gamle ordsprog "højt at flyve, dybt at falde", da han tog turen fra første klasse til en celle i Sønder Omme.

Nu er han klar til næste kapitel. Riskær kunne i februar erklære sig opstillingsparat til Folketinget og bliver dermed en helt ny joker i det politiske spil om flertallet.

Før Klaus Riskær Pedersen overhovedet var valgbar, begyndte folk at sætte spørgsmålstegn ved, om han er værdig til at indtage en af de 179 pladser i Folketinget på grund af hans tidligere fængselsdomme for blandt andet bedrageri og mandatsvig.

Det skal Folketinget eller Valgbarhedsnævnet tage stilling til, hvis han bliver valgt ind.

- Jeg er ikke i tvivl om, at min fortid vil blive brugt imod mig i en valgkamp, sagde Klaus Riskær Pedersen til TV 2, da han i februar præsenterede sit nye parti.

Kvinder og børn

Det er et tilbagevendende problem for Klaus Riskær, at folk hellere vil tale om "modgang, kællinger og andet skidt og møg" end det, Riskær selv går op i. Men det er nu engang det mest opsigtsvækkende.

Med hensyn til kvinderne så blev den aldrende jetsetter i august far til sit sjette barn. En lille dreng, som han har fået med sin 35 år yngre kæreste, der er femte kvinde til at sætte et Riskær-barn til verden.

Riskærs forhold til kvinder har flere gange skabt debat. Blandt andet i 2014, da han for anden gang skulle være far til en ekskærestes barn mod sin vilje og fremførte, at mænd bør have ret til såkaldt 'juridisk abort'. En frasigelse af faderskabet og alle forpligtelser.

Denne gang var barnet dog planlagt. Hvis man vælger en kæreste i den alder, skrev han på Facebook, så er der hensyn, der skal tages.

Dog er han blevet for gammel til afbrudt søvn.

- Vi har lavet en arbejdsfordeling, hvor jeg har sagt: ”Det er dig, der er 27, det er ikke mig. Jeg står fandeme ikke op klokken lort om morgenen og skifter bleer”. Hvis der er ballade om natten, må hun gå et andet sted hen, har han sagt til Se & Hør.

Sov under bordet

Klaus Riskær Pedersen blev født i 1955. Moderen rejste sin vej, da drengen var spæd, så han blev opfostret af sin far.

Faderen, Knud Pedersen, var gammel modstandsmand. Han havde været med til at stifte modstandsbevægelsen Churchill-klubben, der senere blev inspiration til filmen 'Drengene fra Sankt Petri'.

Det kostede ham to års fængsel under Anden Verdenskrig. Derefter levede han som kunstner, forfatter og iværksætter. Han stiftede blandt andet Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Riskær selv mindes ikke opvæksten med faderen som særlig glorværdig.

- Jeg sov under bordet, mens han sad med sine kunstnervenner til den lyse morgen og reddede verden på Christianshavn. Jeg kommer fra et dybt kulturradikaliseret venstrefløjsmiljø af fucking tosser, har han fortalt til Jyllands-Posten.

Bedsteforældrene forsøgte på skift at skride ind og hjælpe drengen, der for det meste måtte klare sig selv. Først da han var ti år, kom der lidt mere skik på tilværelsen, da faderen fik en ny kæreste. Drengen blev så glad for hende, at han tog hendes efternavn, Riskær, til mellemnavn.

Den nye familie flyttede til Nærum, hvor drengen gjorde sig bemærket på sin nye skole. Han lavede en frugtbod, blev elevrådsformand, redaktør på elevbladet og startede en indsamling af tørmælk til krigsramte børn. Han var allerede entreprenant.

Fra tanke til virkelighed

Som 16-årig langhåret gymnasieelev udgav han bogen 'Unges kig ind i finansverdenen'. Det var i 1971, og forlaget Gyldendal fotograferede den unge forfatter under en plakat af Lenin.

Han var en del af venstrefløjen som ganske ung, i dag er han mere konservativ - men grundlæggende betragter han sig selv som revolutionær, og det præger alt, hvad han gør: Når han grundlægger en internetudbyder, mens andre knap har hørt om internettet. Når han laver kreative forretninger. Når han vil omlægge hele skattesystemet med sit nye parti og så videre...

En slags oprør imod al faderens snak, der ikke blev til så meget.

- Den ægte kunst ligger i at bringe tankerne til virkelighed. Min fars valg, hvor han rastløst forfulgte tanker og ideer, som han slap, inden de skulle føres ud i livet, var kunstnerens luksus. Det er avantgardekunstneren, der i en rødvinståge klokken tre om natten med sine kunstnervenner rundt om bordet i Vermlandsgade med Vera Linn på Radio Merkur kan redde hele verden. Det lyder også godt. Men provokationen er ikke nok i sig selv. Jeg mener, det er afgørende at bringe det til eksistens, har Klaus Riskær uddybet det overfor Berlingske.

Fremadstormende

I 1970’erne var Riskær ung og fremadstormende. Han studerede på handelsskole, men havde allerede travlt med at få sine idéer op at flyve.

Først virksomheden Børsinformation og så stiftede han investeringsfirmaet Krepco Holding A/S, der i 1986 kunne overtage både Accumulator Invest A/S og Lannungs Bank.

Iværksætteriet var ikke nok. I 1989 stillede han op til Europa-Parlamentet for Venstre og blev valgt ind. En politisk karriere, der imidlertid fik en brat ende.

Riskær måtte erklære sit investeringsfirma konkurs, og to år senere begyndte beskyldningerne at vælte ind. Han havde udbetalt millioner til sig selv igennem Accumulator Invest A/S og brugt pengene på en livsførelse på første klasse.

Men firmaet var købt for lånte penge, og regnskaberne var sminkede.

I 1992 blev Klaus Riskær Pedersen erklæret personligt konkurs og meldt til politiet. Det fik Venstre til at ekskludere ham, og i 1995 blev han tiltalt for groft mandatsvig, bedrageri og skyldnersvig i både Danmark og Frankrig.

Finansmanden blev idømt to og et halvt års fængsel, og det blev ikke sidste tur bag tremmer.

CyberCity-eventyret

Samme år, som Riskær blev tiltalt, stiftede han CyberCity ApS, som tilbød nogle af landets første private internetforbindelser. En fremsynet investering, der blev en guldgrube.

Men stifteren var ikke alene erklæret personligt konkurs; han skyldte også stadig et trecifret millionbeløb til sine banker. Derfor placerede han CyberCity i en familiefond, så bankerne ikke kunne røre virksomheden.

Men gennem familie og venner havnede pengene alligevel hos den konkursstemplede Riskær, som levede i London og månedligt trak 140.000 kroner ud af fonden.

Fem år senere solgte Riskær virksomheden for en halv milliard kroner.

Da Riskær igen flyttede til Danmark og begyndte at starte nye virksomheder op, satte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fonden bag CyberCity under lup.

Det viste sig, at Riskær via et stråmandsselskab havde snydt fonden for to tredjedele af de penge, CyberCity var blevet solgt for. Det gav ham en dom på syv års fængsel for groft bedrageri. I sidste ende slap han med seks år bag tremmer og blev løsladt i 2013.

Politisk comeback

Allerede to år efter løsladelsen var Klaus Riskær Pedersen på udkig efter et politisk comeback. Han overvejede Konservative og Socialdemokratiet, men endte med at melde sig ind i Alternativet, der dog ikke var interesseret i en bedrageridømt finanstype. Ni dage senere blev han ekskluderet.

Klaus Riskær Pedersen måtte gå andre veje. Det blev til Partiet Klaus Riskær Pedersen.

Om han kommer i Folketinget eller ej, er der ingen, der kan sige endnu. Men én ting er sikkert; det bliver næppe det sidste projekt fra Riskær.

Lyn-analyse

Hans EngellPolitisk kommentator

For Klaus Riskær Pedersen handler det om enten at passere spærregrænsen eller at indsamle så mange personlige stemmer i København, at det udløser et kredsmandat.

 

Det vil være historisk, hvis han kommer i Folketinget. Lykkes det ikke, er hans parti formentlig væk igen ret hurtigt.

 

Han skal klare at køre kampagne i hele landet, men især at slå stærkt igennem i tv-debatterne med de andre partiledere. De vil formentlig negligere ham fuldstændig i valgkampen. Derfor må han finde en metode, så han kan gøre sig synlig uden hjælp fra andre.

 

Udfordringen for ham er ikke at gå i glemmebogen.