BLOG: Tillykke på kampdagen – men glem ikke mændene!
BLOG: Der er grund til at glæde sig over, at Danmark er helt i front, når det gælder ligestillingen mellem kvinder og mænd.
- og kvindernes internationale kampdag er altid en god anledning til at gøre status og tage temperaturen på forholdet mellem kønnene.
Her tænker jeg ikke nødvendigvis på pjattede og tåbelige debatter om køn i trafiklys, men om de virkelige udfordringer på ligestillingsområdet. Ingen kan vist påstå, at kvinder i dagens Danmark bliver forfordelt eller er forhindret i at deltage i samfundslivet på lige fod med mænd.
Men det er kvinder desværre stadig mange steder i verden – og mange steder i eksempelvis muslimske parallelsamfund i Danmark. De er ikke synlige. De deltager ikke i den offentlige debat. I nogle tilfælde kommer de dårligt nok uden for en dør. Det er manden, der svinger taktstokken og bestemmer, hvordan de må gå klædt, eller om de overhovedet må tage et job.
Her har feministerne en stor opgave. For ligestilling er vel ikke kun noget, der skal gælde for ”indfødte” danskere? Er ligestilling ikke en universel værdi, som vi har en forpligtelse til at udbrede aktivt?
Og så er det måske også på tide at se nærmere på mændene. Hvordan klarer drenge og mænd sig i Danmark? Meget tyder på, at mænd på mange måder er blevet det ”svage køn”. Flere kvinder end mænd får en videregående uddannelse, og generelt klarer kvinder sig bare bedre i uddannelsessystemet.
Måske begynder det meget tidligt i det institutionaliserede liv. Får drenge lov til at være drenge, eller lærer de tidligt, at de nærmest skal skamme sig over deres køn, og at de ikke må være voldsomme? Det er ingen hemmelighed, at de fleste pædagoger er kvinder, og at mænd nærmest betragtes med mistro i daginstitutionerne.
Er denne massive kvindelige påvirkning en fordel for drenge? Eller mangler der nogle traditionelle mandlige idealer, de kan spejle sig i? Det er på tide, at vi får en samlet debat om begge køn – ikke blot kvinderne. Ligestillingen er en realitet – for kvindernes vedkommende. Men jeg kan være bekymret for, om mændene er ved at halte bagefter.
Mange veluddannede kvinder i høje stillinger opsøger efter sigende psykologer, fordi de har svært ved at finde en mandlig partner. Måske skyldes det, at mændene føler sig underlegne i forhold til en partner med stor magt og høj indkomst. Men måske skyldes det også de krav til en partner, som kvinderne selv stiller.
Mange kvinder vil stadig helst have en mand, som de kan ”se op til”, og det bliver nogle gange svært, når mange mænd i utide tjekker ud af uddannelsessystemet. Bryder dagens selvsikre danske kvinder sig overhovedet om de mænd, som i høj grad er skabt og formet af kvinder i ”Institutions-Danmark”? Eller har de snarere sejret ”ad helvede til”? Det spørgsmål er værd at beskæftige sig med.
Og hvor solidariske er kvinder i grunden med hinanden? Unge kvinder i alderen fra 16-24 år har mange psykiske problemer, og ifølge Den Nationale Sundhedsprofil lider mere end 40 procent af stress. De føler, at de skal leve op til uopnåelige idealer på alle parametre. Hvem har stillet disse krav til dem? Jeg tror næppe, at det er mændene, men derimod deres ældre medsøstre. Måske er det også værd at se på, hvordan vi kvinder i grunden behandler hinanden, og hvilke krav vi stiller.