BLOG: Grådighed kan munde ud i krise for folkestyret
For kun få dage siden skrev jeg om, hvordan antallet af ældre, som får hjemmehjælp til rengøring og andet, er blevet næsten halveret de seneste ti år.
Jeg skrev i den forbindelse også, at den slags historier er med til at ødelægge den sociale kontrakt, som vores velfærdssamfund bygger på; nemlig at man betaler sin skat, fordi man er overbevist om, at pengene bliver brugt på de rigtige formål.
Men den forståelse bliver ikke alene udfordret af talrige historier om forringelser af velfærden, men også de mange skandalesager, som har ramt landet den seneste tid. Tag nu for eksempel Skat, der har mistet et to-cifret milliardbeløb på grund af svindel. Eller Skat, der opgiver at inddrive gæld fra danskere. Er der noget at sige til, at mange danskere spørger sig selv, hvad det i grunden nytter at ”svare enhver sit”?
Læg så hertil afsløringen af, hvordan en medarbejder i Socialstyrelsen over 16 år formåede at stikke mindst 111 millioner kroner i egen lomme, som skulle være gået til de mest udsatte gruppe her i landet. Eller skandalen omkring hvidvasken af milliarder hos Danske Bank. Eller de mange direktører, som modtager ”gyldne håndtryk” i millionklassen, uanset om de har præsteret resultater eller ej.
De mange historier bidrager til en følelse af, at der ingen retfærdighed er til. At det ikke betaler sig at være ærlig – og at det stort set ikke får nogen konsekvenser at svindle og bedrage. Mange af frustrationerne retter sig mod én bestemt gruppe: Politikerne, og det er heller ikke helt forkert at lade frustrationerne pege i retning af politikerne.
Det er nemlig vores ansvar at stå vagt om vores velfærdssamfund og vores samfundsmodel. Det er vores ansvar at vedtage lovgivning og hele tiden være på vagt i forhold til de mange huller, som aldrig helt kan undgås i hverken systemer eller lovgivning, men som løbende skal udbedres. Hvis vi bare trækker på skuldrene, vokser politikerleden hurtigere end folk kan nå at sige Klaus Riskær Pedersen.
I Frankrig har ”de gule veste” skabt kaos og vold. De er udtryk for utilfredshed med de bestående tilstande og en opfattelse af, at politikerne ikke længere lytter. I USA fik fænomenet Donald Trump en masse utilfredse vælgere, som ellers ville være blevet hjemme, til at stemme. Begge dele er udtryk for en tillidskrise. Vi får næppe tilstande som i Frankrig eller USA, men også her i Danmark kan folkestyret havne i en alvorlig krise.
Det er politikernes opgave at genskabe tilliden til folkestyret, og det bliver et langt, sejt træk. Men arbejdet er afgørende for et velfungerende og levende demokrati. Vi skal gøre op med grådigheden. Vi skal gøre op med uærligheden og uretfærdigheden. Kun på den måde redder vi vores helt særlige danske udgave af demokratiet – et samfund, som er baseret på gensidig tillid og solidaritet.