Politik

BLOG: Manglende hjælp er et brud på den sociale kontrakt

BLOG: En af forudsætningerne for velfærdssamfundet er følelsen af ”noget for noget”.

Ingen af os forventer, at vi krone for krone får tilbage, hvad vi har betalt i skat, for nogle har mere brug for velfærdssamfundet end andre, ligesom andre betaler langt mere, end de modtager. Det er de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs.

Måske netop derfor har vi også en forventning om, at de ældre får den hjælp, som de har behov for, og at svage ældre ikke bliver ladt i stikken, fordi de ikke har råd til at betale ekstra for hjemmehjælp. Men det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) kunne i en rapport forleden fortælle, at andelen af svage ældre, som modtager hjemmehjælp, er blevet halveret siden 2007, og det betyder, at mange ældre slet ikke modtager nogen hjælp – hverken fra det offentlige eller fra familie og venner.

Nogle kunne måske tro, at flere ældre i dag er selvhjulpne, men det er ikke tilfældet, lyder det fra VIVE. De peger i stedet på en ny visitationspraksis i kommunerne, som indebærer, at først og fremmest de allersvageste får hjælp. Rapporten er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 10.000 danskere over 67 år, og her fremgår det, at mens 43 procent modtog hjælp til praktiske opgaver i 2007, drejer det sig nu blot om 25 procent.

Er det i orden? Skal hjælpen fra det offentlige begrænses til den mest basale hjemmepleje såsom bad og personlig pleje? Naturligvis ikke. Der er tale om en meget trist udvikling, og det er en uværdig behandling af de ældre, som ikke får gjort ordentligt rent eller ordnet andre praktiske gøremål.

Ja, faktisk mener jeg, at det ligefrem kan fremskynde forringelsen af en ældre danskers livskvalitet så meget, at antallet af år i eget hjem måske bliver mindre – med det resultat, at den ældre må på plejehjem.

Men adgangen til plejehjem er også stærkt begrænset. For ikke længe siden bragte medierne en historie om en 92-årig næsten blind mand, som blev nægtet en plejehjemsplads af Helsingør Kommune. Hans eneste fornøjelse var lyden fra et fjernsynsapparat, og på grund af sit dårlige syn var han bange og utryg i sit eget hjem. Først efter at ældreministeren var blevet kaldt i samråd i Folketinget, indvilligede kommunen i at behandle ansøgningen igen.

Det er simpelthen for ringe. Det er simpelthen for uværdigt. En tryg og værdig alderdom er sammen med forventningen om et ordentligt sundhedssystem en af velfærdssamfundets hjørnesten. Historier som de nævnte skaber ikke alene utryghed og frygt for at blive gammel – men skader også solidariteten og befolkningens opbakning til velfærdssamfundet. ”Hvad mon der sker, når jeg bliver gammel”, er der mange, der tænker.

Forudsætningen for danskernes fortsatte vilje til at bakke op om velfærdssamfundet smuldrer langsomt bort, hvis der for alvor opstår et indtryk af, at der ikke er nogen hjælp at hente, hvis man bliver gammel og syg. Derfor skal der rettes op på manglerne omgående.