Politikere i voldsomt skænderi for åben skærm: - Du er værre end sygdommen
Det er svært at komme til politikken, når man først skal diskutere gamle domme. Det lærte Klaus Riskær torsdag, hvor han kom i ophedet debat.
- Du har systematisk tilsvinet mig.
- Hvad i alverden bilder du dig ind?
- Du opfører dig uforskammet.
Stemningen nåede kogepunktet, da folketingskandidat Klaus Riskær Pedersen torsdag aften deltog i Debatten på DR2. Særligt debatten mellem Riskær og den konservative folketingskandidat og kommunalpolitiker Nikolaj Bøgh endte i decideret mundhuggeri.
Bøgh medgav, at Riskær har en pointe i, at der er en tillidskrise mellem befolkningen og politikerne. Men der stoppede enigheden også.
- Problemet er jo: Er du den rigtige kur mod den sygdom? Det synes jeg ikke, du er. Jeg synes, du er værre end sygdommen, sagde den konservative politiker, som Riskær forinden havde kaldt "uforskammet", og så talte alle højt i munden på hinanden.
- Jeg troede, vi skulle diskutere politik
Der er blevet sat spørgsmålstegn ved den tidligere finansmands 'værdighed', siden han tirsdag annoncerede, at han har samlet 20.109 underskrifter og dermed kan stille op til Folketinget med partiet der bærer hans eget navn.
Ifølge Grundloven kan man nemlig miste sin valgbarhed, hvis man er straffet for en handling, der gør, at man er uværdig til at indtage en af de 179 pladser i Folketinget. Det vil det nye folketing skulle tage stilling til efter valget.
Klaus Riskærs fortid har således fyldt mere de seneste dage, end den politik han gerne vil føre.
Debatten på DR2 begyndte da også med en lang opremsning af Riskærs meritter - i særdeleshed hans konkurser og bedrageridomme, der senest kostede ham fem års fængsel.
- Kan man have tillid til dig, spurgte programmets vært, Clement Kjersgaard.
- Altså jeg troede, vi skulle diskutere politik..., indvendte Klaus Riskær og forklarede sine domme som "noget modgang, man kan komme ind i her i livet" på samme måde som, at man kan blive ramt af "alvorlig sygdom" eller "miste et barn i trafikken".
- Jeg vil ikke bruge seernes tid på at procedere gamle retssager. Grundkonstruktionen i vores samfund er, at når man har sonet, så er man renset og har lov at starte igen, sagde han.
- I er så bedrevidende og irettesættende
Men Nikolaj Bøgh, der er folketingskandidat for Konservative og sidder i Frederiksbergs byråd, var ikke færdig med Riskærs fortid. Han mener, finansmanden er uværdig til en plads på Slotsholmen.
- Du har jo ikke vist nogen som helst vilje til at erkende, at du har begået nogen forbrydelse. Hvordan kan du være lovgiver i dette land? Du siger, du har en ren straffeattest, men sagen er jo, at du har en plettet straffeattest. Du ville ikke være i stand til at søge et job som gadebetjent. Du søger indflydelse på dansk retspolitik, men du kan ikke blive ansat i politiet. Du er fradømt retten til at stifte og drive virksomhed, sagde han i Debatten.
Det fik Riskær Pedersen til at lange tilbage mod Bøgh og alle andre politikere:
- Jeg er så hamrende træt af at høre på, at I er så regelrette og retshaveriske og bedrevidende og irettesættende. Jeg har altså ikke stjålet en sparekasse eller slået nogen ned eller hugget andre folks penge. Jeg gider ikke finde mig i at blive lavet om til en Stein Bagger, fordi det passer jer i jeres politiske halløj.
- Han har været et frisk pust i debatten, men...
Dagen derpå står Nikolaj Bøgh ved sin kritik af Klaus Riskær Pedersen. Debatten bekræftede ham blot i, siger han, at Riskær "spiller efter nogle lidt andre regler."
- Han bliver jo ved med at bagatellisere og underspille, at han faktisk er dømt for en række forbrydelser. Han taler om modgang og sammenligner det med at blive syg eller at miste et barn. Det aktualiserer bare den problematik, jeg rejser: Er han egnet til Folketinget?
- Han repræsenterer en folkelig skepsis overfor politikere, man er nødt til at tage alvorligt. Jeg mener jo bare, at han er en kur mod sygdommen, der i virkeligheden er værre end sygdommen. For det vil yderligere undergrave tilliden, hvis en mand, der er dømt for en række forbrydelser, skal ind at sidde og være lovgiver.
Har du en personlig agenda om, at han ikke skal ind i Folketinget?
- Jeg har ikke noget personligt udestående med ham. Jeg synes på mange måder, han har været et frisk pust i debatten. Men at man kan komme med en stærkt populistisk politisk dagsorden og være så ligeglad med, hvad man har bedrevet af kriminalitet, det gør, at han efter min mening ikke er nogen velegnet lovgiver, siger Nikolaj Bøgh.
- Du har systematisk tilsvinet mig
Riskær kom også i sammenstød med Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen, der bemærkede, at Riskær har en skattegæld på flere millioner kroner.
- Nu har du simpelthen systematisk tilsvinet mig, hver gang jeg diskuterer politik. Hvad i alverden bilder du dig ind, svarede Riskær og kaldte Venstremanden "arrogant".
Allerede under tirsdagens pressemøde, hvor Klaus Riskær Pedersen annoncerede, at hans parti nu er opstillingsberettiget, medgav hovedpersonen, at hans fortid kan blive svær at komme udenom.
- Jeg er ikke i tvivl om, at min fortid vil blive brugt imod mig i en valgkamp, sagde han til TV 2.
- Det er næsten det eneste, du kan bruge. Så hvorfor ikke tage det?
Det har ikke været muligt at få en kommentar fredag fra Klaus Riskær Pedersen.
Du kan se Debatten her.