Pape skærer igennem: Der vil komme IS-krigere tilbage til Danmark
Danske IS-krigere er uønskede i Danmark, men vi kan ikke nægte dem at vende tilbage, fastslår justitsministeren.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) åbner nu op for, at Danmark vil komme til at tage imod danske statsborgere, der har været rejst ud for at kæmpe for Islamisk Stat.
I en skriftlig kommentar til TV 2 siger han:
- Fremmedkrigerne har vendt Danmark ryggen og er draget i krig mod demokrati og frihed. Jeg nærer absolut ingen sympati for dem, og de er uønskede i Danmark. Men det her er et komplekst problem, og der findes ingen perfekte eller lette løsninger.
- For faktum er, at vi ikke kan nægte danske statsborgere at komme tilbage til Danmark. Det gælder uanset, hvor uønskede de er - og dermed også fremmedkrigere. Før eller siden vil der derfor komme flere tilbage til Danmark, lyder det fra justitsministeren.
Flere partier afviser at tage imod
Dermed skærer han igennem efter flere dage, hvor forskellige partier har afvist at tage imod IS-krigere, sådan som USA ellers har opfordret til.
Søndag sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at han har "ingen interesse" i at hjælpe syrienskrigere med dansk pas tilbage til Danmark.
- Hvad end du spørger mig som partiformand eller udenrigsminister, er min holdning, at jeg ikke vil have én af dem hjem. De har svigtet alt, hvad Danmark står for, og har i princippet været med til at true danske soldaters liv. Skal vi så bare sige 'velkommen tilbage fra den lille udflugt'? Det har jeg overhovedet ikke lyst til, sagde ministeren til TV 2.
Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører i Venstre, stemte i:
- Det er nogle af de farligste mennesker på jorden, og dem skal vi ikke have tilbage, sagde han forleden til Ritzau.
DF er klar til at bryde konventionerne
Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, afviste også amerikanernes opfordring. Hun mener, at IS-krigerne skal retsforfølges lokalt.
- Det er Danmarks opgave at hjælpe med, at der bliver opbygget et retssystem og et fængselsvæsen lokalt, og så må de her personer udstå deres straf i de lande, hvor de har begået kriminaliteten, sagde hun.
Og onsdag meldte Dansk Folkeparti ud, at partiet er parat til at bryde konventionerne og fratage danske IS-krigere deres statsborgerskab, ligesom det er sket i Storbritannien. Også selvom det vil gøre dem statsløse.
- Vi vil gøre det lettere at fratage statsborgerskabet, hvis det konstateres, at man har været aktiv for Islamisk Stat. Og samtidig sørge for, at der gælder en undtagelse fra statsløshedkonventionen, når man har begået landsforræderi af denne grad, sagde Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til Berlingske.
Krigere skal ikke slippe ustraffet
Men så enkelt er det ikke, skriver justitsministeren altså. Han understreger samtidig, at "vi ikke kan acceptere, hvis fremmedkrigerne slipper for at blive straffet for deres forbrydelser – eller får mulighed for at rejse rundt på fri fod i andre lande for alligevel til sidst at ende i Danmark eller et andet EU-land."
- Det vil være en meget farlig vej at gå. Derfor må vi ikke forsimple den her problemstilling. Sagerne er forskellige, og derfor skal de vurderes konkret af myndighederne, der så kan finde den bedste løsning i hver enkelt sag, siger Søren Pape Poulsen.
Regeringen har nedsat en fælles myndighedsgruppe med repræsentanter fra blandt andre Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet. De skal løbende behandle de enkelte sager - særligt ud fra sikkerhedsmæssige hensyn.
Mindst 150 er udrejst til Syrien eller Irak
Den amerikanske præsident Donald Trump har bedt USA's europæiske allierede om at hente omkring 800 tilbagefangne IS-krigere hjem fra Syrien for at stille dem for en domstol.
Ellers vil USA være nødt til at løslade dem, lyder det ildevarslende fra Trump.
- USA ønsker ikke, at disse IS-krigere skal gennemsyre Europa, hvor de må forventes at tage hen, skrev præsidenten søndag på Twitter.
I den seneste trusselsvurdering fra PET fremgik det, at ifølge PET's Center for Terroranalyse (CTA) er mindst 150 personer udrejst fra Danmark til Syrien eller Irak siden 2012.
Da trusselsvurderingen blev offentliggjort i januar 2018, lød vurderingen, at 38 af de udrejste var døde, at 50 var retur i Danmark, og 32 befandt sig i andre lande. 30 personer befandt sig ifølge PET fortsat i konfliktzonerne.
- CTA vurderer, at en mindre del af de danske fremmedkrigere vil kunne vende hjem. Selv få hjemvendte kan dog udgøre en terrortrussel mod Danmark. Samtidig kan hjemvendte fremmedkrigere til andre europæiske lande udgøre en trussel mod Danmark, lød det dengang fra PET.
TV 2 har kontaktet udenrigsministeren for at spørge til de forskellige meldinger, der kommer fra regeringen om dette spørgsmål. Men Anders Samuelsen har ikke ønsket at stille op til interview. Han henviser til, at det er justitsministerens bord.