Politik

Vestager er mest populære EU-kommissær i ny europæisk måling

Europa-Kommissionens formand er kun nummer fem i måling af præstation. Vestager fører snævert over EU's udenrigschef Federica Mogherini.

I en ny europæisk måling er Margrethe Vestager den mest populære blandt de siddende EU-kommissærer.

Den danske konkurrencekommissær er også den, som flest peger på som det bedste valg til formand, når en ny kommission skal sammensættes senere i år.

Bag den nye undersøgelse står kommunikationsbureauet Burson Cohn and Wolfe sammen med netmediet Euractiv, der har fokus på EU. 

Mere populær end sin chef

Vestager er noteret for en score på 50,2 procent i målingen og er dermed den eneste på over 50 procent. 1769 respondenter er blevet bedt om at vurdere kommissærerne på en skala fra nul til ti, og et vægtet gennemsnit er udregnet.

Vestager er således mere populær end sin chef, Jean-Claude Juncker, som er nummer fem på listen med en opbakning på 44,4 procent.

Danskeren er skarpt fulgt af EU's udenrigschef, italieneren Federica Mogherini, som lander på 49,6 procent.

Om Margrethe Vestager

  • Født 13. april 1968 i Glostrup 
  • Er konkurrencekommissær i EU 
  • Var i perioden 2007-2014 politisk leder for Det Radikale Venstre
  • Økonomi- og indenrigsminister i 2011-2014 
  • Vicestatsminister under Helle Thorning-Schmidt i 2014 
  • Tidligere undervisnings- og kirkeminister

Mangler opbakning fra hjemlandet

Margrethe Vestager har været EU's konkurrencekommissær siden 2014. Her blev hun indstillet af den daværende SR-regering, mens de blå partier ikke støttede udnævnelsen. 

Traditionen foreskriver, at et flertal i Folketinget bakker op om udnævnelsen af danske kommissærer, men nu hvor regeringsmagten har skiftet hænder, er der ifølge Margrethe Vestager ikke opbakning til, at hun tager endnu en periode som dansk kommissær.

Det er ikke noget, der bliver taget imod med kyshånd herhjemme

Margrethe Vestager

Men uvilligheden fra de politiske rækker i hjemlandet fik på et pressemøde i Paris i 2018 Margrethe Vestager til at dele, at hendes ønske om at blive siddende ikke vakte begejstring i Danmark. 

- Og det er endda en underdrivelse, sagde Margrethe Vestager på pressekonferencen.

Men nu rækker de rosende ord altså ud over Vestagers evner som konkurrencekommissær. 

Stolt konkurrencekommissær

Offentliggørelsen af den nye måling kommer nemlig efter en nylig omtale i det anerkendte magasin The Economist, som skrev, at Margrethe Vestager ville være en "fin formand for Europa-Kommissionen". 

Før har både Berlingske og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller peget på selv samme. Og det er noget, der vækker stolthed hos den radikale konkurrencekommissær. 

- Det er dejligt for mig at blive nævnt som en person, man kan bruge til noget, siger Margrethe Vestager til TV 2. 

Men vil du gerne have det job? 

- Jeg har bedt om at få lov at fortsætte i det job, jeg har. For vi er lige i gang med noget, og det er i sagens natur krævende, for det er ikke noget, der bliver taget imod med kyshånd herhjemme, at jeg skulle være kommissær en gang til, siger Margrethe Vestager. 

Hver femte: Vestager bør blive formand

I alt har 1769 personer - politikere, ngo'er, eksperter og andre interessenter - deltaget i målingen af den siddende kommission, der trådte til i 2014.

Næsten 40 procent af svarene er indhentet i Bruxelles og 10 procent i Storbritannien. Resten er fra personer i andre EU-lande.

20 procent har svaret, at de mener, at Vestager "bør være den næste formand" for EU-Kommissionen. Kun 65 procent af respondenterne har dog besvaret spørgsmålet, hvor den tidligere finske statsminister, Alexander Stubb, er nummer to med 7 procent.

Langt flertallet - 40 procent - er noteret for "anden" kandidat.