Politik

Pape om politiets kontroversielle droner: - Det må de redegøre for

En række partier kræver svar på, hvorfor Rigspolitiet har købt droner af kinesere, som USA ikke tør røre.

Som TV 2 mandag kunne afsløre, ligger der hos Rigspolitiet syv kinesiske droner, som det amerikanske militær ikke vil røre med en ildtang af frygt for spionage og cyberangreb.

Alligevel er det ikke noget, der umiddelbart bekymrer justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

- Det kommer jo an på, hvad man bruger dem til. Det er det, der er vigtigt, siger han til TV 2. 

- Som jeg har forstået det, bliver de ikke brugt til at filme noget, der har operativ betydning, og hvis det er rigtigt, er det ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre noget ved.

Partier kræver svar

En række partier fra Dansk Folkeparti til Alternativet vil ellers have ministeren til at redegøre for, hvorfor Danmark ikke har samme forbehold for de kinesiske droner som USA.

De efterlyser agtpågivenhed og påpasselighed med hensyn til indkøb af kinesiske produkter.

Forbudt i USA siden august

I USA har det amerikanske militær siden august 2017 forbudt alle produkter fra producenten af dronerne, tech-giganten DJI.

I en rapport konkluderer ministeriet for sikkerhed, Homeland Security, med ”moderat sikkerhed”, at DJI’s droner deler data om ”kritisk amerikansk infrastruktur” og "retshåndhævende myndigheder” med den kinesiske regering.

Nu må Rigspolitiet lige i første omgang fortælle, hvad der er op og ned i det her

Søren Pape Poulsen (K), justitsminister

Informationerne kan ifølge amerikanerne bruges til ”at udføre fysiske- eller cyberangreb mod USA og dets befolkning”.

Kinesere afviser beskyldninger

DJI, der er verdens største producent af droner, har afvist alle beskyldninger.

Hos Rigspolitiet har kommunikationsdirektør Anders Frandsen forklaret, at dronerne udelukkende bruges til at filme ting, der ikke er ”efterretningsmæssigt problematiske”, som for eksempel redningsopgaver, og at der derfor ikke er noget at være bekymret for.

Og det er den forklaring, justitsministeren forholder sig til.

- Rigspolitiet er selvfølgelig opmærksom

Men Søren Pape Poulsen, politiet kan vel ikke vide, hvad kineserne er interesseret i?

- Nej, men hvis du har en drone, der flyver over en mark og filmer et eller andet, så er det jo én ting. Det er noget andet, hvis det er fortrolige operative ting. Så må man forholde sig til det.

- Nu må Rigspolitiet lige i første omgang fortælle, hvad det her går ud på. Jeg har bare forstået det sådan, at de ikke skal bruges til at filme noget, som indeholder noget fortroligt, og det er Rigspolitiet selvfølgelig opmærksom på.

Pape vil følge sagen

Så det er ikke noget, du er bekymret for?

- Nej, men jeg er meget opmærksom på, hvad vi gør, og følger selvfølgelig med, men nu må Rigspolitiet lige i første omgang fortælle, hvad der er op og ned i det her, siger Søren Pape Poulsen.

Rigspolitiet har siden 2016 investeret knap 150.000 kroner i de syv kinesiske droner plus tilhørende udstyr.