Danmark skal til folketingsvalg 5. juni. Afsløringen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen afsluttede måneders spekulation på, hvornår valget ville blive udskrevet, og hvad der stod i vejen for specifikke datoer.
På TV 2 forsøgte Hans Engell at gøre læserne klogere på mulighederne, da der var 100 dage til, at valget skulle være udskrevet – hvis man regnede med en valgkamp på minimum 20 dage.
Ifølge den politiske kommentator var der reelt få gode valgdatoer for Løkke: Faktisk oprindeligt kun ni.
Engell skitserede de grønne, gule og røde dage for Løkke, og den første fase af grønne dage – oplagte til valg – kom i slutningen af marts, hvis målingerne havde ændret sig nok til Løkkes smag. Derfor havde Engell udpeget 26.-28. marts som oplagte.
De tre grønne dage blev afløst af tre andre i begyndelsen af april, fra 2.-4., hvor Engell også så det som en oplagt mulighed for Løkke.
Da de dage var forbi, havde Engells valgkalender kun tre grønne tilbage: 10.-11. april og en sammenlægning med EP-valget 26. maj.
Som EP-valget nærmede sig, vurderede Hans Engell også, at en opdeling af valgene var sandsynlig, og lagde den grønne farve over 17. juni – den sidst mulige valgdato.
På ingen af de 10 grønne dage skal danskerne dog stemme om, hvem der skal udgøre folketinget. Det blev 5. juni, som var rød i kalenderen, og hvor Engells indledende kommentar – tilbage i februar – lød:
- Danskerne har lige været ved stemmeurnerne. Skulle de så gøre det igen? Jeg tror det ikke.
Se her, hvordan valgkalenderen så ud, da den blev udgivet 17. februar 2019: